Læsetid: 5 min.

Brandts får direktør med internationalt udsyn

Kunsthallen Brandts har udnævnt Lars Grambye som ny direktør. Han er manden, der skal fastholde og forhåbentlig styrke Brandts nationale og internationale profil som kunsthal
Den kommende direktør for Kunsthallen Brandts, Lars Grambye, har lært meget af sine fire år som direktør for Malmö Konsthall.

Den kommende direktør for Kunsthallen Brandts, Lars Grambye, har lært meget af sine fire år som direktør for Malmö Konsthall.

Peter Hove Olesen

10. september 2007

Karsten Ohrt greb chancen, da Allis Helleland sagde farvel, og Kunsthallen Brandts stod pludselig uden direktør efter mange års voksende succes. Nu er den nuværende direktør for Malmö Konsthall, Lars Grambye, blevet udpeget som Karsten Ohrts efterfølger som direktør for Kunsthallen Brandts, og alle er glade igen.

For med Lars Grambye har Brandts fået en erfaren og motiveret direktør, som både ser potentialer og nye udfordringer for kunstinstitutionen. Udfordringer, som Sverige har taget meget mere alvorligt og løst langt bedre end Danmark.

Spørgsmålet er, om kunsten kan blive en del af vores almene kulturelle adfærd på lige fod med biografen og rockkoncerten. Men det kræver, at vi gør op med vores syn på kunsten som noget svært og utilgængeligt, mener Lars Grambye, som indtager Kunsthallen Brandts den 2. januar 2008.

Det kræver mod

Det er klart, at det kræver mod at sætte sig i den direktørstol. Især efter Karsten Ohrts lange virke. Det erkender billedkunstner og bestrylsesformand for Kunsthallen Brandts, Nils Erik Gjerdevik.

"Vi har jo haft Karsten Ohrt siddende her i 19 år, og han har jo gjort det helt fortrinligt. Så det er klart, at vi var nødt til at starte helt fra bunden igen og være åbne over for nyt," siger Nils Erik Gjerdevik.

Brandts har skullet finde en person, der både ville kunne fastholde og videreudvikle den kunstneriske profil, som kunsthallen har stået for.

"En person med stor administrativ erfaring og en, der kan se signalerne inden for samtidskunsten lokalt som nationalt og internationalt," uddyber Gjerdevik.

Forskellen på Malmö og Brandts Kunsthal ligger både i det bygningsmæssige - i den måde, man bevæger sig rundt i huset på, men også i antallet af udstillinger. Det, at man kan have tre større udstillinger samtidig, er ret unikt for Kunsthallen Brandts.

"Den person, som skulle ansættes, skal fylde den ramme ud på en kvalitativ måde og holde flere bolde i gang samtidig. Det kræver mod. Et mod, som ikke kræves på samme vis i Malmö," understreger en bestyrelsesformanden.

Skånske læreår

Lars Grambye er 47 år og en erfaren mand i kunstverdenen med sine fire år som inspektør på Louisiana i 1993-1997 og dernæst fire år som direktør ved Center for Dansk Billedkunst. Hans fireårige ophold i Malmö på kanten af den danske kunstscene har været særdeles lærerigt. Der findes andre måder at tænke institutioner på, har han indset.

"Jeg har fået en kæmpe respekt for det arbejde, der bliver gjort i Sverige på to fronter: Dels tager man sit opland enormt alvorligt og føler, at man har en mission som mødested, hus og plads for den offentlighed, man befinder sig i. Og dels er arbejdet med at formidle til børn og unge utrolig højt prioriteret i Sverige. Det starter altså allerede i skolerne, og man oplever nogle unge, som er motiverede uden fordomme om, at kunst er noget dødindviklet noget, som man ikke kan forstå. Der er en lyst og en interesse, som resulterer i en større vanthed med kunsten, og at den godt må være udfordrende, mærkelig og spændende. Et publikum, der simpelthen har kunsten som en større del af deres kulturelle adfærd," forklarer Grambye.

Dér har kunsthallen en stor opgave, og der kan de danske institutioner lære en hel del af de svenske, mener han. I Sverige er resultatet, at kunstinstitutionen får en reel funktion for disse aldersklasser, som normalt ikke er de indlysende brugere.

"Det er vigtigt at få kunsten ind på banen i den måde, vi betragter verden på. Og som barn kan kunsten vise dig nogle alternative virkeligheder og gøre dig opmærksom på, hvordan du selv ser på verden, sanser dine omgivelser - opleve sig selv som sansende menneske. Og det kan billedkunsten bedre end noget andet, mener jeg," siger Lars Grambye.

Han ser lyst på mulighederne for at prøve noget nyt i Odense.

"Rammerne er der i hvert fald. Der er en god struktur, et fremragende personale, en masse erfaring i huset og nogle fantastiske lokaler."

Et drømmejob

Lars Grambyes stilling i Malmö var tidsbegrænset, så det havde sin helt naturlige afslutning, men den nyudnævnte direktør indrømmer da også, at Brandts med sin centrale plads i Danmark er et perfekt sted med mange spændende potentialer.

"Det er jo en super attraktiv institution, der har en klar profil i forhold til samtidskunsten og med et internationalt udsyn," siger Lars Grambye, der føler sig klar til at håndtere den bredde, Kunsthallen Brandts har stået for.

"Jeg kan vældig godt lide alsidigheden i huset, hvor der ikke er én bestemt linje rent kunstnerisk. Man kan favne meget bredt, og det passer storartet til mit temperament og min måde at tænke kunst på. Det er samtidskunsten, der skal være i fokus, og de ting, der sker lige her og nu, bryder grænser og skaber noget nyt, man ikke har set tidligere. Der er nogle fabelagtige muligheder i Odense for at kunne udfolde det," gnistrer den nye direktør, som især lægger vægt på den internationale målestok, som i højere grad sætter standarden i dag på den danske kunstscene.

I Center for Dansk Billedkunst, hvor Lars Grambye sad i fire år, var det netop en hoveddagsorden, at dialogen mellem Danmark og udlandet skulle styrkes.

"Jeg glæder mig utroligt meget over at se, hvordan de danske kunstnere på den bedste måde har grebet den bold. Man har indset, at hvis man er en ung kunstner i Danmark, skal man altså være i fase med det, der sker i resten af verden. Jeg synes, vi har en meget dynamisk og spændende kunstscene, som egentlig er forbløffende højt kvalificeret, når man tager i betragtning, hvor lille et land vi er."

Det er noget Brandts har taget alvorligt i Lars Grambyes øjne. Han mener, Brandts i mange år har været et fyrtårn og vist den nyeste kunst både fra Danmark og fra udlandet, og det spor vil han gerne fortsætte ad, så man med sikkerhed kan forvente sig at se samtidskunst med et internationalt format på Kunsthallen Brandts, fortæller den kommende direktør fra sin stol i Skåne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu