Læsetid: 5 min.

Hvad film-rouletten gav

Vi trodser Ole Michelsens råd og tager biograffri for at se nogle af festivalens film på dvd: Noir-film som tegneserie, Ceausescus fald, Napoleon, en skandales anatomi og en franskmand ved den eksistentielle afgrunds rand
Vi trodser Ole Michelsens råd og tager biograffri for at se nogle af festivalens film på dvd: Noir-film som tegneserie, Ceausescus fald, Napoleon, en skandales anatomi og en franskmand ved den eksistentielle afgrunds rand
26. september 2007

I sit center i Løngangsstræde har den københavnske filmfestival et album med to cd'er af hver af de mange film, der vises på festivalen.

Dem værner de over som skildvagterne over kronregalierne. Man ser nødigt, at journalisterne låner dem med hjem, da man kan risikere, at vi kopierer dem og sælger dem som piratversioner, ligesom man er bange for, at vi ikke får det rigtig indtryk, hvis vi ikke ser dem i optimal gengivelse i en biograf. I stedet kan man se dem i centeret.

Alligevel lykkedes det mig trods ihærdig modstand fra programdirektørens side over mobilen at fraviste dem to gange tre eksemplarer til låns. Fordelen er jo, at man kan nå at se nogle flere, hvis man ikke skal styrte rundt fra biograf til biograf, og selv om rigtige filmfolk ikke bryder sig om dvd ("Film skal ses i biografen," som Ole Bogart Michelsen altid sagde. Men personligt mener jeg, det går an at danne sig et indtryk, og det har sine fordele, at man kan holde en pause eller spole tilbage, hvis man lige har haft en absence. Jeg ville gerne se nogle af de film, der ikke er med i konkurrencen om Den gyldne Svane og ikke har fået så meget hype.

Derfor lukkede jeg øjnene og satte fingeren på nogle tilfældige film i albummet. Det er jo på en måde russisk roulette, men uden dødelig udgang. Som når nogen sætter fingeren et tilfældigt sted på globussen, hvis de ikke kan bestemme sig for, hvor de skal rejse hen. Her følger lidt om de film, jeg ramte i stikprøven:

Nogle tegnefilmskabere har fået den idé at lave Film Noir, den serbisk-amerikanske films titel, helt i stil med Elmore Leonards og Raymond Chandlers romaner på lydsiden. En he man vågner op med hukommelsestab ved siden af et lig, og så skal han i gang med at finde ud af, hvem han selv er, og hvad der er sket. Tegnefilm er ikke lige mig - jeg foretrækker den ægte vare: Matt Damon som Jason Bourne i den samme situation. Men den er godt tegnet i sort og hvidt med udnyttelse af alle tænkelige gråtone-nuancer og som et særligt raffinement en sjælden gang imellem en enkelt lysende farve f.eks grøn på displayet på bilens instrumentbræt eller en rød laserstråle. Jeg tror, den har været interessant anderledes at lave for holdet bag.

Lykkelige øjeblikke

Heller ikke italieneren Paolo Virzis Napoleon & Me lettede rigtigt fra gulvhøjde, synes jeg.

Ideen var ellers god nok. Den slagne Napoleon er ufrivilligt anbragt i eksil på Elba. Han modtages som en fodboldhelt, men øens politisk engagerede skolelærer indleder et personligt togt mod ham, fordi han har været årsag til så manges død. Da læreren blive fyret fra sit job, bliver han ved skæbnens ironi ansat til være bogholder for Napoleons tanker og skrive dem ned f.eks. denne: "Vore eneste lykkelig øjeblikke er i barndommen. At generindre dem er trist, fordi en passion for os selv har indfundet sig hos os og leder os mod forfængelighed".

Manden med kikkerten rettet mod fødeøen Elba viser sig ikke at være så dum endda, men også farligt forførende. Meget konventionel film.

Men i den tredie film var der gevinst: The Paper Will Be Blue foregår den bevægede aften og nat i december 1989, da Nicolae Ceausescu bliver væltet under hårde kampe i Bukarest. Vi følger en gruppe soldater, som befinder sig i et pansret køretøj. En af dem stikker af, fordi han vil ind til tv-stationen og kæmpe på oprørernes side. Er han desertør eller helt? Alt er nat, skud, gadelygter, pelshuer, fangekælder, kaffe hjemme hos mor samt forvirring, og hvordan skal man positionere sig, når man ikke kender kampens udfald? Stilen er dristig, for der er næsten ingen nærbilleder. Til gengæld føler man sig som publikum lige midt i begivenhedernes centrum. En virkelig seværdig film, som man næppe ville opsøge frivilligt, om den gik i en biograf. Men når man først sidder der, er det noget andet.

Sælger ord

Derfra til den tyske film The man from the embassy. Den foregår i Georgien, hvor en diplomat, en midaldrende mand, bliver udsat for et lommetyveri af en 12-årig pige, som han senere inviterer ind i sit hjem ved f.eks. at lære hende at blæse røgringe, og hvis tillid han gradvist vinder. Der er nemlig ret kedeligt i Georgien. Er han pædofil? Filmen viser en skandales anatomi.

Meget langsom film, som kun holdes oppe af de to gode skuespillere, manden og barnet.

Igen er der gevinst, og her hopper vi direkte op i superligaen, hvilket ikke er så sært, eftersom Ulzhan er skrevet af en af manuskriptkunstens mestre Jean-Claude Carriere, som senere på ugen gæster København, og er instrueret af tyske Volker Schlöndorff. Og ja, jeg indrømmer, jeg snød, for jeg havde øjnene på klem og så navnene og titlen.

"Er du vagabond?" spørger de en forhutlet mand ved grænsen til Kasakhstan. "Franskmand," svarer han. Et øjeblik efter sidder han ved en bar i en billardhal og er ligeglad med sit pas og sine penge, mens han knalder ud på nogle gevaldige vodkaer og et samleje på toilettet.

Fra nu af er det en roadmovie, hvor vi er spændt på, hvad hans hemmelighed er, mens han drager tværs over Asien.

Han kommer til byen Astana, Kasakhstans nye hovedstad, der rejser sig som et strømlinet Brasilia eller Gotham City midt i ørkenen, og han møder en mærkelig mand, der lever af at sælge ord - to indiske og et bengalsk har han i kollektionen. Men ak, på to dage har han kun solgt to ord. En smuk mongolsk kvinde følger ham, tiltrukket af både ham og hans hemmelighed. Han ender ved den yderste rand af eksistensen.

Slutningen er pseudointellektuel, men filmen fanger hele vejen igennem. Igen må man sande, hvordan kvalitet afslører sig allerede i de første scener.

Den sidste film i bunken, Saturno contro af den tyrkisk-italienske instrutør Ferzan Ozpetek, nåede jeg desværre ikke at se, da jeg skulle i biografen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu