Læsetid: 7 min.

Til 'bejlerte' i København

Boguddrag. Sonia er datter af pakistanske indvandrere, bosat i Danmark og ifølge hende selv den første i familien uden en penis, som vil tage egne beslutninger. Hendes forældre har prøvet at få hende gift, siden hun var 15. Nu er hun snart 26, forældrene er desperate. Netop hjemvendt fra Pakistan og besøg hos en hellig sufi gør moderen et nyt forsøg
Boguddrag. Sonia er datter af pakistanske indvandrere, bosat i Danmark og ifølge hende selv den første i familien uden en penis, som vil tage egne beslutninger. Hendes forældre har prøvet at få hende gift, siden hun var 15. Nu er hun snart 26, forældrene er desperate. Netop hjemvendt fra Pakistan og besøg hos en hellig sufi gør moderen et nyt forsøg
28. september 2007

Hr. Sufis spådomme havde virket som en pep-talk på min mor. Straks vi var hjemme i Danmark, tog hun kontakt til en kvinde, vi i de pakistanske kredse kalder for "ægteskabsdamen". Det er en kvinde med et veludviklet netværk og forhandlingsevner. Hun kobler altruistiske unge og deres familier sammen og er kendt for at lave gode match. Jeg har været meget mistænksom, for hvem gider lave den slags gratis, men jeg er nået frem til, at i disse kredse er indflydelse, et godt rygte og status mere værd end penge i banken. Allerede næste dag ringede hun med en potentiel bejler. Han var et par år ældre end jeg og arbejdede som bankrådgiver. Min mor prøvede at sælge den til mig ved at reklamere med, at han skulle være fra en meget moderne familie med kun få medlemmer bosiddende i Danmark. Det bliver betragtet som en stor fordel for brudens familie, at gommen har et spinkelt netværk, for det giver pigens familie mere indflydelse. At familien er moderne, er noget, som er vigtigt for min mor, for hun ved, at i de meget traditionelle familier er der stor risiko for at havne på et kvindekrisecenter med blå mærker eller blot blive brugt som husslave. Det ønsker mine forældre trods alt ikke for deres datter, og med min uddannelsesbaggrund må det være en familie, som accepterer, at en kvinde kan arbejde, hvis hun får tid og lyst imellem børnefødslerne. Umiddelbart lød det lovende, og det var dejligt for en gangs skyld at kunne sige andet end nej, så jeg accepterede 'bejlerte', altså at hans familie kom hjem til os, så vi kunne drikke te og se hinanden an.

Allerede dagen før kom Miriam, min brors kone, for at hjælpe mor med at forberede snacks til bejlerteen. Sammen planlagde de entusiastisk, hvad jeg skulle have på, og hvilke guldsmykker der skulle flashes, og præcis hvilke fade der skulle bruges til samosa, løgbagora og te. Samosa er dej med oksekøds- eller vegetarfyld, som friteres i olie og spises med youghurtdressing. Løgbagora er min yndlingssnack, det er løg, som er dyppet i en flydende dej med krydderurter og krydderier og bagefter friturestegt. Det smager helt fantastisk med myntedressing og chai. Problemet med bejlerte er, at man ikke kan nyde maden, før gæsterne er gået, for man er til skue, samtidig med at det er voldsomt angstprovokerende at se på en mand, man ikke kender, og forestille sig at tilbringe resten af livet med ham. Det tager simpelt hen al smagen ud af min løgbagora.

Første runde på point

Da bejlerfamilien ankom, var begge mine brødre til stede med deres koner og så selvfølgelig mor og far. Mor ville gerne fremvise en intakt sammentømret familie uden knas, altså et indbydende parti. Bejleren havde sin mor, far og søster med. Søsteren skilte sig ud fra resten af familien ved at være klædt i sort og tildækket, hvad der ellers ikke er almindeligt blandt pakistanere. Pakier er meget glade for deres hår og er alt for forfængelige til at skjule det under et tørklæde. De mest tildækkede kvinder skal man finde blandt arabere og somaliere. Det viste sig, at søsteren var nyskilt og nyreligiøs, manden røg ud, og troen kom ind. Hun havde fundet islam som sin nye livspartner. Hvad hendes motiver var for at dække sig til, ved jeg ikke, men det er en fiks måde at signalere til omgivelserne, at man er en god pige, selv om man er fraskilt. At være fraskilt i de pakistanske kredse er langt værre end at være ugift, langt værre. Så i første sæt af bejlerteen stod den 1-0 til vores klan, vi har ingen skilsmisser i familien. Jeg kunne ud af øjenkrogen se min mor smile selvtilfreds.

Hans far indledte med at reklamere for bejlerfamilien. Bejlerens storebror på 33 år, som i øvrigt boede hjemme, havde en vigtig stilling i et førende forsikringsselskab. Han var ugift, men kun fordi han var så ambitiøs med sit arbejde, at han ikke havde haft tid til bejlerte. Svært at tro på, han måtte være meget grim. 2-0 til vores klan. Mor smilede. Så begynde hans mor at udbrede sig om bejlerfamilien. De talte cirka 400 medlemmer i københavnsområdet, hvilket overraskede mig, da jeg jo havde hørt, at det var en lille familie. Bejlerens mor fortsatte med at fortælle, at familien sad på en større kæde af pizzarestauranter og havde fostret to imamer, hvoraf den ene gjorde sig i medierne som moderat muslim. Det var selvfølgelig løgn, altså den del med den moderate imam, men hvad ved dansk tv om den slags, naive fjolser. Hm, 2-1 til bejlerfamilien, men vi førte stadig.

Hans far supplerede stolt sin kone, fortalte om familien i Pakistan, som leverer medlemmer til parlamentet, very important persons in very important places. Han slog fra urdu over i engelsk med rullende accent, mens han helt tydeligt granskede mine forældres ansigter efter spor af misundelse eller respekt. Min mor smilede anstrengt, 2-2.

Te uden fodfejl

Så var det tid til at servere bejlerteen. Det er et helt klassisk ritual. Først serveres cold drinks, som vi netop havde indtaget under opvarmningen. Den potentielt kommende brud træder ind i stuen med bakken, som er pakket med samosa, bagora og te. Hun kan vælge at skænke ude i køkkenet, men den model har to minusser. For det første får man ikke anledning til at vise, at man kan overskue en presset situation, at man kan hælde teen op uden at spilde og være serviceminded uden at blive stresset. Det andet minus er, at mange ældre pakistanere har sukkersyge, og det er derfor ikke længere en selvfølge, at der skal sukker i teen. Fordelen ved at skænke inde i stuen er derfor, at de medbragte sødetabletter diskret klikkes i koppen. Mens man serverer, kan bejlerfamilien tjekke én ud fra top til tå, for man har selvfølgelig bare tæer og er klædt i den traditionelle pakistanske klædedragt shalwar gemise. Blikket skal være sænket, og man taler kun, hvis man bliver spurgt.

Jeg skænkede teen op til gæsterne inde i stuen uden en eneste fodfejl eller sitren på hænderne. Gæsterne spiste maden og roste den til mor, som stolt nikkede hen imod mig, 'det er Sonia, hun er fantastisk i et køkken', 3-2 til os.

Afgørelsen

Nu var det tid til, at mændene i familien trak sig tilbage og fik en snak over en smøg. Der var en vigtig aura over deres tilbagetrækning, for det er over den slags cigaretter, at beslutninger bliver taget. Min rolle var udspillet, mine 15 minutter i rampelyset slut. Jeg havde set på bejleren, og han virkede sød, men han var bare ikke den rigtige. Det kunne jeg mærke, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Det var bare ikke ham. Derfor bekymrede pointstillingen mig en smule, for jeg tror, at de så mig og min familie som et attraktivt parti, og det betød, at det igen var min tur til at være den, der skulle sige nej. Forude lurede dage og uger fyldt med min mors tårer, min fars lange sørgmodige monologer og min egen dårlige samvittighed.

Pludselig opdagede jeg, at alle havde forladt stuen, kun bejleren og jeg sad tilbage. Det var tegn på, at vores familier så en mulig alliance og ville lade os tale sammen. Bejleren smilede venligt og sagde, at han mente at have set mig før.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og tænkte, at det måske var ment som en måde at begynde en samtale på. Han fortsatte, om det kunne være rigtigt, at han havde set mig stangstiv sammen med en dansker på diskotek Inn? Da jeg ikke svarede med det samme, sagde han, at hans kommende kone aldrig havde drukket, hun havde aldrig haft omgang med mænd og slet ikke danske mænd, så hvis det var mig, stoppede vi her? Det var ikke mig, gid det var, men det var det altså ikke. Jeg svarede ham, ja, det var mig. Han rejste sig, smilede og gav mig hånden, 'held og lykke, Sonia'. Fem minutter efter var de gået, og min mor kom storsmilende ind til mig, for hun mente, at det alt i alt havde været en succes. Hun roste mig for min indsats og upåklagelige fremførsel af bejlerritualet. To timer efter ringede bejlerens far og leverede afslaget, høfligt, men definitivt. Han mente ikke, jeg var den rigtige for hans søn. Mor græd, og jeg trøstede hende. 1-0 til mig. En lille sejr, men i det store regnskab er jeg stadig en ugift taber.

Gid jeg som min mor kunne lægge mit liv i hr. Sufis hænder, så slap jeg for al den vrede, bitterhed og oprørstrang, som har besat min krop og mit hoved.

Kristina Ammand og Asif Uddin: Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere. 184 s., 199 kr. Gyldendal. Udkommer på onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu