Forestil dig Oxford Street i London. En af verdens mest trafikerede indkøbsgader. Og en af verdens mest fotograferede og filmede. Her tænker jeg ikke på japanske turister, men på overvågningskameraer. Dem er der 4,2 millioner af i Storbritannien. Ét for hver 14 personer. Det betyder, at hver eneste brite hver dag bliver fotograferet 300 gange.
Forestil dig nu en kvinde på vej ned ad Oxford Street med et fotoalbum under armen. Hver eneste gang hun møder et andet menneske, lukker hun albummet op og viser private fotos af sine børn, mand, familieferie og måske også et par pinlige fotos fra hendes ungdom på en pub, hvor hun er stangbacardi og hiver op i bh'en. Til de særligt interesserede har hun også en video fra den seneste ferie på Kreta.
Det er selvfølgelig et tænkt eksempel. Men i virkelighedens verden har de fleste af os det lidt skidt med at blive fotograferet af overvågningskameraer hele tiden. Men mange af os har ingen problemer med at dele vores private fotos og videoer med hele verden via tjenester som Flickr og YouTube.
Man kan fristes til at sige "Goodbye Privacy - Hello Publicity", som den østrigske festival for Teknologi, Kultur og Samfund, Ars Electronica, gjorde i sidste uge med en lang række talere og kunstværker, der kommenterer den nye gennemsigtighed og åbenhed, der præger det første årti af dette årtusind.
Efter at den østrigske journalist og overvågningsspecialist Erich Moechel havde tegnet et orwellsk billede af politi og efterretningstjenesternes nye beføjelser og tekniske muligheder som følge af de nye terrorlove, så lancerede Helen Nissenbaum, lektor ved Information Law Institute, New York University (NYU) School of Law, et mere nuanceret billede af problematikken.
Vi vil og skal have privatliv. Men vi vil også gerne have tryghed og politimæssig overvågning af terrortrusler.
"Privathed er ikke hemmeligheder. Det er et passende 'flow' af information," sagde hun.
Der skal med andre ord være respekt om den enkeltes privatliv - terrorlovgivning eller private fotos på nettet til trods.
Sikkerhedsstat
Man kan tale om, at velfærdsstaten er blevet til en sikkerhedsstat, som professor David Lyon fra Queen's University i Canada formulerede det.
Han hævder, at overvågningsteknologien foretager en social sortering af os. Vi bliver målt på, hvor potentielt farlige vi er for samfundet. Eftersom overvågning er blevet altomfattende fra kameraer på gaden til total logning af vores aktiviteter på telefon og internet samt vores rejseaktiviteter, så er vores liv blevet fuldstændigt gennemsigtige. Ikke mindst fordi de store datamængder kan indsamles, sorteres og behandles af computere på ganske få minutter eller sekunder.
Og på samme måde opgør kommercielle virksomheder vores værdi - vores LTV; life time value. Hvor mange penge kan de forvente at presse ud af os over et langt - eller kort - liv? Den slags data mining er fundamentet for nettets mange annoncebårne gratistjenester. Det er jo skønt med et gratis fotoalbum på nettet, men prisen er, at tante Odas 80 års dag og børnenes barnedåb bliver flankeret af reklamer for kommercielle produkter målrettet efter billedernes tema eller baseret på information hentet via de oplysninger, man frivilligt har givet om sig selv. "There is no such thing as a free lunch", som man plejer at sige i skriverkarlekredse.
Desværre tyder intet på, at vi kan lave om på denne trend. Overvågning bliver af mange betragtet som et nødvendigt onde i kampen mod terrorisme. Vi glemmer bare, at man med ganske lidt snilde kan omgå de fleste systemer. Som Erich Moechel fra it-websitet Future Zone siger:
"Man skal være en meget dum terrorist for at blive fanget i en elektronisk fælde. De nye terrorlove går kun ud over småkriminelle og ganske almindelige borgere, der ikke har noget at skjule. Det er en lussing til det civile samfund!"
Noget for noget
Og mange af os har allerede slået en handel af med Google og andre, hvor vi som tak for de fede digitale services på nettet deler oplysninger om os selv med dem eller betror dem al vores post, fotos, regneark med familiebudgettet og meget mere. Det største problem er, at vi ikke kan overskue omfanget. Og at vi i de fleste tilfælde slet ikke kan få et overblik.
David Lyon griber helt tilbage til juraprofessoren Alan Westin, der allerede i 1967 definerede privatlivets fred i computeralderen:
"...individer, grupper eller institutioner har retten til kontrollere, redigere, håndtere og slette information om dem selv og til at bestemme hvornår, hvordan og i hvilket omfang denne information om dem selv bliver kommunikeret til andre."
Hvilket egentlig er et ret præcist krav, man kunne stille til både offentlige instanser og kommercielle virksomheder i vore dages informations- og overvågningssamfund.
Helen Nissenbaum er gået til modangreb. Sammen med Daniel C. Howe fra NYU har hun lavet et stykke software, der kan downloades gratis og installeres i browseren Firefox. Trackmenot - spor-mig-ikke - lægger et 'røgslør' af falske søgninger til søgemaskinerne fra Google, Yahoo, MSN og andre. Det betyder, at søgemaskinerne ikke kan opbygge en profil af ens søgninger. Man opretholder en form for privatliv i denne tåge af falske informationer.
Men det er i cyberspace. Samme type tåge på Oxford Street ville formodentlig give en ubehagelig anholdelse og et langt ophold i fængsel.
