Læsetid: 4 min.

Det kærlige, men bestemte spark

Det påfaldende er ikke, at Karen Jespersen nu er blevet medlem af Venstre i regeringen Fogh. Det påfaldende er vel egentlig, at det først sker nu ...
Karen Jespersen betoner den samme formel for velfærdsstaten som statsministeren: Vi skal have verdens bedste konkurrenceevne for at sikre os økonomisk. Men konkurrenceevnen er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for det nationale fællesskab. Vi må også pleje og beskytte den skrøbelige -sammenhængskraft-.

Karen Jespersen betoner den samme formel for velfærdsstaten som statsministeren: Vi skal have verdens bedste konkurrenceevne for at sikre os økonomisk. Men konkurrenceevnen er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for det nationale fællesskab. Vi må også pleje og beskytte den skrøbelige -sammenhængskraft-.

15. september 2007

Lille skat. Jan Sonnergaard har skrevet en novelle om en mand, der vågner op til en lys og glad dag. Der ligger penge på hans bord, fuglene synger, og solen skinner ind gennem vinduerne. Manden fylder sine lommer med penge og begiver sig ud i den sociale virkelighed. Han er rigtig venlig, giver penge til de fattige og klapper dem kærligt på kinderne. Men de fattige, som ikke gør noget ved sig selv, men som tværtimod ødelægger sig selv med misbrug og tobak, dem slår han.

Til sidst møder han en stakkels forhutlet pige, som han inviterer med hjem i sin lejlighed. Han tilbyder hende tøj og øl, han bestiller pizza og forestiller sig, at nu vil pigen tage det pæne tøj og blive et ordentligt menneske. Hun vil tage sig sammen.

Men da hun nægter at tage tøjet på og drikke øl med ham, bliver han rasende. Han overfalder hende og slår hende og sparker hende ud ad døren, ned ad trapperne.

Dette spark er ikke en tilfældig gestus. For i mandens tale til pigen er indlejret den socialpolitiske retorik, som Karen Jespersen brugte som socialminister i 90'erne i regeringen Nyrup: Dengang sagde hun, at de ledige skulle have et kærligt, men bestemt spark bagi. Denne frase blev et slogan for socialpolitikken i 90'erne, der radikalt skiftede karakter. Hvor den traditionelle socialpolitiske indsats rettede sig mod efterspørgslen på arbejdskraft og social forsørgelse af de ledige, vendte den under regeringen Nyrup blikket mod den enkelte klient, som skulle kvalificeres til arbejdsmarkedet. Nu handlede ledighed ikke om mangel på arbejdspladser, men om den arbejdsløses indstilling. Dagpengeperioden blev i samme periode reduceret fra syv til fire år, forpligtelserne til de ledige blev skærpet, og krav om aktivering uden ret til at strejke eller fuld løn blev til standard.

Regeringen Nyrups arbejdsmarkedsreform er socialpolitisk langt mere drastisk end nogen af regeringens Fogh initiativer på området.

Forlængelse af Nyrup-regeringen

Jan Sonnergaards novelle er dedikeret til Karen Jespersen. Den hedder Lille skat, fordi den ledige hos Jespersen bliver til genstand for kærlig omsorg - hvis den ledige altså makker ret. Hvis den ledige derimod ikke retter sig op og forbedrer sin 'indstilling', får han eller hun sparket. Den ledige, der ikke lader sig disciplinere eller ikke kan leve op til kravene om disciplinering, bliver socialt fredløs.

Nu er Karen Jespersen igen blevet socialminister. Denne gang i en anden regering og for et andet parti. Kritikere vil hævde, og har allerede gjort det, at hun er en skamløs opportunist, der skifter parti bare for at blive minister. Hun mener i virkeligheden ikke noget. Hun forfølger sin egeninteresse.

Den kritik er symptomatisk for en populær kortslutning: Man reducerer handlinger til motiver. Og hvis motiverne ikke er noble, kan man diskvalificere handlingen. Denne kritik forholder sig overhovedet ikke til, hvad der siges og gøres. Hvilket i tilfældet Karen Jespersen er nærmest latterligt, fordi hun systematisk i bøger og kommentarer, ved foredrag og diskussioner har tydeliggjort sine holdninger med argumenter.

Men udlægningen af Karen Jespersens 'skifte' som strategisk opportunisme er også af en anden grund fejlagtig: For præcis den indstilling til borgerne, som Jespersen betegnede med frasen om det kærlige, bestemte spark, præger hele regeringen Foghs retorik. Det er bare blevet til 'noget for noget', og det skal 'kunne betale sig at arbejde'. Regeringen Fogh markerer i den optik ikke et brud med regeringen Nyrup, men en klar forlængelse. Sociale klienter, indvandrerne, skoleeleverne og de studerende skal forpligtes på deres selvudvikling. De skal gennem kontrakter og udviklingsplaner forpligtes på at tage sig sammen og udvikle en positiv indstilling.

Det er lige så forkert at bestemme den indstilling som liberal, som det er at kalde den autoritær: Den regerer liberalt på, at den enkelte skal udvikle sig selv, men den gør det autoritært, idet regeringen sætter præmisserne for den rigtige selvudvikling. En liberal bestræbelse på at udvikle den enkelte til en myndig borger kombineres med en autoritær bestemmelse af den myndige borger som produktiv arbejdskraft. Relationen har en autoritær kvalitet, idet det kun er myndighederne, som kan sanktionere borgeren ved at reducere deres sociale ydelse eller tage SU fra dem. Borgerne har ikke nogle sanktioner den anden vej. Denne indstilling udviklede Karen Jespersen gennem 90'erne, og regeringen Fogh har forsat den programmatisk.

Angreb på pessimistiske intellektuelle

Det påfaldende er egentlig ikke, at Karen Jespersen nu er blevet medlem af Venstre og minister i regeringen Fogh. Det påfaldende er vel snarere, at det ikke er sket før. Hun deler statsministers aversioner mod den kulturelle overklasse af humanister, som hun i overensstemmelse med Foghs foragt for 'slaphed' og 'pladderhumanisme', kalder for 'naivister'. Sammen med sin mand, Ralf Pittelkow, skrev hun bogen De lykkelige danskere, som var et angreb på de intellektuelle pessimister, der ser ned 'almindelige menneskers' tilfredshed.

Den front artikulerer statsministeren med akkurat samme ord, når han åbner sine taler med at fortælle danskerne, hvor lykkelige de er. Og Karen Jespersen betoner den samme formel for velfærdsstaten som statsministeren: Vi skal have verdens bedste konkurrenceevne for at sikre os økonomisk. Men konkurrenceevnen er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for det nationale fællesskab. Vi må også pleje og beskytte den skrøbelige 'sammenhængskraft'.

Det er ikke uden en vis ironisk underholdningsværdi, at Socialdemokraterne nu lægger afstand til Karen Jespersen og erklærer sig uenige med hende. Men måske kan skiftet fungere som et kærligt, men bestemt spark bag i til det gamle arbejderparti, som vil tvinge det til at gøre op med det skånselsløse aktiverings- og disciplineringsregime, som de selv realiserede i 90'erne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Aha!... "Karen Jespersen betoner den samme formel for velfærdsstaten som statsministeren: Vi skal have verdens bedste konkurrenceevne for at sikre os økonomisk." .. så det er derfor vi( alle danskere) skal have en uddannelse og tjene til BNP'et.... "Vi skal have verdens bedste konkurrenceevne for at sikre os økonomisk.".... det er klart, det bedste mål for Danmark.. "...verdens bedste konkurrenceevne for at sikre os økonomisk." .. glem alt om frihed, lighed, og kærlighed.. det er BNP'et og konkurrence evnen det kommer først... lær det, eller du er en social taber..

Lykkeberg har præsteret en korrekt analyse, der på klassekamppræmisser afgiver klar samfundsrelevant basis for et adækvat handlingsimperativ ad den socialistiske vej, som Karen Jespersen ville have udtrykt det.

For også Nyrup var fascineret af den nye tid anført af USA, som blev introduceret i Danmark i 1990'erne; hvad enten det var frygten for det genforenede Stortyskland, en amerikansk diplomatisk storoffensiv ad for offentligheden ukendte kanaler for at sikre sig en trofast allieret i Østersøområdet eller noget andet, og det er vel ikke umuligt at forstille sig, at Nyrup også gerne ville gå med i Irak-krigen midt i globaliserings-euforien.

... men hvorfra kommer forestillingen om en befolkning, der ikke kan udholde tanken om, at andre driver den af på divanen (Karen Jespersen-citat efter hukommelsen), mens de selv knokler (paradoks: Danskerne tror jo ellers netop, at de er lykkeligere end andre, og de elsker at arbejde, så egentlig burde de ikke være misundelige, men have medlidenhed med de ledige)? Den forestilling er vist mest Karen Jespersens egen, hvorimod idéen om, at man kan tage sig sammen og finde arbejde, nok har større folkelig basis.

Konklusion: Folket har altid ret - altid. Proletariatets diktatur er en realitet!