Læsetid: 4 min.

Foto lidt for tæt på i Stockholm

Fotokunsten har altid været kilde til et seismografisk blik på tiden. Noget, der har gjort fotokunstens rolle indenfor samtidskunsten helt markant og med tiden godtaget som en integreret del af kunstscenen. Stockholm kan lige nu byde på tre store fotoudstillinger, der uden optisk bedrag retter linsen mod deres samtid
De tre fotokunstudstillinger, som lige nu løber over væggene i Stockholm, er kendetegnet ved et både dystert, men til tider også humoristisk forhold til samfundets bagside. Her er Martin Parrs fotografier af den mere humoristiske art.England, Liverpool, Salford, 1986.

De tre fotokunstudstillinger, som lige nu løber over væggene i Stockholm, er kendetegnet ved et både dystert, men til tider også humoristisk forhold til samfundets bagside. Her er Martin Parrs fotografier af den mere humoristiske art.England, Liverpool, Salford, 1986.

Magnum Photos

1. oktober 2007

Tre store fotoudstillinger er åbnet på få dage i Stockholm, hvor de har forvandlet Sveriges hovedstad til en international fotoscene. Den finske fotograf Esko Männikkö viser sine seneste billeder i en retrospektiv udstilling under titlen Cocktails, som tidligere har været vist i New York. Den svenske fotograf Lars Tunbjörk præsenterer på Moderna Museet sin egen version af svensk vinter. Samtidig er det værd at gæste Kulturhuset, der byder på britisk fotorealisme signeret af Martin Parr.

Det er tre fotografer med foden på den internationale scene, og det er blevet sagt, at det også er tre fotografer, der arbejder ud ad samme spor. Dette holder stik, for så vidt at de alle tre skildrer deres samtid.

Maler med kameraet

Men derudover er de temmelig forskellige. Størst slægtskab forekommer der at være mellem Parr og Tunbjörk, som for øvrigt også er gode venner. Begge bevæger sig inden for en socialrealistisk, dokumentarisk tradition med en forkærlighed for at afsløre udkantszonerne af vores samfund. De er som sådan mere i familie med den amerikanske fotograf Diane Arbus' kølighed end med svenske Christer Strömholms varme. Esko Mannikö arbejder ganske vist også i dette perspektiv, ikke mindst da han slog igennem med portrætter af de finske ungkarle, men den store forskel er, at der i Männikös billeder findes en stor sympati, varme og kærlighed til de mennesker, han skildrer. Tunbjörk og Parr har i stedet et billedsprog, hvor de træder et skridt tilbage og distancerer sig fra mennesker og miljøer og forsøger at skildre det smagløse og skræmmende i vores hverdag. Og ikke mindst bevæger Esko Männikkö sig i en fototradition, som, noget misvisende, går under betegnelsen The Helsinki School, men som har et vigtigt kendetegn - at den udmærker sig ved en gruppe fotografer, som 'maler' med kameraet. Hvor Tunbjörk og Parr mere knytter an til en klassisk dokumentarisk fototradition, har Männikö og hans lige så internationalt berømte kollega Elina Brotherus været grænseoverskridende og nærmet sig maleriet i deres fotografier. Succesen for Helsinki-skolen er bl.a. muliggjort af en virkelig fremragende fotouddannelse. Flere nye fotografer, som dyrker samme malende stil som Männikö-Brotherus, er godt på vej til at slå igennem.

150 spejlninger

På Millesgården i Stockholm viser Esko Männikö omkring 150 værker fra 1990 og frem. En betydeligt mindre del af udstillingen er tidligere blevet vist i New York og i San Sebastián. I de seneste billeder har Männikö valgt at skildre dyr med den samlende titel Harmony Sisters. De er først og fremmest tætte nærbilleder af dyrs øjne og munde. Jeg spørger Männikö: Hvorfor lige netop dyr? Efter nogen tænkepause svarer han:

"Jeg ved det ikke. Jeg synes, motiverne er smukke."

Men hvorfor disse close ups af øjne og munde?

"Der ser man, at dyrene lever."

I Männikös billeder savnes distancen. Han er sine egen billeder, uanset om de skildrer forfald på ødegårde, gamle ovne, dyr eller mennesker. Der findes det maleriske touch, en søgning efter det levende, selv i det, som mennesker har efterladt. Her findes også en vag politisk undertone, når det moderne samfund spejler sig i noget andet, som ikke er det moderne, men noget mere ægte, men som ofte er blevet marginaliseret i vores tilværelse. Og måske vil Männikö sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi vender blikket bort fra dette.

Vinterdepressioner

På Moderna Museet vises Lars Tunbjörks billeder, som er dybt depressive og altid taget med blitz for at viske skygger ud. Hans seneste billedserie, Vinter, vises parallelt med den noget ældre serie, Hem. Det er den svenske vinters bagside, som gengives her: lillebyen og dens ressourcesvage borgere, pizzeriaer, supermarkeder, husfacader og udslidte mennesker. Dette handler om kras, dokumentarisk realisme.Tunbjörk lider af vinterdepressioner, og han beretter, at billederne er blevet til under sådanne perioder for at få noget godt ud af dem og redde sig ud på den anden side af dem. Det nærmeste, man kommer et optimistisk udtryk er en storsmilende, beskidt snemand, som også er motiv for udstillingsplakaten. Vist er den tristesse, Tunbjörk skildrer, noget vi nødigt påmindes om, men han har desuden skruet yderligere op for tristessen ved sin billedteknik, sin distance og sin totale nulstilling. I serien Hem undersøger Tunbjörk sin egen barndom, og "de bygninger og miljøer, vi kalder vore hjem."

Middelklasseæstetik

Vist har det værdi at skildre virkeligheden fra denne vinkel, og deri ligger disse fotografiers styrke. Men den æstetik, som Lars Tunbjörk og Martin Parr hylder, har også en bagside. Her er tale om en art middelklasseæstetik, hvor fotograferne gør sig til dommere over, hvad der er god smag, og hvordan mennesker, som oftest fra arbejderklasen, lever deres liv. Det er en del af virkeligheden, som de åbenlyst selv har problemer med. Mange af de afbillede mennesker ville næppe betragte deres situation, de genstande og det miljø, de omgiver sig med, som lige så elendig, som fotograferne vinkler den. Martin Parrs udstilling er også en retrospektiv udstilling, som viser fotos fra perioden 1971-2000, og som allerede i flere år har turneret rundt i forskellige dele af verden. Den er en art samtidsdokumentation af et samfund fyldt af forbrug, reklame og overflod og dettes bagside. Men hvor Parr i det mindste forsøger at finde noget humoristisk eller et clou, er Tunbjörk helt og aldeles nulstillet.

Esko Männikö:Cocktails 1990-2007Konsthall/Millesgården, StockholmTil 4. nov. 2007

Lars Tunbjörk:Vinter/HemModerna Museet, StockholmTil 9. dec. 2007

Martin Parr:Fotografier 1971-2000Kulturhuset, StockholmTil 6. jan. 2008

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu