Læsetid: 5 min.

Istanbul sætter scenen for ny kunst

Biennaler har præget denne sommers kunstudbud, men få så markant som den 10. Istanbul Biennale. Den gør kreativt brug af byens komplekse historie og centrale politiske placering. Den er en fabelagtig rejse ind i kunsten uden for den vestlige vennekreds
Biennaler har præget denne sommers kunstudbud, men få så markant som den 10. Istanbul Biennale. Den gør kreativt brug af byens komplekse historie og centrale politiske placering. Den er en fabelagtig rejse ind i kunsten uden for den vestlige vennekreds
17. september 2007

ISTANBUL - Biennaler skyder i disse år op som padehatte, og skulle man ikke have fået nok i Venedig, Kassel og Münster tidligere på sommeren, kan man nu fortsætte i Athen, Lyon og Istanbul. Sidstnævnte har især gjort sig bemærket som lokalt udtryk for en verdensomspændende trend, der måske mere end noget andet handler om længslen efter kulturel egenart i en globaliseret verden.

Istanbul er den tusind år gamle port mellem øst og vest og må alene i kraft af sin komplekse historie og centrale, politiske placering udgøre noget nær den ideelle ramme om en stor, international kunstudstilling. Med sin blide melankoli og labyrintiske kaos øver byen en magnetisk tiltrækning på et voksende, vestligt publikum, der mellem de mange kontraster og det farverige forfald synes at finde selve heterogenitetens menneskelige væsen.

Men Istanbul er også Europas traditionelt syge mand, der engang slet ikke var så syg. Den mægtige, osmanniske kejser spredte skræk i hele den oplyste verden, da han i 1762 belejrede Wien. Og såvel englændere som franskmænd havde travlt med at logre med halen for imperiet i øst, der i løbet af 1800-tallet imidlertid langsomt imploderede under sit eget manglende greb om moderniteten. Billedet af tyrkerne som vandpiperygende tæppesælgere stammer fra denne nedgangsperiode, og det er fortsat denne uretfærdige kliché, der med stor succes markedsføres for begejstrede, vestlige turister.

Forskellige moderniteter

Netop moderniteten er det store tema for den 10. Istanbul Biennale. Dog ikke moderniteten som historisk fortid, som den efterhånden behandles i vores del af verden. Men moderniteten som en helt aktuel tilstand i en lang række samfund og lande rundt om på kloden, kendetegnet ved en eksplosiv urbanitet og i særdeleshed ved en voksende, industriel produktion, som det er lykkedes Vesten at eksportere til disse andre. Og selv om den kinesiske stjernekurator Hou Hanrus biennaletitel Not only possible, but also necessary - Optimism in the age of global war kan forekomme en smule overdrevet, så er biennalens helt store fortjeneste at pege på den diversitet af 'moderniteter', der i disse år går for sig rundt om i verden.

Istanbul byder på fremragende værker af en længere række for denne anmelder ukendte kunstnere. Og hører man blandt dem, der efterhånden har set nok amerikansk popkunst og postmoderne, tysk ekspressionisme, så er biennalen en guldgrube af opdagelser. Dog vil den opmærksomme biennale-gænger bemærke, at de mange udstillende tyrkiske og mellemøstlige kunstnere ofte er bosiddende i Vesten, og at deres værker i vidt omfang er sponsoreret af kunststyrelser i Belgien, Holland og så fremdeles. Det er tankevækkende og meget afslørende for, i hvor høj grad penge og de rette europæiske forbindelser spiller ind i forhold til kunstneres muligheder for at udstille på de store biennaler.

Mellem drøm og nostalgi

Istanbul-biennale udfolder sig på tre velvalgte locations, nemlig Atatürk Cultural Center, pakhuset Antrepo no. 3, der ligger lige op af Istanbul Modern-museet og IMC - Istanbul Textile Trader's Market. Mens udstillingen på Antrepo er den mest klassiske biennaleudstilling af de tre, med fokus på globaliseringen og den vildtvoksende urbanitet rundt om på kloden, så er de to øvrige udstillinger smallere og mere præcise i deres tema.

Atatürk Cultural Center ligger på Taksim-pladsen midt i Istanbul og er ligesom det hedengangne Palast der Republik i Berlin et nostalgisk levn fra en beton-socialistisk fortid. Centret står nu foran nedrivning, og udstillingens værker handler alle om modernitetens idealer og utopier udtrykt gennem stræbende og totalitaristisk arkitektur. Den østrigske fotograf Markus Krottendorfers filmiske fotografier fra et russisk hotel fra Sovjet-tiden beretter om denne mellemstation mellem drøm og nostalgi. Det er aften på hotellet og i foyeren, der er på størrelse med en fodboldbane, og i de tomme værelser er lyset stadig tændt.

Lige om lidt, tænker man, vil der komme tre sorte lada'er ræsende op foran hotellet med mørkklædte mænd, der springer ud og skal noget meget vigtigt. Men intet sker, og det er netop Krottendorfers pointe. Atatürkcentrets strenge trapperum går i perfekt dialog med værkerne, og længere oppe finder man et andet highlight. Det er den hviderussiske kunstner Alexander Komarovs blændende smukke videoværk 'On Transparency'. Komarov reflekterer i poetiske billeder over den moderne, vestlige trang til gennemsigtighed - som om man kunne blotlægge magtens inderste sjæl ved at bygge huse og kupler i glas.

I filmen arbejder naturens elementer, vinden og vejret, imod de menneskelige kræfter, og et hold vinduespudsere må konstant på arbejde for at holde glasset rent og opretholde illusionen om en immateriel mur mellem magten og verden.

Folkelig og elitær

IMC er et fantastisk vidnesbyrd om Tyrkiets egen limbo mellem tradition og modernitet. Henlagt til byens gamle handels- og tekstildistrikt rummer IMC både et virvar af forretninger med tøj til mænd og kvinder i alle aldre og religioner samt mindre systuer og produktionsvirksomheder. Meget passende har værkerne på denne del af biennalen arbejdet med produktion som fælles tema. Som Teddy Cruz' tragiske værk, der handler om udvekslingen af arbejdskraft over den mexicanske grænse til USA og trafikken af urbant affald til bygning af skurbyer den anden vej. Også i IMC spiller udstillingens rammer tæt sammen med værkerne i produktionen af deres betydning.

Mens biennalerne efterhånden er for talrige til hver især at kunne påberåbe sig global bevågenhed, så ligger deres styrke i potentialet for lokal udvikling og udveksling med internationale besøgende. Før Istanbul Biennalen var samtidskunsten i Tyrkiet stort set ikke-eksisterende. Sådan er det ikke længere. For i kølvandet på biennalen fulgte projektrum, kunstner-residencies og en forhøjet interesse for ny kunst blandt det lokale publikum. Biennalernes store succes skyldes netop deres evne til at favne både den folkelige offentlighed og det elitære jetset af kunstnere, kuratorer og kritikere. Man kan kun glæde sig til, at vi med U-turn kvadriennalen, der for tiden er under planlægning og skal finde sted i København i 2008, får vores egen version af en stor, international festival for ny kunst.

10. Istanbul Biennale. 'Not only possible, but also necessary - Optimism in the age of global war'. 8. september - 4. november 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu