Læsetid: 6 min.

Hitler er blevet populær

Vel at mærke kun på film, hvilket kom til udtryk i CinemaxX, hvor latteren bølgede i kaskader over den nedbrudte diktator, mens Jim Sheridan et andet sted i byen fortalte, at han helst skal trues på livet, før han afleverer et manuskript. En serber i Beograd får et tilbud, som er svært at afslå og svært at tage imod
Vel at mærke kun på film, hvilket kom til udtryk i CinemaxX, hvor latteren bølgede i kaskader over den nedbrudte diktator, mens Jim Sheridan et andet sted i byen fortalte, at han helst skal trues på livet, før han afleverer et manuskript. En serber i Beograd får et tilbud, som er svært at afslå og svært at tage imod
Kultur
24. september 2007

En cineast er en, der lever og ånder for film. Den københavnske filmfestival, som nu kører for fuld skrue, er langt hen en festival for cineaster, eftersom der vises film, retfærdigt eller ej, som for de flestes vedkommende ikke kommer i danske biografer - og med engelske undertekster, hvis de ikke i forvejen er angloamerikanske. Jeg stod bag ved en cineast foran billetlugen i Metropol. Sådan en har typisk en skuldertaske, et par udtrådte sneakers og en cykel stående uden for. Han drømmer om at blive filminstruktør, men sandsynligheden for at blive filmlærer er større.

Denne havde købt et filmpas til 595 kroner, så han kunne se alle de film, han ville, i ugens løb. Han købte syv billetter til forestillinger, som han havde mærket af i sin programavis. Da han havde betalt dem, kom han lige i tanker om en til, som han måtte se.

Den kvindelige pendent oplevede jeg ved seancer, hvor instruktøren er til stede. Hun har noteret spørgsmål om detaljer i filmen ned i et hæfte, spørgsmål, som hun absolut må have besvaret. Svarene skriver hun også ned, for de kan bruges, når hun skal skrive en opgave. Eller også skriver hun dem bare ned for at se ud som en vigtig person.

Rollerne kan også byttes om, så det er manden, der spørger klogt, og kvinden, der har sneakers på. Bagefter mødes de typisk over en americano på cafeen, hvor de udveksler iagttagelser, hvilket kan blive begyndelsen til 'a beautiful friendship' eller en romance.

Værre endnu

Ud over mange film er der tre såkaldte masterclasses på festivalen. Den første blevet afviklet i Dagmar-biografen med manuskriptforfatteren, instruktøren og producenten Jim Sheridan, som er manden, der snart skal lave en remake i USA af Susanne Biers Brødre. Han viste sig at være en trivelig, rødmosset herre, lidt op i alderen, med hang til humor og som sådan prototypen på en på 'an irishman.' Han er barn af en irsk familie, der indvandrede til USA. Filmen In America er inspireret af den historie, men ellers er han kendt for film som My left foot om en mulithandikappet ung mand og In the name of the father, som netop handler om den komplicerede situation i Irland før fredspiberne.

Masterclasses har man også på filmskolen, når et stort filmnavn er i byen. Denne fortæller om sine film, man ser små klip fra dem, og man kan stille spørgsmål. Jim Sheridan med venstre hånd under kinden og halvt for munden så først ud, som om han kedede sig, men vågnede så op og demonstrerede sit irske sindelag. Han kunne lide at komme med overrumplende svar - her et par eksempler:

Spørgsmål: "Hvorfor blev du manuskriptforfatter?"

Svar: "Fordi jeg var flad!"

Spørgsmål: "Hvordan arbejder du med et manuskript?"

Svar: "Jeg må have en deadline eller være endnu: En trussel om at blive skudt, hvis jeg ikke afleverer til tiden!"

Spørgsmål: "Hvordan øver du med skuespillerne?"

Svar: "Det gør jeg ikke!"

Engang skulle han instruere den karismatiske, nu afdøde skuespiller Richard Harris, og det var ikke let.

"Han havde lavet en masse og vendte nu tilbage til filmen. Men han overspillede. Han havde taget sine teatermanerer med sig," fortæller Jim Sheridan. "Jeg tænkte: Åh nej, han tester mig, og jeg gemte ansigtet i hænderne, mens jeg tænkte på, hvordan jeg skulle sige det. Men så hørte jeg hele holdet klappe ad ham. Han var en vild mand."

Det havde været et besværligt arbejde. På et tidspunkt havde Harris sagt, at nu ville han ikke mere. Fint, havde Jim Sheridan sagt, og så blev Harris i stedet for at rejse. Og sådan gik der syv uger.

En masterclass er stedet, hvor mesteren får lejlighed til at fyre en masse anekdoter af men også komme ned i dybden med både filmarbejdet og egen barndom, arbejdsmetode og tanker. Til sidst vil han og publikum ikke slippe hinanden.

Film som hævn

Hitler er blevet fantastisk populær efter krigen. Vel at mærke på film. I den relativt nye film Der Untergang var det instruktørens vinkel at vise Hitler som et menneske og ikke som en tegneseriefigur. Instruktøren Dani Levi er gået den modsatte vej. Hans satiriske film My Fuehrer - The Truly Truest Truth About Adolf Hitler er i Tyskland set af en million mennesker.

Levi havde været lidt nervøs for, om der overhovedet kom nogle mennesker og så hans nye Hitler-film I København, fordi den skulle vises i en biograf, der lå 'out in nowhere', som han sagde, nemlig CinemaxX. Denne kæmpestore, veludstyrede, moderne biografbygning i to etager er for mange københavnere en velbevaret hemmelighed, selvom den kun ligger et stoppested fra Hovedbanegården, hvilket opleves som meget langt væk fra centrum, hvor de andre biografer klumper sig sammen på et lille areal.

Men der er mødt pænt mange op, og Dani Levi, der er jøde, siger om sin film:

"Jeg lavede My Fuehrer - The Truly Truest Truth About Adolf Hitler for at få hævn. For at give igen. Det var en stor befrielse for mig. Jeg havde båret rundt på ideen i 10 år. Ganske vist er der i forvejen tonsvis af film om nazismen, men det er vigtigt for at holde bevidstheden oppe, så folk ikke sover i timen en anden gang."

Levi havde så megen goodwill fra en tidligere succesfilm, at det ikke var et problem at få den finansieret. Manuskriptet skrev han i rekordfart, en spontan og hurtig lavet film. Helge Schneider, en folkelig og overordentlig populær komiker indvilgede i at spille Hitler, selvom han skulle have en siliconemaske på. Bagefter tog han afstand fra filmen, og det gjorde mange andre tyskere også, men endnu flere ville se den, og der var en masse mediehype. Hitler-jøde-temaet kan stadig berøre visse tyskere dybt, rent følelsemæssigt.

Vi skriver 1944. Hitler tror ikke mere på sit projekt. Han er faktisk helt til rotterne, og hans spindoktor Goebbels skal have ham sat op, så han kan holde en brandtale i Berlin. Ikke nogen nem opgave, men Goebbels kommer i tanker om en jødisk professor og skuespiller, som er gemt bort i en kz-lejr. Denne er kendt for at være eminent til at sætte skuespillere op til en forestilling og bliver hentet ind for at indgive Hitler nyt mod.

De andre nazistledere forstår det ikke, men Goebbels forklarer: Jødens tilstedeværelse skal vække Hitlers had, så han kommer i omdrejninger igen.

Det kommer til at gå anderledes. Jøden giver ham psykoterapi, til han græder.

Dani Levis film fremkaldte det ene latterudbrud efter det andet i CinemaxX.

Smil i banken

I Metropol så jeg filmen The Trap af den serbiske instruktør Srdan Golubovic. Han, som også var til stede i salen, syntes lige, han vil berolige sit ligeledes pænt fremmødte publikum med, 'don't worry', at dette her ikke var en af de sædvanlige sort-hvide, østeuropæiske film, men en film om nogle værdier, der var i opløsning. I øvrigt syntes han, at film er en god ting. Sådan! Kort og fyndig intro.

Så gik det ellers noget omstændeligt i den lille kernefamilie, vi fulgte i Beograd. Børnene skulle jo purres ud, og drengen sendes i skole, og lidt morgenmad skulle man også helst have, og far skulle på arbejde på byggepladsen, hvor man var ved at privatisere firmaet.

Men derefter er alt forandret. Den 10-årige søn får konstateret en livsfarlig sygdom og kan kun reddes, hvis familien kan rejse en formue i en fart til at betale for operationen. Ikke en ny Michael Moore-problematik, men dog alligevel, idet faderen stilles over for et krav om handling her og nu: Begår han et velbetalt lejemord, kan sønnens liv reddes. Plottet er enkelt og effektivt, men hovedpersonen er ikke den mest sprudlende karakter, man har oplevet. Fuldt forståeligt i situationen vil den opvakte læser sige, men det samme ansigtsudtryk en hel film igennem er lige i underkanten. Meget morsom er en lille scene, hvor en bankfunktionær smilende giver afslag på et lån, og selvom faderen fortæller om sønnens sygdom, vedbliver han at smile dumt. "Hvad griner du af," spørger faderen. "Jeg bliver fyret, hvis de andre i banken ser, at jeg ikke smiler," forklarer den nervøse funktionær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her