Interview
Læsetid: 3 min.

Hverdagen er en bedrift

Lige nu er der lidt over-savet dame i cirkus over det, skriver forfatteren Marina Cecilie Roné, der netop har udsendt romanen 'N.I.M.B.Y. - Not In My Backyard'
Kultur
28. september 2007
Tak. Tak til den Valdemar, der gav os Atterdagen, skriver Marina Cecilie Roné.

Tak. Tak til den Valdemar, der gav os Atterdagen, skriver Marina Cecilie Roné.

martin lehman

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

"At de karaktertræk, jeg har, er meget udtalte."

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

"Der var en vinter, hvor jeg nød hvert eneste lille korssting i et broderi, jeg aldrig blev færdig med. Det blev grimmere og grimmere, jo længere jeg nåede med det. Til sidst var det så grimt, og det passede med, at min kærestesorg var dampet af, og broderi ikke længere var min yndlingsbeskæftigelse. Sådan har der været så meget. Som lille havde jeg en periode med lim. Jeg smurte det ud over håndfladerne, lod det tørre og pillede det af i store, dejlige flager.

- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

"Svært ikke? Sådan en forkælet velfærdsborger som mig er jo vant til at kunne holde varmen. Engang holdt vi juleferie i en hytte uden strøm i Nordnorge. Det er mørkt hele døgnet på den årstid så langt mod nord. Bare at lave sig en kop kaffe var et projekt. Men dét, der virkelig tog pippet fra mig, var mørket. Det var ikke til at arbejde i det mørke. Stearinlys er hyggelige nok, men øjnene bliver altså mærkelige af det i længden, og sindet putter sig, og det hele bliver meget dvaleagtigt. Så lys i lampen, tak."

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

"Lige i dag er det en veninde, jeg har, som slider helvedes hårdt i det for at pille blåret ud af sine øjne."

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

"De gange hvor jeg med mine valg har gjort andre mennesker fortræd."

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

"Måske når jeg er ked af det. Vi har en tendens til at antage, at de robuste af os er mindre følsomme og bliver mindre kede af det og mindre triste og elendige end andre mennesker."

- Hvad er din største bedrift?

"Jeg har jo født nogle børn. Det er der selvfølgelig mange, der har, men alligevel. Ellers synes jeg, at hverdagen er en bedrift. Det er et langt, sejt træk at drive en hverdag."

- Dine største fejl?

"Jeg tror, listen kan gøres lang eller kort, alt efter hvilke øjne, der ser. Hvad der er håbløst det ene sted, kan sjovt nok gøre lykke et andet sted. Da jeg som meget ung drog til Paris, var det med rygsækken fuld af dårlige erfaringer med forskellige sider af mit væsen. Men pariserne syntes f.eks. ikke, at jeg var stivsindet, de syntes, jeg var kompromisløs, og det stod på plussiden. De syntes heller ikke, jeg var hidsig, men temperamentsfuld, og det stod også på plussiden."

- Din drøm om lykken?

Det må så være en drøm om nærvær. Jeg føler mig lykkelig, når jeg er nærværende, altså fuldt tilstede i det, jeg gør. Hvorved det ikke kan være en drøm. For i drømmen er man fraværende, ude af det nu man befinder sig i."

- Din sindsstemning netop nu?

"Lige nu er der lidt oversavet dame i cirkus over det."

- Hvilken dyd er den vigtigste?

"Generøsitet."

- Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

"Hamsun, Hemingway og Shakespeare."

- Hvad betragter du som din største ulykke?

"At mine børns fædre er døde."

- Dit motto?

"Prøv igen. Tak til den Valdemar, der testamenterede os Atterdagen. Den findes trods alt, så langt som livet varer. Det sætter jeg min lid til."

Serie

Livet på spidsen

Livet på spidsen er Informations poesibog, hvor vi hver uge beder forskellige danskere om at svare på en række spørgsmål.

Seneste artikler

  • Jacob Ludvigsen: Hellere rig og rask end syg og fattig

    16. november 2007
    Jacob Ludvigsen ser det som sin største ulykke, at illusionen om evigt liv er bristet. Nu gælder det bare om at udskyde det endeløse mørke længst muligt, skriver forfatteren og journalisten, der netop har udgivet 'Vores ugeblade' i serien om Danskernes Egen Historie
  • ... og så har jeg chefnykker

    9. november 2007
    I denne sørgelige verden burde man give en medalje til klovnene – dem der kan få os til at grine, skriver den engelske forfatter Susan Moody, der netop har fået sin roman ’Skæbnesommer’ udgivet på dansk￿
  • Søvnløshed ville være en ulykke

    2. november 2007
    Jeg håber, lykken vil blive ved med at dukke op i små uforudsigelige glimt, skriver Birgitte Possing, der netop har udsendt portrætbogen 'Uden omsvøb' om politikeren og feministen Bodil Koch
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her