XO er på mange måder lidt fantomagtig. En lille, bærbar computer, der ligner et stykke Fischer Price-legetøj fra Fætter BR's hylder. Den har været it-branchens mest omtalte computer de sidste to år. Den er også kendt som 100 dollar-computeren, fordi den lave pris skal få den til leve op til projektets navn: One Laptop Per Child - en bærbar per barn eller OLPC.
Projektet er sat i søen af Nicholas Negroponte, der gennem mange år var leder af MIT Media Lab i Boston og noget af en übergeek i it-verdenen. Hele ideen er at lave en lille, solid computer med et interface, der er nemt at bruge for børn og analfabeter i den 3. verden. Formålet er at få dem til at lave et kvantespring fra landbrugssamfund til informationssamfund.
Derfor er XO en meget speciel computer. Softwaren er udelukkende open source, og den grafiske brugergrænseflade ligner ikke noget, vi er vant til fra Microsoft eller Apple. Her er helt klart tænkt på mennesker, der ikke har skrivebordsmetaforen i baghovedet. Store grafiske symboler dominerer den lille skærm og taler til de billedskabende elementer i hjernen.
XO var under stor ståhej på besøg hos bladet Computerworld i sidste uge, hvor denne signatur fik lov til at pille lidt ved den. Heldige københavnere kan også se og befamle vidunderet på INDEX:award på Kongens Nytorv, hvor den vandt førsteprisen for sit design. Men ellers er den noget af et fantom. Alle snakker om den, men ingen har set den på andet end fotos eller fremvist som prototype på konferencer. Før nu.
Fra blikskur til MySpace
Og den er noget særligt. Den ligner et stykke legetøj med sine to små grønne marsmandsantenner, der sætter den i stand til at lave et lokalt netværk af mange XO'ere og dele en internetforbindelse trådløst og meget effektivt. Det bygger på såkaldt 'mesh'-teknologi, en helt ny trådløs teknologi.
Også den lille 7,5 tomme store skærm er ret fantastisk. Den er konstrueret til at virke i skarpt sollys, hvilket vil sige, at man kan lave den lille farveskærm om til sort/hvid, og det får den til at stå knivskarpt i selv meget hårdt sollys. Til gengæld trækker den også prisen op, så det lige nu er svært at holde den nede på 100 dollar.
Resten af maskinen er effektiv men mindre spektakulær. Den indeholder ingen bevægelige dele. Hukommelsen er et flash-ram-kort, som vi kender det fra vores kameraer eller mobiltelefoner. Til gengæld er der ingen støj fra harddisk og blæser, som er blevet overflødig. Tastaturet er indkapslet i gummi, så støv eller fugt ikke kan komme ind. Det gør det svært at bruge for store vesterlandske pølsefingre, men er sikkert fint til børn med et-fingersystem. Skærmen kan vendes, og computeren klappes sammen, så den ligner en forvokset Gameboy og fungerer lidt på samme måde. Og så er der indbygget stereohøjttalere, mikrofon, kamera og diverse porte til usb og flashkort. Maskinen er med andre ord også i stand til at rapportere direkte fra blikskursghettoen til YouTube eller MySpace.
Frontløberprojekt
Men hvad med strøm til vidunderet? En tidlig prototype havde et håndtag, som man kunne dreje på og oplade maskinen med. Det er nu droppet til fordel for en række andre opladedimser, der kan betjenes med hænder eller fødder eller trækkes op med en snor. Det lyder måske lidt Storm P.-agtigt, men den lille skriggrønne maskine skal kunne fungere i lerhytter langt fra elkontakter.
Som den første landsby i verden har alle 300 skoleelever i Gwarimpa, ca. 50 km. uden for Nigerias hovedstad Abuja, hver fået en bærbar computer. Gwarimpa-projektet er starten på et storstilet projekt i Nigeria, hvor i alt én million computere i løbet af det næste års tid distribueres til nigerianske skolebørn.
Libyen, Rwanda, Uruguay, Brasilien og Peru vil også udbrede den lille pc i deres skoler. Flere teknologigiganter fra Microsoft til Intel har gjort lidt nar af Negroponte og hans projekt, men i sommer trådte chipproducenten Intel ind i projektet, da det efterhånden gik op for Intel - et af Silicon Valleys ældste firmaer - at her var tale om et særdeles nyskabende frontløberprojekt, der faktisk ser ud til at lykkes.
Egentlig er det ikke meningen, at rige vesterlændinge skal have mulighed for at købe maskinen, hvilket bidrager til fantomtilstanden. Men for nylig gik der rygter om, at for at presse prisen ned under 100 dollar, skulle der mere volumen på produktionen. Og ifølge rygtet kunne det ske, hvis europæere, japanere og amerikanere fik lov til at købe to XO'ere ad gangen, men kun få leveret én. Og altså dermed blot være sponsor på maskine nummer to.
Bærbar til spotpris
En anden glædelig sideeffekt for os velbjærgede er, at det nu står klart, at man faktisk kan producere meget billige bærbare pc'ere, der måske ikke er helt up-to-date, men glimrende til tekstbehandling, e-mail og internet på farten. Det har sat hele pc-branchen under pres.
Danske Computerworld kunne i august citere direktøren for Zepto - en dansk pc-producent - for, at det vil overraske ham meget, hvis de billigste bærbare computere koster mere end 1.500 kroner om et par år. Det er 2.000 kroner mindre end den billigste model på markedet i 2007. Store udenlandske producenter som kinesiske Lenovo (tidligere IBM) og amerikanske Dell er på vej i samme retning.
Noget tyder altså på, at Negropontes fantom-pc bliver en revolution for andre end de små børn i lerhytterne og blikskurene.
Brækjern til en fri verden
Kritikere mener, at XO er for langsom og gammeldags. At styresystemet er for særligt - børnene skulle hellere lære Windows. Eller at man skal satse på at gøre den allestedsnærværende mobiltelefon til centrum for et teknologisk løft af u-lande.
Jeg glæder mig til at se børn under fjerne himmelstrøg kaste sig ud i den globale kultur på internettet og skabe indhold til YouTube og MySpace. Og at opleve en generation med internet og ytringsfrihed under huden, der bliver sværere at holde i diktatoriske greb eller politisk uvidenhed.
XO kan måske blive brækjernet til en mere fri og lige verden.
Lad os krydse fingre.
