Jeg trykker på en af de faste basknapper og leger lidt med diskanten, mens jeg sætter bælgen i bevægelse, og minsandten om det ikke lyder som optakten til brudevalsen, som var det en gammel vane for det støvede instrument og ikke en tilfældighed, der også straks taber enhver lighed med kunnen.
Resigneret stiller jeg den på plads på en af de lange reolrækker, spækket med store og små modeller af alt fra mægtige akkordeoner til concertinaer og enkelte legetøjsinstrumenter.
En velvoksen samling på hen ved ét tusind eksemplarer.
"Bare spil på dem!" sagde indehaversken, så dér stod jeg og ærgrede mig over atter en forsømt mulighed i vores korte liv på jorden.
Jeg skelede til et antal violiner på en anden væg, hvor de hang mismodigt strengeløse og uden tilbud. Rum efter rum fremviste også stum musik fra banjoer, mandoliner, balalejkaer og ukendte arter lydkasser, dertil uden smålige genregrænser masser af gamle radioer, der sendte på bølgelængder af nostalgi på stationer fra ens barndom.
Ikke nok med det: symaskine efter symaskine var landet her, forladt af flittige hænder, men stadig drejbare. Hænder, hænder, et museum for usynlige hænder, der i den støvede lugt af tynd cerutrøg koordinerede deres bevægelser i mønstre af flid og kunnen, et hærtog gennem den jyske blæst.
Håndklaver og charme
Her med retning mod et opbud af skrivemaskiner, der også hører med i samlingen, Erika, Corona, Remington osv., IBM med kuglehoved og slettebånd, nu nærmest selv slettet af hændernes repertoire, mens harmonikaen triumferer i husets mange sammenkomster. Harmonikamuseet ligger mellem Tranum og Birkelse i Han Herred, har åbent hver eneste dag i sommerhalvåret og ellers hver weekend, hvor der gribes i bas og diskant i de slumrende instrumenter, hvis man ikke medbringer sit eget, lytter eller tager del i et harmonika-party i duften af kaffe og småkager. Håndklaver og charme.
Han Herred har tag på museumsideen. Ved Slettestrand ligger på toppen af en klit Lien Galleri, et mondænt træ- og glashus i to etager stuvet fuldt af malerkunst og design.
Ingen brudevals
Fri entre, for her skal der ikke spilles, men snarere købes, hvis man kan følge med i moderne kunsts himmelflugt her ud mod Jammerbugtens mægtige perspektiver og bølgeslag. Der spilles på andre tangenter. Ingen brudevals. Trekvart million for en af de dyre drenge, noterede jeg uden for dankortets rækkevidde.
På de lyse vægge hænger blandt mange andre Carl-Henning Pedersen, Jorn og Appel, Jens Birkemose, Lars Nørgaard og Vibeke Tøjner. Og hvis man kunne have Arne Jacobsens Ægget eller en af Poul Kjærholms elegante stole i bilen, var det hurtigt gjort.
Blæsten tuder sagte i bilens fælge og bøjer marehalmen, mens det store orgel derude arbejder med bælgen i sommerens gråtonede valsetakt. Den gamle vise, en anelse mørkere i klangen.
