Interview
Læsetid: 7 min.

Ingen tog så meget som en sok af

Alligevel var det en stærk oplevelse, da Emmet Feigenberg takket være et teaterstykke opdagede, hvad erotik kan være. Nu skal han være skuespilchef på Det Kgl. Teater, hvor han vil spille stykker, der 'vil os noget'.
Kultur
8. september 2007

Tordenskjoldsgade har taget navneforandring til August Bournonvilles Passage på det sted, hvor Det Kongelige Teater ligger. Til foråret indtræffer endnu en forandring, når Emmet Feigenberg tiltræder som ny skuespilchef. At være leder på et teater er nyt for ham, men han har instrueret talrige stykker, og forleden meldte han ud med en teatermæssig program-erklæring i dagbladet Politiken. Vi bad ham uddybe.

- Hvad mener du med, at teatret har en etisk forpligtelse?

"At vi som teater har en pligt over for det samfund, som betaler for os, men også en pligt til at ville verden noget. Sådan var det også på Shakespeares og Molieres tid, selvom tilskudssystemerne var nogle andre."

- Du skriver i din artikel, at "kun hvis teatret spejler sin tid, kan det få betydning for den virkelighed, som det er en del af". Betyder det, at vi på Det Kgl. Teater får stykker om Irak-krigen og terrortruslen?

"Nej. Ikke at jeg vil udelukke det, men at spejle sin tid er ikke lig med emner, som i forvejen er på mediernes dagsorden".

- Hvad er det så?

"Det kan f.eks. være at skildre en menneskelig ensomhed, en teologisk tomhedsfølelse eller en isolation i forhold til historien. Hvem er vi, hvad tænker vi på, lige før vi falder i søvn, osv."

- Ensomhed er vel til alle tider?

"Åh jo, men med forskelligt udtryk."

- Hvordan vil du få stykker frem, som lever op til din målsætning?

"Jeg sætter mig sammen med dramaturger, skuespillere, instruktører fra ind- og udland samt måske mennesker fra helt andre dele af samfundslivet for at finde det rigtige materiale."

- Det lyder som en større demokratisk proces?

"Teatret er jo et kollektiv, og ideer opstår i et samarbejde. Jeg får dem ikke alene i et halvmørkt værelse med en grøn lampe, men det er klart, at den endelige beslutning om en sæsons 12 titler ligger hos mig."

Sjæl og ansigt

- Hvad mener du med, at det er "teatrets flygtige og levende nu," der giver "muligheden for at nå ind til egne af menneskets sjæl, som ellers er svært tilgængelige"? Er det ikke for store ord?

"Jeg mener ikke noget specielt højtravende, blot at vi alle har en sjæl, som kan sammenlignes med et landskab. Det er et billede."

- Et eksempel på teater, som har haft den kraft?

"Ja, men lad mig først sige, at teatret er noget, der adskiller sig fra maleri og film ved, at det sker lige nu, og skue-spillerne er fysisk til stede. Vi går ikke rundt og håber, at om 10 år vil vi nok blive forstået - eller når vi er døde. Det er nu - eller slet ikke. Hvilket også giver den enkelte blandt publikum mulighed for at slippe fri af sin egen situation, hvad den end måtte være, og opleve noget sammen med andre."

- Det gør man vel også, hvis man går til bowling?

"Ja, bestemt da. Det er bare noget andet. Men altså: Peter Brook gæstespillede i Østre Gasværk i 1980'erne med Carmen som fortættet, intim kammeropera med stor magisk kraft. Jeg husker endnu den scene, hvor stykkets vidunderlige, erotiske centrum møder toreadoren, og gnisten tændes. Det havde intet med en sexscene at gøre i filmisk forstand. Ingen tog så meget som en sok af. Men det var så dristigt og ramte plet, og jeg husker det som en fuld sal af tilskuere, der sprang op og skreg i kor i det øjeblik, toreadoren trak sin kniv, skrællede en appelsin og sprøjtede dens saft ned i halsen på Carmen. Det brændte sig fast, fordi det ikke vare en film, men netop skete for øjnene af os. Det blev en del af den måde, jeg opfatter erotik på."

- Har alle teatre ikke en ide om, at de vil os noget?

"Jo, men jeg savner nok en større selvbevidsthed i en viden om, hvad der er meningen med, at teatret er her. At teatret siger det højt og gør det til en del af sit ansigt udadtil. Teater er tit spændende og underholdende, men det må ikke stoppe ved det."

- Har teatret sovet i timen?

"Det er ikke derfor, jeg siger det. Det er ikke vendt mod nogen. Jeg siger bare, at det er mit eget udgangspunkt."

Erstatningsliv

- Du er meget kritisk over for tv, hvor du synes, næsten alt er materialisme og erstatningsliv. Kan man ikke omvendt sige, at de mange nyhedsudsendelser bringer os tættere på denne verdens virkelige problemer, end teatret gør?

"Jeg vil ikke underkende informationsteknologien eller vidensamfundet, for det er jo takket være en fremragende teknik, at vi får den ganske verden ind på skærmen i vores stue. Men det sker i en uendelig og ubearbejdet strøm af nyheder. Lad os tage det på børneplanet: To kommer op at slås. Der sker noget dramatisk, som gør voldsomt indtryk. Men hvem var de, hvorfor skete det, kan det ramme mig, og hvad betyder det for mig? Tv fordyber sig ikke. Man får en masse at vide, men bliver ikke nødvendigvis klogere."

- Der står ellers tit nogen og debatterer bagefter...

"Ja, og tak for det. Men, undskyld jeg siger det, meget kort tid ad gangen. Det er dog især tv's underholdning og shows, jeg er bange for. Paradise Hotel eller Børne-MGP eller Top Model er programmer, der leger, at de er virkelighed. Men det er ikke virkelighed; og det er heller ikke fiktion. Det kalder jeg erstatningsliv."

- Er alt såre godt i dansk teater?

"Nej, det har jeg aldrig været ude for, at det var. Tea-tret er permanent i krise."

- Den nuværende krise?

"Udover for lidt kraft i bevidstheden om at have noget på hjerte er dristigheden og risikoviljen blevet mindre. Det er blevet økonomisk livstruende at slå en skævert, men vil man bryde grænser til noget nyt, må man risikere. Hvis tærsklen går nedad, kan det give et stjernefikseret, poppet, eventpræget teater."

- Mange publikum'ere vil nok mene, at det ikke er på Det Kgl. Teater, men på Østre Gasværk, Aveny-T og Betty Nansen Teatret, det spændende nye er sket i de senere år?

"Jeg udnævner ikke bestemte teatre til at være eventprægede. Det er en rem af huden, vi alle har."

- Hvad kunne være anderledes?

"Man kunne interessere sig mere for indholdet, mindre for det glamourøse og sensationelle. Det, som medierne fokuserer på. Men medierne er også i krise. I slås jo som sindssyge om abonnenterne - og nu med gratisaviserne."

Kokkehuer

- Hvordan ser du på anmeldelser? Du har sagt, at du er imod kokkehue-tendensen?

"Kritikken burde se på: Hvad lykkedes, og hvad lykkedes ikke. Hellere lade anmeldelsen være en debat om det end en afsagt dom, der slutter med et antal kokke-huer eller stjerner. Som hvis man skulle anmelde et menneske, sin bror eller onkel: Han er interessant på den og den måde, men ikke på den. Det vil nok ikke blive gjort, men jeg kan godt lide tanken."

- Information har i mange år haft Stjerneboxen, som uddeler stjerner til film. Skulle den afskaffes?

"Det ville jeg anbefale, men den er lidt mere nuanceret, fordi den rummer flere anmelderes vurdering."

- Du vil gerne have, at publikum skal gå ud af teatret som "vilde dyr, der er blevet lukket ud af deres bur og snuser til friheden, nysgerrigt, men også ængsteligt vejrende." Er det ikke et fromt håb? De fleste synes vel bare, at det enten var kedeligt, meget godt eller fantastisk godt, hvorefter de lver videre som før?

"Det er jo et billede, for vi har alle en masse ulevet liv, muligheder, som kun findes i vores fantasi. Hvordan ville det være at emigrere til Ildlandet eller at slå sin far ihjel? Banale eksempler på det mere komplekse, som teatret kan vise. For der findes jo kontinenter i vore psyker og sind, som ikke kan komme til udtryk, når vi glider ind i rutiner med ni-til-fire-jobbet, børn, der skal passes, og mad, der skal købes ind før klokken 18."

Om at fyre folk

- Du vil lave teater om menneskelighed, men vil du selv være kynisk nok til at fyre folk?

"Hvis man har ansvaret for skuespillet her og mener, at skuespiller X eller instruktør Y eller hvem som helst af personalet ikke skal være her mere, fordi der er brug for en anden nu, så er man også 'kynisk', hvis man ikke foretager det valg at opsige dem. For ellers er man jo i gang med at svække teatret. Vi lever i tea-tret af hinandens nåde. Nogen skal synes, vi er værd at samarbejde med, for at vi kan komme til at arbejde. Jeg er selv gået fra det ene til det andet teater og spurgt, om de kunne bruge mig. Nogle gange har de sagt ja, andre gange nej tak."

- Hvordan oplevede du Per Flys tv-serie om Sortedams Teater?

"Som en fremragende serie i sin egen ret. Ikke som et dokumentarportræt af dansk teater, men bevidst udokumentarisk med den sjove konstruktion med at se det hele fra forskellige vinkler, så man kunne blive i tvivl.

- Genkendte du seriens ansættelsessamtale på Det Kgl. Teater?

"Jeg sad og grinede, for det var jo lige i de dage, jeg selv var til samtale, men det er nu ikke sådan, det foregår. I serien var det en ansøger, de knap nok kendte, men vi er jo et lille land, hvor teater er en relativt snæver kreds. Vi kender godt hinanden og ved, hvad hinanden står for."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her