Læsetid: 2 min.

Iskold iscenesættelse

Olafur Eliassons futuristiske model af BMW's H2R-racer på San Francisco Museum of Modern Art er et køligt indspark i kampen for bæredygtig udvikling, mener to kunsteksperter
Kultur
5. september 2007

"Når BMW indbyder en kunstner til at deltage i BMW Art Car, så forventer de forholdsvis konventionel kunst af venlige pop-kunstnere."

Det mener kunsthistoriker og kunstkritiker Lars Bang Larsen.

Men når kunstneren hedder Olafur Eliasson, ender den nye hydrogendrevne prototype-racer med en djævelsk iskappe.

"Der er noget gotisk over istapperne som kølergrill. Bilen ser ikke særlig venlig ud. Så det er i mindre grad en serviceydelse end det, Hockney og Warhol tidligere har præsteret for BMW, hvor der bare var tale om udsmykning af bilen. Elissaon udfordrer designet mere end tidligere BMW-kunstnere. Her er der interveneret i bilen på en måde, så kunsten overtrumfer produktdesignet," siger Bang Larsen.

Han mener, at værket derfor er mere vellykket end de andre BMW Art Cars, fordi Olafur Eliasson har løst opgaven på en spekulativ og problematiserende måde, der handler om fænomenologi og måden, vi oplever verden på.

"I dette værk er der en direkte kobling mellem bilindustrien og risikoen for en ny istid i visse dele af verden," siger Lars Bang Larsen, der først og fremmest synes, værket er interessant som designintervention.

Og dernæst som øko-statement. Et statement som Eliasson i øvrigt deler med BMW.

Økologi i kunsten

Professor i kunsthistorie ved Universitetet i Oslo Ina Blom så sidste sommer modellen i Eliassons studio, hvor det så ud som om, den var ved at smelte.

Hun ser isbilen som en trigger, der skal gøre os mennesker sensitive i forhold til, hvordan vi ser vores omgivelser. Samtidig er opgaven at gøre de miljømæssige udfordringer tydelige for folk, der lever et behageligt liv lige nu, ved at konfrontere dem med en verden i forandring, der muligvis ender i en katastrofe.

"Det er en kritisk dialog med kapitalen om, hvordan profitmaksimering kan ende med at blive lidt mindre destruktiv. Det handler ikke om kunstværkets præcise udseende, men mere om en projektion af tankerne bag designet. Det handler altså mere om ideen bag end om, hvad det blotte øje ser," siger Ina Blom.

Hun mener, at æstetikken i den nye BMW Art Car kan være et visionært billede på fremtiden.

"Kunstværker kan ikke inddrage alle aspekter på det videnskabelige niveau, men de kan få folk til at tænke over ændringerne i verden. Æstetik er på den måde et udtryk for, hvordan vi oplever verden på kroppen," siger Ina Blom og understreger, at Olafur Eliasson vil have os til at reflektere over fremtiden, og over hvorvidt kapitalen vil være i stand til at tænke futuristisk uden at ødelægge miljøet.

Men selvom økologi er et tema i samtidskunsten netop nu, så er kunsten ifølge Lars Bang Larsen ikke klædt på til at skabe strukturelle forandringer af samfundet.

"Det er jo det, man er oppe imod, hvis der virkelig skal ske noget med bæredygtighed. Gassen går lidt af ballonen, hvis kunsten skal spændes for en sag. Så går det let hen og bliver uinteressant," siger Bang Larsen og tilføjer:

"Kunsten er god til at diskutere, problematisere og stille spørgsmål, vi ikke kender svarene på endnu".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her