Læsetid: 2 min.

Forfattere tænker sig om

6. september 2007

I sidste uge havde vi på redaktionen et frygteligt bøvl med forfattere, som var sure på Mikkel Bruun Zangenberg over hans artikel om forfatterne og Irak-krigen, men som ikke ville udtale sig til avisen. Eller hvis de havde udtalt sig, så ringede de og trak deres udtalelser tilbage. Vi ringede derfor til den sureste af forfatterne, Thomas Boberg, og fangede ham i lufthavnen på Svalbard.

- Hvad var du så sur over?

"Jeg var forundret over, at han (Mikkel Bruun Zangenberg, red.) går ud fra, at et af mine digte handler om Irak. Men der står ikke et ord om Irak. Digteren skal arbejde med metaforerne og gøre tingene så komplekse som muligt. Og digtet handler ikke om Irak. Digtet bliver i stedet af Zangenberg brugt i brugsøjemed, nærmest som propaganda for at underbygge hans idé om, at forfatterne tilhører det samme slappe hylekor."

- Har han slet ikke ret?

"Det er en utrolig penibel sag med Irak, men det har ikke noget at gøre med, at jeg personligt skulle være pacifist. Jeg var fuldstændig oprørt over Balkan og forstod ikke, at man ikke greb ind dér. Og hvor griber man ikke mere ind i Darfur? Hvorfor skal det hele tiden handle om forfatterne og ikke om krigen? Det er ikke os, der er interessante, men krigen."

- Har Zangenberg ikke ret i, at forfatterne ofte er ret forudsigelige?

"Det var klart fra begyndelsen, at det var en håbløs sag, at man ikke havde lært af historien. I stedet for at forfatterne skulle være dovne, så har de bare tænkt sig om. Vi er meget forskellige. Jeg er eksempelvis heller ikke enig med Kirsten Thorup i Palæstina-spørgsmålet."

Og som ekstra service her det berygtede krigsdigt af Thomas Boberg:

Krigen er slut og freden kan nu begynde,

men inde i freden næres en ny krig som et æg i den forsvundne hule.

Vi som går ind for freden

lukker ikke et øje før ægget er fundet.

Vi stikker i jorden med glødende spyd.

Vi kaster små selvlysende bomber

ned i den mest camouflerede rævegrav.

Vi tager ingen chancer.

Vi undersøger bygninger celle for celle.

Intet spor undgår vores røntgenblik.

Vi er søvnløse og frygtelige.

Vi hader hinanden for det vi ikke kan finde.

Al kraft er rettet mod målet for denne søgen.

Under rubrikken 'Hvorfor nu det?' finder Information hver uge noget at undre sig over inden for litteraturens verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu