Læsetid: 6 min.

Intellektuel punk

I anledning af at den banebrydende danske jazzrockkvintet Secret Oysters fire album er blevet eksemplarisk genudsendt af et amerikansk selskab, tog Information sig en snak med kapelmester Karsten Vogel om gruppens tumultuariske karriere
Claus Bøhling (forrest), Karsten Vogel, Jess Stæhr (bagerst tv.) og Jeppe Reipurt, Secret Oysters, 1976

Claus Bøhling (forrest), Karsten Vogel, Jess Stæhr (bagerst tv.) og Jeppe Reipurt, Secret Oysters, 1976

Pernille Thilo

1. oktober 2007

I første halvdel af 1970'erne hed nybruddet på den international scene fusionsjazz eller jazzrock; inspireret af Miles Davis banebrydende Bitches Brew fra 1969 begyndte progressive jazzmusikere at undersøge de elektriske instrumenters muligheder i jazzsammenhænge og rockmusikere på udkik efter musikalsk ekspansion stødte til fra den anden kant.

Giganterne hed Weather Report, Mahavishnu Orchestra og Return To Forever, mens supergruppen herhjemme hed Secret Oyster, som anført af komponisten, saxofonisten m.m. Kasten Vogel, endvidere talte guitaresset Claus Bøhling og tangenttroldmanden Kenneth Knudsen, mens rytmegruppen oprindelig bestod af Bo Thrige Andersen på trommer og Mads Vinding på bas, som dog på gruppens andet album, det nyklassicistiske Sea Son (1974), blev udskiftet med henholdsvis Ole Streenberg og Jes Stæhr.

Secret Oyster eksisterede fra 1972 til 1977 og udsendte i perioden fire lp'er, som kan få tænderne til at løbe i vand hos feinschmeckere - udover det nævnte debuten Secret Oyster (1973), Vidunderlige Kælling (balletmusik fra 1975) og svanesangen Straight to the Krankenhaus (1976) - for kendetegnende for gruppen var en kompositorisk stramhed, der forhindrede, at den tiltede over i de excesser, som ofte prægede genren. Samt ikke mindst dens tre forrygende solister, Vogel, Bøhling og Knudsen og gruppen opnåede internationalt ry, ikke mindst i England.

Nu er de fire plader genudsendt i USA af det velrenommerede selskab The Laser's Edge og har stort set aldrig lydt bedre. Dette resulterede i at gruppen blev inviteret over there, hvorfor den efter 30 år lod sig gendanne og tog derover, dog uden Stæhr og Knudsen, der afløstes af henholdsvis Assi Roar og svenskeren Daniel Fridell. I den anledning aflagde Informations udsendte Vogel et besøg i hjemmeboligen, hvor bl.a. følgende ordkaskader fyredes af.

Tæt på

"Det begyndte med Burnin Red Ivanhoes (Vogels oprindelige band. red.) tredje album, W.W.W., fra 1971," fortæller Karsten Vogel, "idet den overvejende var af instrumental karakter, en retning, jeg søgte, mens Burnins publikum stadig ville høre de gamle sange. I Danmark vil publikum ikke kun høre de gamle sange, de vil høre sange, punktum. Helst med ord på dansk. Så der opstod et svælg mellem publikums ønsker for Burnin og mine egne ambitioner for samme. Så i '72 opløstes bandet - som vi har samlet adskillige gange siden - hvilket gav mulighed for at samle et band, som bestod af solister, der var dygtige nok til at bære lange og meningsfulde instrumentalforløb, således jeg kunne komme jazzen nærmere end det var mig muligt med Burnin. Jeg kontaktede Kenneth Knudsen, der havde spillet flygel i avantgardekredse, men som indvilgede i at investere i nogle elektriske keyboards og blive en del af projektet. Også Bøhling var med på ideen, for mere var det oprindeligt ikke. Men en ny ide herhjemme, hvor elektrisk jazz mestendels glimrede ved sit fravær. Vi fik samlet den første rytmegruppe og indspillede så det første album på tre dage - på to spor! Da der fra starten var et internationalt format over tingene, kom vi lynhurtigt til at spille med navne som Weather Report, John McLaughlins Shakti og ikke mindst Captain Beefheart, som vi turnerede med i tre uger i England i '75 og Herbie Hancock, som vi også turnerede England og Tyskland med. Og det var noget, der skærpede ambitionerne, for vi følte os ikke underlegne i sammenligning med disse koryfæer."

"På sæt og vis spillede vi for nuet, men i endnu højere grad for fremtiden. Vi var simpelthen så tæt på et internationalt gennembrud; vi blev udgivet i USA og fik fantastiske anmeldelser, så den amerikanske afdeling af CBS satte en koncert op med os her i Danmark for at høre, om vi var så gode, som de gik og troede. Vi taler millionkontrakt her og et kort øjeblik så det svimlende lyst ud. Men i den 11.te time besluttede selskabet så, at vi efter deres mening mindede for meget om Weather Report, som de jo havde i deres stald. Det var omkring udgivelsen af Straight to the Krankenhaus, og det tog modet fra os. Titlen antyder den desperation, der begyndte at sætte ind - vi havde turneret som sindssyge i årevis og var ved at være klar til - nå ja - at blive kørt straight to the krankenhaus! Det betød, vi spillede vores sidste job i '77, i øvrigt uden Kenneth, der havde forladt den synkende skude. Men det var ikke nogen dramatisk exit, mere sådan af sted mod nye horisonter. Det tror jeg gjaldt alle i orkestret, selvom de fem år da havde sat sit præg. Vi skiltes ikke som hjertevenner.

Underliggende aggression

"Årene gik som år nu gør, og folk begyndte at fortælle mig, hvordan vores plader rask væk blev piratudgivet i både USA, Rusland og Japan; mindst en seks-syv gange uden vi så en krone. Men så fandt folkene fra The Laser's Edge frem til mig og spurgte, om jeg ville være med til at stå for genudgivelsen af hele værket. Og det er foregået på et utroligt højt niveau hele vejen igennem, ikke mindst hvad angår remasteringen - det har aldrig lydt bedre! Så fulgte tilbuddet om at spille derovre, men Kenneth spiller ikke mere koncerter overhovedet, så vi fandt Fridell og gik i gang med at øve, hvorefter vi spillede nogle job herhjemme. Energien var så overvældende, at vi tænkte, 'det her, det er godt'. Og så tog vi til New York, hvilket gik over al forventning med stående bifald og autografer bagefter. Det har været en fornøjelse hele vejen igennem; Claus og jeg har talt om, hvad det mon skyldes og det er noget med, at dengang spillede vi enormt meget for fremtiden. Vi gjorde et for at opnå noget andet. Men på grund af den alder vi har nået, spiller vi nu kun for her og nu, for øjeblikket. Der må da godt være en fremtid i det, men det er ikke motivationen bag."

"Mange føler, at Secret Oyster spiller en form for intellektuel musik, men så må det være intellektuel punk! Der blev redet ud af nogle stier, sparket til højre og venstre, der blev ikke taget fanger. Det var vildt og der er en heftig underliggende aggression i musikken, selv i balladerne. Og så var der meget melodistof i Secret Oyster og med Kenneth også en avanceret harmoniforståelse. At skrive en melodi, der både er umiddelbart indtagende og stadig fuldstændig sin egen er et stort ideal. Men det var i høj grad tiden, der gjorde, at det overhovedet kunne lade sig gøre at nå så langt med instrumentalmusik, det ville være utænkeligt i dag. Der fra 1965 til 1975 - sådan cirka - da kunne man foretage sig mange mærkelige ting og stadig finde et publikum. Det sker måske en eller to gange inden for hvert århundrede, at der er sammenfald mellem det, musikerne gerne vil spille og det, publikum gerne vil høre. Og vi spillede en 150 jobs om året dengang - heraf mindst 75 herhjemme. Folk kom for at høre, hvad orkestret ville fortælle - hvor det i dag forekommer mig, at musikerne prøver at lodde, hvad folk gerne vil høre. Og så har vokalmusikken i øvrigt overtaget det hele. Selv inden for jazzen er det sangerinderne, der sælger. Der er så mange af dem, at man kan fodre svin med dem - hvad man i øvrigt også burde gøre. Instrumentalmusik? Det er noget, der bruges som underlægning til film." (ler).

De fire album kan alle fås på http://www.karma.dk

Secret Oyster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu