Kommentar
Læsetid: 5 min.

Hvorfor er det meningsfyldt at passe børn og gamle?

Fornemmelsen af, at det, der ikke må ske, sker lidt for tit, udhuler arbejdets meningsfuldhed i den offentlige sektor
Kultur
7. september 2007

"Hjertet har sine egne grunde, som fornuften ikke kender."Blaise Pascal

Hvorfor mister folk lysten til at arbejde i den offentlige servicesektor? Hvorfor må dem, der arbejder med gamle, syge, unge og børn blive hjemme i op til 25 dage om året? Hvorfor søger så få studerende ind på sundheds- og socialuddannelserne og hvorfor vil mere end 64 procent af seniormedarbejderne i ældreplejen trække sig tilbage før den almindelige pensionsalder på 65 år?

Regeringens udspil til en kvalitetsreform kredser om svaret, men faktisk ved ingen rigtigt, hvorfor engagementet i disse år forsvinder hos alt for mange af dem, der arbejder i offentlige serviceerhverv; hvorfor meningen med arbejdet fortoner sig, og hvorfor færre orker at investere tid og energi i deres arbejdsplads.

Hvad driver den enkelte?

For at forstå, hvad vi hver især opfatter som meningen med det arbejde, vi udfører, må man bl.a. forstå, hvad der driver den enkelte, hvad der er den enkeltes grunde til at arbejde. Men hvor skal man lede - er det hjertets grunde, som citatet af Blaise Pascal foreslår? Pascal mente at det overnaturlige, men også det særlige og usammenlignelige, måtte begribes med hjertet, mens fornuften var vejen til at forstå fysikken, det universelle og sandheden.

Følelser, sanser og intuition giver os lyst til tingene, trækker os i mange retninger og endda indimellem på arbejde. Men det kan være vanskeligt at lade den slags grunde tælle, når der skal træffes beslutninger om fremtidens offentlige velfærd. Kan man overhovedet tage hensyn til de grunde til at gå på arbejde, som fornuften ikke kender og som er så vanskelige at generalisere, fordi de hører til det særlige og usammenlignelige? Hvorfor skal politikere og offentlige ledere overhovedet lede i overensstemmelse med folks lyst til at arbejde, deres engagement og følelse af at kunne være sig selv på arbejdet? Måske skal de ansvarlige for rammerne om arbejdet blande sig uden om folks motiver til at gå på arbejde bortset fra den motivering der ligger i lønnen, dvs. penge for tid. Velfærdsreformen, diskussionen om de offentliges løn og debatten om stress på offentlige arbejdspladser tyder imidlertid på, at der er en interesse i at diskutere meget andet end løn.

Uklare grunde

Man kan begynde med at interessere sig for, hvorfor vi går på arbejde. Men allerede her støder man ind i de første vanskeligheder. For det med at have grunde til handling er svært at få et nogenlunde klart billede af.

Hvad der for den ene er grunde til at opsøge fester, er for andre grunde til at blive væk. Årsagen til, at den generte undgår og den udadvendte opsøger fester, er den samme; fester er steder, hvor folk taler sammen, selv om de ikke kender hinanden.

Allerede her fremgår det, at bevæggrunde ikke er noget objektivt. Situationer kan bedømmes vidt forskelligt og give sig udslag i meget forskellige grunde til handling.

Den grund af hvilken, vi handler, som vi gør, behøver ikke engang have sin grund i virkeligheden. Det er nok, at vi tror, det vil blive som vi frygter eller forventer. Frygten for at møde nye mennesker kan have grund i festens virkelighed, men den kan også være grundløs, fordi det, man troede, var en fest, i virkeligheden var en invitation til en middag blandt venner. Men selv der, hvor frygten er grundløs, og de inviterede kun tæller den samme faste skare af gamle venner, er frygten grund nok for den generte til at blive væk. Er den generte da ufornuftig eller ude af trit med virkeligheden, hvad er i grunden en god grund?

En god grund har med min overbevisning om, at den er god, at gøre. Men er overbevisningen om, at der er lyserøde rotter i mine gummistøvler grund nok til at lade være med at stikke fødderne i dem eller grund nok til, at jeg ringer til lægen og beder om samtaler med en psykolog? Min tro på rotter i støvlerne er lige virkelig, uanset om jeg tror på den som en overbevisning, der har sin grund i virkeligheden, eller om jeg vælger at tage affære, fordi troen på lyserøde rotter giver mig indsigt i min egen angst og i behovet for at søge hjælp for at undgå at blive overvældet og lammet af angsten. Overbevisningens virkning er lige virkelig, uanset hvordan jeg tackler den. Grunde til handling stiller ikke spørgsmålstegn ved den virkelighed, de handler om, men til meningen med at handle, som vi gør. Meningen eller fornuften i de aktiviteter, vi bruger det meste af vores tid på, findes i de grunde, som vi mener, er vigtige nok til at være grunde til at handle.

Arbejdet skal give mening

Men hvilken grund er det så, der bevæger os, når vi vælger at arbejde i en sektor, hvor der kræves omsorg, pleje, opsyn og bistand? Overlevelse blandt brugere, klienter og patienter er ikke grunden. Offentlig service er ikke blot et arbejde, hvor man får folk til at overleve ved hjælp af medicin eller skifter babyers bleer, når de trænger eller afværger, at psykisk syge gør skade på sig selv. Det er et lidt snævert fokus på det menneskelige, hvis dem der udfører offentlig service kun arbejder for at sikre de gamles, syges, børnenes overlevelse. Når vi spørger til grundene, så spørger vi ikke til, hvor det lykkes os at holde liv i brugerne, børnene, de ældre og i rutinerne og institutionerne, men begrundelsen for, at alt dette er meningsfuldt.

Fravær af sygdom blandt medarbejderne er heller ikke grund nok til at forbedre de offentlige arbejdspladser. Sættes der udelukkende fokus på trivsel som den enkeltes fravær af sygdom på arbejdet, svarer det til at sætte brugernes overlevelse som eneste kvalitetsmål for den offentlige service. Det er også forkert kun at tænke i mål, som arbejdet er et middel til.

Arbejdet giver mening, når det rummer et mål i sig selv og giver følelsen af både frihed og forpligtethed. Plejen rummer et mål i sig selv, hvis man oplever at kunne gøre en forskel for et menneske, der har hjælp behov: hjælp til at huske, hjælp til at bevare kontakten til omverdenen. Eller at kunne gøre en forskel i fællesskab med andre på et team, at tingene spiller, når man arbejder sammen, alle ved, hvad de skal, forstår, hvorfor de gør det, og hvor de er på vej hen. Så bevæges man i en retning, hvor der er overskud til at udvise opmærksomhed og tålmodighed.

Det sker lidt for tit

Forsvinder det mål, som arbejdet i sig selv udgør, tæres der på den enkeltes lyst til at arbejde. Nyhedsværten Reimer Bo formulerede det meget godt, da han forleden udbrød i beklagelse over den manglende lyd på to indslag i træk i DR's nyheder: "Det sker jo. at vi på DR har tekniske problemer; det sker bare en gang imellem lidt for tit!" Måske ville han bare undskylde problemerne over for seerne. Men måske fik han også sagt noget om de grunde, som kan få folk til at holde op med at synes, at arbejdet er grund nok til at forlade hjemmet. Fornemmelsen af, at det, der ikke må ske, sker lidt for tit, udhuler arbejdets meningsfuldhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her