Læsetid: 5 min.

Drømmen om de store ører

I denne uge blev Champions League-sæsonen indledt, og ét spørgsmål er på alles læber: Hvem vinder i år?
Outsider-favorit. Lige nu virker Arsenal som en homogen enhed, og desto mere spektakulært er det faktum, at Wengers drenge med fuldtræffere fra Fabregas, Van Persie og Eduardo var i stand til at overtrumfe Europas absolutte darlings, nemlig Sevilla.

Outsider-favorit. Lige nu virker Arsenal som en homogen enhed, og desto mere spektakulært er det faktum, at Wengers drenge med fuldtræffere fra Fabregas, Van Persie og Eduardo var i stand til at overtrumfe Europas absolutte darlings, nemlig Sevilla.

Sean Dempsey

22. september 2007

Målt ud fra kampene i tirsdags og onsdags er der ikke meget nyt under solen. Mestrene fra de foregående to år, AC Milan og FC Barcelona, leverede begge veritable magtdemonstrationer. Med magikeren Andrea Pirlo i front drev turneringens mest erfarne hold, AC Milan, gæk med FCK's ufortjente banemænd fra Benfica med resultatet 2-1, og på katalanernes imponerende hjemmestadion, Camp Nou, sørgede nyindkøbte Thierry Henry og vor tids Maradona, Lionel Messi, for 3-0 over franske Lyon.

I Barca tumler de med luksusproblemer. Skal træner Frank Rijkaard stille med alle sine 'Fantastiske Fire'? Dramaet minder om Brasiliens dilemma ved VM 2006, hvor Ronaldinho, Kaka, Adriano og Ronaldo flokkedes om offensiven og mere end tydeligt demonstrerede det urealistiske i at spille i et klassisk, men altså forældet, 4-2-4-system. Med Messi, Ronaldinho, Eto'o og Henry som flødeskum på fodboldkagen kan Barca anno 2007 hurtigt blive et ekko af brassernes nedtur. Rygterne svirrer, at Henry og Messi ofres for den Eto'o-Ronaldinho-dominans, som i den forgangne sæson truede med at opløse det ellers så stolte og sammentømrede mandskab i individualistiske særheder.

Vakkelvorn guldfugl

Om ikke andet viste onsdag aften med Lyon som gæster en farbar vej ud af hængedyndet. Selvtillid og spilletid er affyringsrampe for Messis ustoppelige tryllekunster på den offensive midtbane. Eller på kanten. Eller i feltet. I onsdags var den unge argentiner nemlig over det hele, og imens franskmændene febrilsk udtænkte den ene defensive plan efter den anden, rykkede andenbølgen langsomt, men sikkert i position på den spanske midtbane. Efter hurtigt og flydende spil gennem store dele af matchen kom den ultimative belønning otte minutter før tid, da Deco og Iniesta med korte et-to-afleveringer splittede Lyons murværk og lagde bolden til rette for en måleksekverende Messi. For at fuldende løjerne nettede Henry i kampens overtid til 3-0, hvormed den langlemmede franskmand er oppe på 43 mål i Champions League-karrieren.

Moralen må være, at de rette spillere ikke blot laver ravage i forsvarene, men også giver plads til gennembrud fra den offensive midtbane. Men hvordan omsætter man idéen om bølgende angreb til noget, der er taktisk stabilt og chanceskabende i vore dage?

Se nu bare Chelsea og Liverpool. Chelsea, der også i år regnes blandt de ypperste topfavoritter, måtte drage slukøret hjem fra Stamford Bridge med ydmygende 1-1 til norske Rosenborg. Og Liverpools kæmpende djævle formåede kun at omsætte visitten i Porto til ligeledes 1-1. Agger var fraværende, og defensiven så i det hele taget sløj ud for Rafael Benitez' mandskab. José Mourinho slås stadig med den svære forvandling fra sidste sæsons 4-4-2-system, hvor der skulle levnes plads til både Andrej Sjevtjenko og Michael Ballack i angrebet, til den nuværende 4-5-1-model. Hurtigheden skal ud på fløjene - selv om den vakkelvorne guldfugl, Arjen Robben, er fløjet videre til Real Madrid - og de brutale infights skal udkæmpes af muskelspillere som Drogba flankeret af sommerens spektakulære indkøb, Fiorent Malouda.

Det lyder alt sammen meget godt. Men det så nu noget gumpetungt ud. Måske mest for Liverpool, som stadig falder tilbage i kick-and-rush, når kombinationsspillet ved jorden og de høje sideskift på de offensive fløje ikke makker ret. Chelsea har stadig sin fysik, og sådan én rækker langt i 2007. Dog højest til en semifinale, hvis I spørger mig.

Rundens overraskelse

Rundens overraskelse stod Arsenal for, og man kunne ønske dem at komme langt - gerne med Nicklas Bendtner som overraskende target man. I år har de det modsatte problem af Barcelona. Med salget af Henry som mangeårig topscorer og uoverstigelig klubprofil har kommentatorernes retorik været entydig. Er der et liv efter Henry?

Cifrene 3-0 over Sevilla, ganske vist på londonernes heksekeddel af et hjemmestadion, er umådelig interessant set med europæiske fodboldbriller. Wenger har tilsyneladende mere frie rammer, både hvad angår skyhøje forventninger og krav om spilsystem, end Mourinho og Alex Ferguson tilsammen. Manchester United og Chelsea er pisket ud på fløjene, mens stjernerne står i kø i den lukrative offensiv.

Lige nu virker Arsenal som en homogen enhed, og desto mere spektakulært er det faktum, at Wengers drenge med fuldtræffere fra Fabregas, Van Persie og Eduardo var i stand til at overtrumfe Europas absolutte darlings, nemlig Sevilla. Spanierne er indbegrebet af teamspirit og trupbredde, men i mødet med den 4-4-2, som The Gunners præsterede for fire dage siden, tippede tjansen som outsider-favorit i kampen om pokalen med de store ører til den engelske hovedstadsklub.

Og så er der alle dem, der står på spring. Italienske Inter har været pokkers uheldige de sidste par år, men et småkedeligt 0-1-nederlag til Roberto Carlos' nye klub, tyrkiske Fenerbahce, er ikke den bedste gulerod for ellers gudbenådede enere som Zlatan, Figo og Cambiasso. Drømmen for de blå-sorte er naturligvis at støde arvefjenderne AC Milan fra tronen, men midlet er under ingen omstændigheder at tillade presspil fra hurtige holds flanker eller det midtbaneovertag, som tyrkerne anført af en sprudlende målscorer, Deivid de Souza, diskede op med.

Raúl Gonzalez er genfødt

AC Milan kan vinde i år alene på erfaring krydret med overlegen positionering og Pirlos og Kakas genialiteter. Barcelona er tilbage i kampen om gylden revanche for en slingrende sæson sidste år, og hvis der kommer styr på lunerne og samtidig skabes fornødent frirum til Messis narrestreger, ligner katalanerne en seriøs kandidat til finalepladsen i Moskva. Lur mig, om ikke Arsenal kommer langt i år, og at Sevilla rejser sig igen oven på blæsevejret i London. Og mon ikke Chelsea baseret på kropsstyrke, Terrys gåpåmod og Drogbas eminente angrebsgener kravler et godt stykke ind i knockout-runden?

Måske handler det også om imagepleje. Om at få vendt billedet. Barca skal bevise, at deres Fab Four ikke er en gentagelse af Real Madrids betagende, men problematiske Galacticos-epoke. Chelsea bekender kulør og indrømmer, at triumf i Europa er vigtigere end dysten med United i hjemlandet. Milans fokus er de ungdommelige energiudbrud, som kan skabe modvægt til myten om storholdet med fossiler og pokaltrætte koryfæer. Og for det suverænt mest vindende og scorende hold i Europa Cup'ens historie, Real Madrid, er der endelig godt nyt. Alle tiders topscorer, Raúl Gonzalez, er genfødt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu