Læsetid: 4 min.

Jeg, en chauvinist

Skriv om 'En mandschauvinists bekendelser', lød opgaven fra redaktøren af nærværende sektion. Hun ville vide, hvad der foregår i hovedet på en mandlig chef. Det skulle hurtigt vise sig at blive en tabersag. Især hvis man som chef - sagt i al beskedenhed - har forsøgt at markere sig på at slå et slag for ligestilling...
Kultur
7. september 2007
Det første indtryk. Det begynder allerede ved elevatoren, når man hilser. Det første indtryk spiller en rolle, og her skal man som mandlig chef være lavet af et særligt stof, hvis man kun bemærker de kvindelige ansøgeres faglige kompetencer. Dem, der siger andet, lyver. Model

Det første indtryk. Det begynder allerede ved elevatoren, når man hilser. Det første indtryk spiller en rolle, og her skal man som mandlig chef være lavet af et særligt stof, hvis man kun bemærker de kvindelige ansøgeres faglige kompetencer. Dem, der siger andet, lyver. Model

"Det er dig, der skal skrive om den," gjaldede sektionsredaktøren og smed en bog foran mig. Efter hun har sendt den Udgående Reporter tilbage til den evige aktindsigt, har hun fået masser af tid til at kaste projekter efter alle andre. Tre minutter senere ankom der en mail i indboksen: "Du skal aflevere onsdag. 5.000 anslag inklusive mellemrum," kvidrede hun.

Det, som jeg ifølge sektionsredaktøren er født til at skrive om, er svenskeren Lars Einar Engstöms bog En mandschauvinists bekendelser - se side 8-9 - som udkommer i næste uge. Forfatteren er uddannet psykolog og har i snart 30 år arbejdet som headhunter og personalechef. I en moden alder, 54 år, har han åbenbart fået et behov for at gå til bekendelse og springe ud som feminist.

En politisk korrekt svensker, vil nogen sikkert mene, men det ville vel være chauvinistisk. Eller et desperat forsøg på at score (nogle lette point hos) kvinderne, men det ville vel være useriøst.

Da Engström erkender, at hele hans hidtidige karrieres kvindesyn også vil ramme hans nu jobsøgende datter, indser han pludselig, at han hele livet har været mandschauvinist. Han har altid har betragtet sig selv som en moderne mand med stor forståelse for ligestilling - men har handlet, tænkt og ageret modsat, og nu skal der angres.

Han har bevidst og ubevidst undertrykt kvinder, fravalgt dem til fordel for mænd i ansættelsessituationer, også selv om de var bedst kvalificeret, sprogligt holdt de stærke kvinder nede og forbigået dem ved møder. Og årsagen - ja, den er ifølge Engström mangfoldig, men bunder ikke mindst i opdragelsen. Hans egen mor har forsynet ham med et syn på kvinder som en brugsgenstand og et serviceapparat, der i sidste ende er underlagt mænds dominans i samfundet.

En tabersag

Det er lige let nok at give moar skylden for det hele. Stereotype forestillinger om forskelle på mænd og kvinder løber som en strøm gennem hele kulturen, mens de samme forskelle sådan set også er med til at give kulturen liv, modsætning, erotik, tiltrækning og meget andet godt. Men altså også undertrykkelse.

Derfor ligner det lidt af en tabersag, sektionsredaktøren har udstyret mig med, især som chef på et dagblad, der i årevis har slået sig op på at kæmpe for ligestilling. Jeg kan selvfølgelig lægge ud med at forsikre, at det ikke længere er, som det var for en del år siden, da en leder på Information stod og skulle vælge mellem to lige kvalificerede, kvindelige ansøgere, og en mandlig kollega sagde: "Det er meget enkelt. Du tager bare hende med de største bryster."

Eller jeg kunne fortælle, at fire af de fem senest ansatte på avisen er kvinder i den fødedygtige alder, heraf endda tre i ledende stillinger. Ikke fordi de var kvinder, men fordi de var de bedste, og endda uden at vi af den grund fandt det nødvendigt at udsende en pressemeddelelse, som kollegaen på Rådhuspladsen - ham med det "pladderhumanistiske bøsseævl" - havde behov for, da man der havde ansat tre kvinder i ledende stillinger.

Men jeg ville lyve, hvis jeg hævdede, at jeg ikke har mine fordomme, vaneforestillinger og stereotyper. Og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at de ikke stak deres dæmoniske hoveder frem, også når jeg er på arbejde og for eksempel skal ansætte nye medarbejdere.

Afgørende kunst

Det begynder allerede ved elevatoren, når man hilser. Det første indtryk spiller en rolle, og her skal man som mandlig chef være lavet af et særligt stof, hvis man kun bemærker de kvindelige ansøgeres faglige kompetencer. Dem, der siger andet, lyver. Men chauvinismen kan antage mange former og er langt fra kun rettet mod køn, selv om nogle kvinder sikkert vil hævde det. Den afgørende kunst er ikke at lade det have nogen som helst indflydelse på afgørelsen.

Og der vil jeg fremsætte det skinhellige postulat, at der er en forskel på Engström og os, der har 10-15 år mindre på bagen. Tiden er en anden, og jeg vil hævde, at vi er mange, som ikke frygter kvinder eller forsøger at undertrykke dem. Heller ikke de stærke. De myldrer frem, de er dygtige, kreative, og deres syn på verden og på ledelse for den sags skyld er afgørende for virksomheder, der hævder at være kreative.

Og samtidig kunne det postuleres, at det er de mandlige idealer og kulturer, som er på retræten. At vi sådan set er udsat for en chauvinistisk feminisering.

Men der er uden tvivl lang vej igen, hvis fuldkommen ligestilling er idealet. Mænd har stadig mange fordele, først og fremmest den, at de opfostres til at tro, at verden er deres, og der derfor ikke er det job, de ikke kan få. Som Asger Aamund engang sagde, har han aldrig været kvalificeret til et job, han har søgt. Man tror det gerne.

Med kvinder er det ofte modsat, og derfor er de ofte unødigt selvkritiske eller spiller det traditionelle kort som svage, hvilket på den anden side i århundreder også har vist sig effektivt som et gustent magtmiddel.

Men selv om skridtene måske stadig er for små, går det i kvindernes retning. Om ikke andet har de statistikkerne på deres side. Der kan gøres meget bevidsthedsmæssigt og politisk, for eksempel med hensyn til mænds barselsorlov, men frem for kvoteordninger, tvang og adfærdsregulering, som ellers er Engströms medicin, tror jeg på de gode eksempler og hensigter og så på at fokusere på kompetencer.

Så hvis man som Lars Einar Engström mener, at alle mænd er chauvinister, medmindre de fra hustage har erklæret deres undertrykkende natur og kun arbejder for at fremme kvinders ligestilling, så er vi mange, som dumper med et brag. I det lys er jeg sikkert chauvinist. Måske var det det, sektionsredaktøren ville høre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her