Aldrig før har jeg været på så mange geografiske destinationer via film som i den københavnske filmuge. Det geografiske er en god grund til at se film fra de andre europæiske lande, som Copenhagen International Film Festival har dedikeret sig til. Man sparer flybilletterne. Derudover kan man få nogle udmærkede oplevelser. Alligevel foretrækker ni ud af ti bio-grafgængere at se amerikanske eller vore egne danske film.
I vor tid med dens multi-tasking, zap og stress er der kommet en modbevægelse af mennesker, som dyrker langsomheden. Jeg er alvorligt bange for, at de har været for langsomme til at nå frem til de film, der produceres og instrueres af europæere, idet festivalen sluttede i går.
Selv fik jeg lyst til som afslutning at se noget amerikansk, idet man, selvom man på forsiden af programavisen sender rumvæsenet E.T. retur til Hollywood med humoristisk, uvenlig hilsen, dog havde en ny film om Steven Spielberg samt en om Marlon Brando, der stadig er kult og derfor samlede mange mennesker i tre timer i Cinemateket. Martin Scorsese, Al Pacino, Jane Fonda, Karl Malden m.fl. fortalte på lærredet om deres fascination af Brandos skuespilkunst. Han havde for altid ændret måden at spille på.
En ældre kvinde, skolekammerat til Marlon, var som ung pige blevet inviteret ud af ham. Han havde taget et pladealbum på hovedet som hat og tog det ikke af hele aftenen, levede i det hele taget sit liv ukonventionelt. Citat, som skuespiller Thomas Levin leverede i sin intro: At sætte Marlon Brando ind i Actors' Studio ville svare til at sætte en tiger ud i junglen. En af de medvirkende husker, hvordan han troede, at et almindeligt menneske ved en fejl have forvildet sig op på teaterscenen. Så troværdig virkede han allerede ved sin debut.
Det er netop en forskel på amerikansk og euoræpisk film: USA har stjernerne, som publikum vil se. Europa har Gerard Depardieu og Ulrich Thomsen plus nogle få andre. Cannes-vinderen Julian Schnabel, som jeg havde et mini-interview med ved festivalens start, mente, det udelukkende var et spørgsmål om budgetter, idet amerikanerne brugte 10-15.000 dollar på at lancere en film.
Det er næppe hele forklaringen. Actor's Studio er et uddannelsessted, hvor kunstnerne videreuddanner sig sammen. Amerikanerne har suppleret filmkunsten med en slags videnskab, hvor man nærmest systematisk gør brug af indhøstede erfaringer: Hvad virker, hvad virker ikke. I dag arbejdes desuden meget med at køre både film og tv-serier endnu hurtigere i fortælleformen, svarende til nye generationer, som ikke gider det langsomme.
Der er den grundforskel, at amerikanerne sætter underholdningsværdien højest. Instruktørerne vil gerne lave kunst, meget gerne, men underholdning først - for det er producenterne, der bestemmer og har det sidste ord (final cut), og de vil ikke tabe penge. Europæiske instruktører prioriterer kunsten, så må publikum stå på eller af. Groft sagt. Men faktisk er danskerne blandt dem, der har set skriften på væggen tydeligst og er kommet godt efter det, selvom vi, som en instruktør forklarede mig engang, kun er B 93 i forhold til superligaen.
Vinderprisen
Islændingene er ikke overraskende også godt med i Ragnar Bragesons film Børn, en vellykket skildring af et forstadsmiljø i beton, hvor en smartass af en voldelig, ung mand gør sit forstadskvarter i Reykjavik usikkert. Hans farlighed driver filmen fremad, mens den klipper mellem en ung mor med fire børn og andre voksne i kvarteret, som er berørt af det omvandrende eksplosiv. Børn er den tredje af de film på festivalen, jeg har set, hvor en voksen forsøger at nærme sig et barn og opnå dets tillid. Åbenbart et populært greb for tiden. Børn fik Den Gyldne Svane ved seancen lørdag aften i den Scala som den bedste film, og dog må man sige, at den står i stor gæld ikke blot til Mike Leigh, men også til den svenske instruktør Roy Andersson.
Publikumsprisen
Den norske film Blodsbånd fik prisen for bedste instruktion. Mirush er - til en afveksling - en dreng, der forsøger at nærme sig sin far. Han er fra Kosovo, og således er filmen endnu et eksempel på, hvorledes hele Østeuropa-problematikken har bragt ny kriminalitet til Skandinavien, hvilket er en gave til filmskaberne. Ufølsomt sagt, men sandt. Blodsbånd er en sympatisk film, hvilket både er en ros og en nedvurdering.
En nuser film, som man favner med glæde, er The Band's Visit af israeleren Eran Kolirin. Den handler om et egyptisk symfoniorkester på otte mand i fine, men luvslidte blå uniformer. Musikerne er meget stive i deres pæne manerer, undtagen en. Orkestret strander ved en fejl i en lille by, hvor der knyttes midlertidige venskaber på tværs. Det politisk her er usagt, men en grundtone. En 'hovedperson' på otte blåklædte er en visuel åbenbaring, og filmen har kunstnerisk nerve overalt. Et ube-tvivleligt mesterværk og en meget langsom film, som nok kun kunne laves i Europa, som Israel regnes med til i visse henseender f.eks. også i fodbold og Melodi Grand Prix. Den var original og fik helt fortjent to priser.
Endnu en påstand: Hvis amerikanerne skulle lave en film fra Mellemøsten, vil de typisk lave noget med krig, mens vi i Europa hellere laver noget om, hvordan man bliver venner på tværs af nationaliteter. For amerikanere er vold på film en selvfølgelig del af det særlige filmsprog. Mere skal man ikke lægge i det. Mange europæiske instruktører har stadig en blufærdighed over for voldsanvendelse og økonomiserer med den.
Nitte-risiko
Så siger man, hvis man er kulturel, at vi burde se nogle flere af disse europæiske film. Ja, men burde er død. Hr. og fru Danmark er nemlig ligeglade - såvel junior som senior. Risikoen for, at der er underholdnings-nitter i de europæiske film, er for stor til, at man vil vove en aften på dem. Så hellere satse på det sikre. Det er en ond cirkel. Engang var interessen langt større, når der var premiere på en ny film af mesterinstruktører som Bergman, Fellini, Antonioni, Buñuel, Polanski og franskmændene Chabrol, Truffaut, Rohmer, Godard, osv. I dag har vi Almodovar og Lars von Trier (amerikanerne har David Lynch) og et par stykker til, som vi kender.
Dermed er europæisk film også røget ud af det offentlige samtalerum. Man vil gerne se film, som ens venner og bekendte også har set, så man kan snakke med i sociale sammenhæng. Nå, men lørdag aften blev der uddelt priser. Det var statuetter, som i en snæver vending sagtens kunne bruges som håndvåben, og en af modtagerne - sagde til stor morskab for forsamlingen, at han var nervøs for, om han kunne komme gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Det burde han nu burde.
