Læsetid: 4 min.

Hr. Vig og kvinderne

Pernille Rose Grønkjærs portræt af Jørgen Laursen Vig og hans livsdrøm om at omdanne Hesbjerg Slot på Fyn til et russisk-ortodokst kloster er andet og mere end endnu en dokumentarfilm om en mand med en mission
21. september 2007

Når Pernille Rose Grønkjærs næsten halvanden time lange dokumentarfilm The Monastery nu rammer de danske biografer, er der langt fra tale om en premiere, men snarere en form for hjemkomst efter et næsten ét år langt triumftog rundt i det internationale festivalkredsløb.

Undervejs har filmen høstet adskillige fornemme æresbevisninger, herunder Joris Ivens Award, hovedprisen på verdens nok førende dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam.

At dét imidlertid ikke altid er garanti for, at det danske publikum vil stå i kø foran biograferne, har man set flere eksempler på i løbet af de senere års succesbølge for dansk dokumentarisme. Men i nærværende tilfælde kunne man virkelig ønske sig, at flere ville tage en chance ved billetlugen, idet her for en gangs skyld er tale om en dokumentarfilm, der i markant grad er tænkt og realiseret til det store lærred - og som dramaturgisk står distancen, også i sammenligning med mange fiktionsfilm.

Sisyfos-opgave

The Monastery fortæller en af den slags historier, de fleste på forhånd ikke havde drømt om, at de skulle komme til at interessere sig for, men som man ikke desto mindre kan ende med at blive dybt grebet af. Det har flere årsager. For det første er filmen skabt af en instruktør, der har haft modet til at investere sig selv og sin tid i et projekt, hvor der ikke på forhånd var nogen sikkerhed for udbyttet - og som bare er blevet ved med at følge sine karakterer, år efter år, også selv om hun undervejs har haft svært ved at overbevise andre om materialets kvaliteter. For det andet er det et værk, hvor talent, timing og held går op i en højere enhed. Endelig er det en historie, der bare har det hele: Stærke karakterer, spektakulære kulisser, drama, kærlighed og drømme. Samt, ikke mindst, humor.

For et halvt århundrede siden købte teologen Jørgen Laursen Vig slottet Hesbjerg på Fyn. I forbindelse hermed fødtes en drøm om at indrette et russisk-ortodokst kloster på ejendommen, men da den unge dokumentarist Pernille Rose Grønkjær første gang opsøgte hr. Vig for syv år siden, var slottet en ruin og drømmen tilsyneladende så langt fra at blive realiseret som nogensinde. Og dog, for hr. Vig havde kort forinden været i kontakt med Den Russiske Ortodokse Kirke i Moskva, og på vej til Fyn var første delegation for at vurdere projektets bæredygtighed.

Ensporet og handicappet

Ved filmens begyndelse er den nu aldrende Vig i gang med de sidste forberedelser inden gæsternes ankomst. Som en næsten bibelsk skikkelse, med indsunkne kinder, langt hvidt hår, sort pelshue og lang frakke, kaster han sig ene mand ud i Sisyfos-opgaven med at rengøre og istandsætte sit slot. Og da delegationen omsider ankommer, skal den vise sig at være under ledelse af en lige så determineret skikkelse, den både empatiske og stålsatte Søster Amvrosija.

Det er i samspillet mellem Vig og Amvrosija, at filmens ene dialogakse går. Med sans for underspillet komik registrerer instruktøren de mange sammenstød mellem de to, kulturelle såvel som menneskelige. For eksempel har vi i starten set, hvordan Vig beslutter at lade en thangka, en buddhistisk tavle, blive hængende som dekoration på væggen i et af nonnernes soveværelser - blot for lydigt at pille den ned, da Søster Amvrosija hovedrystende peger på den.

Men efterhånden kommer der andet og mere på spil mellem den godt 80-årige, danske teolog og den væsentligt yngre russiske nonne. Og hér kommer filmens anden dialogakse ind i billedet, nemlig mellem Pernille Rose Grønkjær og hr. Vig. I mange situationer er kun de to til stede, og lidt efter lidt får instruktøren lirket en dør på klem til sin hovedpersons knudrede følelsesliv. Hr. Vig lægger ikke skjul på, at drømmen om at etablere et kloster er udtryk for ønsket om at efterlade noget blivende i denne verden. Men efterhånden forstår man også, at projektet dækker over en manglende evne til at etablere nære følelsesmæssige bånd til andre mennesker, især kvinder.

"Jeg er ensporet og handicappet," siger hr. Vig, når han modstræbende taler om sin opvækst, sin stærke faderbinding og sit liv som ungkarl. Men at han - trods protester - gerne vil tale, vidner både hans kejtede samvær med Søster Amvrosija og hans løbende dialog med Pernille Rose Grønkjær om. Den egentlige styrke i The Monastery ligger i disse to dialogakser. Og omkring dem myldrer det så med lune sidehistorier, farverige bikarakterer og underfundige detaljer. Alt sammen sat op imod billedernes støvede idyl og den gennemkomponerede lydsides væld af nuancer. Det er et stort værk, både i helheden og detaljen.

The Monastery. Instruktion: Pernille Rose Grønkjær. Dansk (Grand, København, Øst for Paradis, Århus, Café Biografen, Odense og Biffen, Aalborg)

Efter en uge i ovenstående biografer sendes filmen på turné rundt i landet af www.dox-on-wheels.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En dejlig, og spændende og medrivende film, men en film jeg desværre ikke ville have set, hvis "Kultusserne" i Næstved ikke havde taget et godt iniativ.