Læsetid: 4 min.

Jim Morrison og liggesårene

Langt ind i døden. Efterårets nyhed fra Danmark er, at de, der vil dø, er lukket inde i bure, mens de, der ikke vil dø, går fuldkommen frit rundt. Men hvis jeg bliver ude, er der så nogen, der sørger for, at jeg lytter til The Doors og Amy Winehouse, mens livet slipper op?
Frit valg? Får vi mon lov til at vælge Jim Morrison og Bob Dylan, eller bliver vi tvunget til at lytte til Thomas Helmig, når vi til sin tid skal spules rene i en eller anden automatvasker på plejehjemmet?

Frit valg? Får vi mon lov til at vælge Jim Morrison og Bob Dylan, eller bliver vi tvunget til at lytte til Thomas Helmig, når vi til sin tid skal spules rene i en eller anden automatvasker på plejehjemmet?

Jan Persson

21. september 2007

Inde på vor egen kære avis er der nu sådan nogle dødsbure. Her efter sommerferien har jeg set et digitalsnapshot, hvor de dømte vinker glad ud fra de splinternye glasbure, mens den giftige røg med 4.000 kemiske komponenter stiger op fra de hvide dødspinde.

Men efter sommerferien havde jeg også veninderne i røret: "Hvordan går det ...? og familien ...?" og så - for mændene er for længst døde - "hvordan går det så med din mor?"

Og helt ærligt, så går det ikke så godt. Der er én, der har en mor på 84, der langsomt er ved at kede og æde sig ihjel på et plejehjem i Marseille. Den anden tager trofast ned til Lyon til sin 87-årige mor, der for længst er forsvundet ind i Alzheimers-demensens version af at leve i øjeblikket.

Fra Danmark beretter en tredje om moderen, der på 77 sindsygstyvende år dyrker sine neuroser i et dansk parcelhuskvarter med ligusterhæk og det, der er stærkere end valium.

Vi ved det godt. Rygning dræber. Men hvad tror vi så? At vi så slet ikke skal dø?

Jeg er bare bange for, at det præcis er den tanke, der ligger bag: En helt kolossal dødsfornægtelse. Det er da ikke, fordi alle mennesker er dødelige, at jeg også er det. Hvis jeg ikke ryger og ikke engang generes af andres røg, hvis jeg så også løber om morgenen, spiser fiskeolier og frisk frugt, så skulle den være hjemme. Så bliver jeg den Sokrates, der ikke dør.

Der er nok at hævne

Rygterne lyder, at "som sædvanlig er der sjovest der, hvor dødsforagten er størst"- altså inde i burene. Pokkers også, at man ikke ryger, jeg fatter sådan set ikke, hvordan jeg undgik det.

Til gengæld kan jeg ikke være den eneste, der står uden for boksen og også vil have det sjovt, og det er her, det begynder at se dybt bekymrende ud. Især i længden. De kloge har regnet ud, at en ikke-ryger lever 10 år længere end en ryger. Men hvad for 10 år, om jeg må spørge?

Den morsomme version lød, "lev længe nok til at blive en pestilens for dine børn." Der er sandt nok både en hyle-om-natten-tid og en teenagesmækken-med-dørene-tid, man kan overveje at hævne. Men dernæst bliver det så til, hvad der her i avisen førte til den fantastiske overskrift: "De gamle vil leve, til de dør". Den blev der grinet meget af.

Er der kun liv før døden?

Men måske er det ikke spor sjovt. At det er en tautologi er i al fald kun sandt, hvis man tror, døden ikke i en hvis forstand kan indtræde, inden man dør. Og det kan den sagtens med et halvfjerdserudtryk, der hed 'dødens pølse'.

Man behøver ikke lede længe i statistikkerne for at notere sig, hvad det er for en død, nå nej liv, der stikker næsen frem på den anden side af den for tidlige cigaretkræftdød. Hvis man fulgte med i plejehjemsdebatten tidligere på året og manglen på personale og sygeplejersker, kan man vel også få et indtryk.

For en stor del af os betyder det at leve længe, at vi bliver parkeret. Og det bliver ikke med udsigt til børnebørnene. Snarere foran en skærm, hvor man ikke alene skal betragte verden gå af lave, men også se unge mennesker skabe sig tosset til åndssvag musik.

Når jeg når frem til plejehjemmet, er der vel også indført et økohav af grøntsager til de gamle. Hvad så med min Boeuf Bourguignon eller en lille whisky før maden?

Jeg forestiller mig også en mareridtsagtig tilstand, hvor naboen genlytter sine Thomas Helmig- eller Abba-hits, eller hvor en barmhjertig plejer sætter det i mine øredutter, fordi sådan noget hørte man i min ungdom. I min afasi kan jeg ikke engang protestere.

Skulle man begynde at ryge?

At der kommer noget endnu mere samlebåndsagtigt over plejetilstanden for den hob af gamle, vi bliver, er vel nærmest et demografisk faktum. Og det bliver næppe The Doors eller Dylan, vi hører, mens de spuler os af i en eller anden automatvasker, der også vender os, så vi ikke får liggesår. De har vel fået overstået det med, at man bare ligger i sit eget lort til den tid ...

Så kære venner, lige for tiden overvejer jeg, om jeg ikke skulle begynde at ryge. Jeg er sindssygt bange for at dø, lad os lige slå det fast. Men et af de allermest oversete problemer, i al fald i Frankrig, er det store antal gamle, der begår selvmord.

Medmindre vi ikke laver en helt masse andre love og foranstaltninger og tænker den der alderdom helt om, så kan jeg sagtens forudse, at man kan få lyst til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu