I Kanyes virkelighed

Der var pinlig tavshed hos Roc-A-Fella Records, da Kanye West i 2002 bad om lov til at udgive et rap-album. Pinlig tavshed, efterfulgt af en brølende latter.

Selv om Kanye West var pladeselskabets mest succesfulde producer, var han langt fra det, man forbandt med en rapstjerne. Han stod i sin lyserøde Ralph Lauren-polo med opslået krave, skotskternede bukser og Gucci-hjemmesko. Han var en joke for studiets hårde gangsterrappere.

Kanye West var ikke opvokset i ghettoen. Han gik ikke med våben. Og han havde ikke været i spjældet for mordforsøg eller narkohandel. Han var ikke rapper. Han var en middelklasseknægt med ressourcestærke forældre fra et forstadskvarter til Chicago, og hans største forseelse var at droppe ud af universitet for at hellige sig sin musik.

"Han var tydeligvis ikke fra det samme sted som os andre," forklarer rapperen Jay Z til Time Magazine. Kanye West har produceret en stribe hits for Jay Z, der er en af Roc-A-Fella-selskabets hårdeste drenge.

"Vi er alle vokset op på gaden og har måttet hustle os igennem tilværelsen. Og Kanye, han har ikke hustlet en eneste dag i sit liv. Jeg kunne overhovedet ikke se, hvordan det skulle fungere."

To år efter udgav Kanye West The College Dropout. Albummet solgte fire millioner eksemplarer, blev nomineret til 10 grammyer og ændrede hip hop-historien. På tirsdag fuldender han sin 'College-trilogi' med albummet Graduation.

I say fuck the police, thats how I treat them

wealth

Kanye West er vokset op alene med sin mor, Donda West. Hun var professor i engelsk litteratur ved University of Chicago, og hans far var fotograf med en fortid i borgerretsgruppen Black Panters. De blev skilt, da Kanye West var barn, men han har aldrig manglet noget eller er blevet holdt nede - tværtimod. Som hans mor har beskrevet i bogen Life Lessons From The Mother of A Hip-Hop Superstar, har han siden barns ben fået banket ind i hovedet, at uddannelse og det at sige sin mening er det vigtigste i verden. Kanye West er derfor gået en lige og lovlydig vej, indtil han to år inde i sin universitetsuddannelse endelig fik sin mors accept til at droppe skolen til fordel for musikken.

Den sorte sandhed

Så enkel og uspændende var Kanyes Wests baggrund, og det passede ikke sammen med rap-industrien. Han måtte gå fra pladeselskab til pladeselskab og trygle om en pladekontrakt, men ingen kunne se ideen i at udgive ham som soloartist - slet ikke som rapper. Det var simpelthen umuligt at markedsføre den kønne forstadsdreng som et bandemedlem med skudsår på brystet. Til sidst gav Roc-A-Fella efter, og da The College Dropout året efter lå færdigt, var der ikke flere, der grinede. Hele verden tabte kæben. Hip hop-uret gik i stå. Og branchen måtte revurdere sig selv.

I stedet for at foregive en barsk baggrund eller bilde verden ind, at han var narkohandler, brugte Kanye West sin pæne historie aktivt. Som en ironisk kommentarer til hip hop-branchens bad boys brugte han sin universitetsbaggrund i titlen på albummet, og lod det være det mest kriminelle, han havde gjort - at være droppet ud af universitetet. Eller rettere smidt ud, for pladen indleder med, at figuren Kanye West bliver smidt ud af universitetet for at sige sandheden om de sorte.

Og sandheden om de sorte gør ondt i hip hop-kredse. Hvor de fleste rappere på dette tidspunkt heroiserede narkohandel, bandeopgør og skuddueller, psykologiserede Kanye West klogt over fænomenet. Han placerede de barske drenge i en social kontekst og skriver i åbningsnummeret om afroamerikanernes - eller som Kanye West kalder det Niggas - undertrykkelse og fattigdom. Om hvordan han som barn så op til narkohandlere, fordi de havde penge modsat de andre sorte, mens et børnekor i omkvædet synger om narkohandel og død.

Ultra velproduceret, humoristisk og benhårdt satte han rapverdenens referencer til vægs uden de sædvanlige personangreb eller nedladende kommentar om de andres kvinder eller store biler. Han havde ikke tid til personfnidder. Kanye gik hele vejen. Vred og med noget på hjerte. Som han beskriver det i nummeret "It All Falls Down":

"Det ser ud til, vi lever den amerikanske drøm/ Men folk højest oppe har den laveste selvtillid/ De smukkeste mennesker gør de grimmeste ting/ For vejen til rigdom og diamant ringe."

Efterfulgt af et direkte angreb på fremstillingen af de sorte for at sælge plader i en rap-industri.

'Vi stråler, fordi de hader os'

Kanye West taler ikke kun med en bedrevidende stemme. Han er ikke kun en figur, der har gennemskuet verdens sande tilstand og nu skal belære os om, hvordan vi bør leve vores liv. Tværtimod inddrager han sin egen tvivl og fascination af ghettolivet og taler med to stemmer gennem pladen.

Den ene tilbeder mærkevarer og store biler, og den anden skammer sig nærmest missionsk og flagellantisk over overforbruget. Han prædiker kristne budskaber og lysten til at skide på det hele på en gang. Og han tager som den stærke mønsterbryder altid de svagestes side. Som i nummeret "Jesus Walks", der fuldstændigt uhørt blev et kæmpehit på trods af et kristent tema. Her rapper han om narkohandlere og mordere i samme åndedrag som den enlige mor på bistand. Alle ofre for et velfærdssamfund, der ikke fungerer. Et hit, der ironisk nok brokker sig over, at det aldrig bliver et hit, fordi det ikke handler om stoffer og ludere.

We rappers are role models, we rap, we don't

played Huh?

70 procent af USA's hip hop-udgivelser købes af hvide amerikanere. Den stereotype forestilling om den afroamerikanske kultur som en barsk gangsterghetto har således et massivt tag på den hvide middelklasse, og det har reklamefolk og pladeselskaber for længst fundet ud af. Tøj, smykker, livsstil og musik - der er penge i ghettoen.

Men det er ikke den illusion, Kanye West forsøger at sælge. Musikalsk balancerer han mellem pop, gospel, soul og hip hop, og det så fintfølende, at han ligger i heftig rotation på store kommercielle radiostationer, samtidig med at hip hop-stationerne spiller hans hits. Han samarbejder i stor stil med hvide musikere, og selv om han problematiserer de sortes forhold og trækker tunge veksler på den afroamerikanske mytologi, gør han det ikke som et oprør eller en modkultur. I højere grad end gangsterrappen er Kanye West inkluderende i sine brede sorte referencer som Ray Charles, Luther Vandross, Left Eye og Shirley Bassey.

Politisk engageret

Efter College Dropouts enorme succes var Kanye West blevet indbegrebet af den moderne conscience rap - samvittighedsfuld rap - der ikke havde været in siden 80'erne. Der var pludselig andet på spil end 'pimps og hos' i hip hop-verden, og allerede da de første singler fra opfølgeren, Late Registration, ramte gaderne i begyndelsen af 2005, stod det klart, at Kanye West havde tænkt sig at fortsætte, hvor han slap.

På nummeret "Diamonds from Siera Leone" går han således frontalt til angreb på gadens ultimative bling, diamanter. Med en sampling af det gamle Shirley Bassey-hit "Diamonds are forever" sætter han fokus på borgerkrigen i Siera Leone og den ulovlige diamanthandel.

"Sierra Leone er forbundet til det vi gør i dag/ Vi dør af stoffer her / Derovre dør de af det vi køber for stoffer."

Ligesom på College Dropout rettede Kanye West igen skarptsynet mod sin egen branche og medievirkeligheden. Igen var det uden hip hoppens klassiske personangreb, men med et skarpt analyserende blik for sociale realiteter, og igen var det de to stemmer, der talte. Den ene pralende og storforbrugende - den anden mere ydmyg og problematiserende.

Efterhånden som Kanye Wests succes tog til, begyndte hans politiske engagement også at gløde stærkere. Som på det ellers smukke åbningsnummer på Late Registration, hvor han direkte beskylder den amerikanske regering for at have skabt aids og slutter af med ordene "I guess they want us all behind bars./I know it," med en henvisning til den afroamerikanske del af befolkningen.

Da Kanye West senere samme år var medvært på et landsdækkende indsamlingsshow for ofrene til orkanen Katrina, sprang han for alvor ud over den politiske kant. I showet skulle forskellige berømtheder pligtskyldigt læse op fra cue-cards, men Kanye West havde ikke tænkt sig at agere nikkedukke. Med en bævrende nervøs stemmeføring kastede han sig ud i et selvmordsangreb mod regeringen indsats og mediernes dækning af orkanen: "Jeg hader den måde, de portrætterer os på i medierne. Du ser en sort familie, og så hedder det: 'De plyndrer'. Du ser en hvid familie, og så hedder det 'De leder efter mad'."

Stemmen var grødet, og Kanye West var tydeligt bevæget og overraskende upræcis i formuleringerne. Kameraerne rullede videre, og medvært Mike Meyers smil stivnede.

"Det er mit folk, der ligger dernede. Vi ved kun, at mange af dem, der kunne hjælpe i øjeblikket, kæmper et andet sted i verden. I Irak. Og de har nu fået ordrer på at tage derned og skyde os."

Og så faldt sætningen, som kvalte USA i aftenkaffen, og dagene efter gik verden rundt.

"George Bush er ligeglad med de sorte." Klip. Billedet forsvandt, men ordene gav genlyd over hele USA.

I feel the pressure, under more scrutiny,

And What I do? Act more stupidly.

Bought More Jewelry, More Louis V, My momma couldn't get through to me

Med The College Dropout og Late Registration revolutionerede Kanye West den kommercielle hip hop. Hele stilen ændrede sig, og teksterne skiftede karakter. Det var ikke længere et must at være kriminel, og det var pludselig i orden at have noget på hjerte. Teksterne handlede ikke kun om store biler og ludere, men det blev accepteret at rappe om storpolitik og social retfærdighed. Selv tøjstilen ændrede sig,

"Du kan ikke rende rundt i baggie pants og sportstrøjer, når du er 30 år," erklærede Jay Z, og bling, bling havde definitivt skiftet betydning. Nu var ghettomoden afløst af en mere distingveret stil, der lånte fra den britiske overklasse og dandyfiguren. Jakkesæt, poloshirts og sixpence afløste det posede tøj og bandanas.

Kanye West står så nær toppen af hip hop-tronen, som man kan komme. På tirsdag udkommer sidste del i trilogien, der meget passende har fået titlen Graduation.

Og udgivelsesdagen er ikke helt tilfældigt valgt. Ikke alene er datoen til at huske for amerikanerne - det er den 11. september - men Kanye Wests komplette modstykke og nærmeste konkurrent på hip hop-listerne 50 Cent udkommer med sin nye plade samme dag. Allerede nu har foromtalen for de to rapperes albums været massiv, og 50 Cent har blandt andet erklæret, at han indstiller karrieren, hvis ikke han sælger flere plader end Mr. West. Kanye West derimod tager det mere roligt. Han er godt klar over, at konkurrencen mod 50 Cent er svær, og glæder sig mest af alt over den omtale, det giver.

"Det er vigtigere for mig at være med i den begivenhed end at blive nummer et eller to," siger han til The Observer. "Hvis jeg udkom hvilken som helst anden uge, ville folk jo være ligeglade med, hvor meget jeg sælger, men nu vil de virkelig gå op i det og skabe en begivenhed ud af det."

Lyser i mørket

De første singler fra Graduation er sendt i heftig i rotation på verdens radiostationer, og grundtemaerne og de skiftende stemmer er stadig de samme. Men stilen, lyden og fremtoningen har fået en ny og sværere aflæselig kant.

I videoen til nummeret "You Can't Tell Me Nothing" lader han den amerikanske singer/song writer Will Oldham og komikeren Zack Galifianakis gøre tykt grin med alle de gængse hip hop-koder. Kanye West er ikke selv med i videoen, men den kraftige fuldskæggede Galifianakis mimer til Kanye Wests rap gennem hele nummeret. Det hele foregår på den gård i North Carolina, hvor Galifianakis og Oldham brænder dæk af på en traktor, cruiser på ladet af en firehjulstrækker og poserer i jesuspositur. Vi er langt fra ghettoen.

Musisk har West på Graduations anden single, "Stronger", indgået et samarbejde med den franske elektropopduo Daft Punk, og den tilhørende video tegner et futuristisk Blade Runner-univers, der er næsten længere væk fra hip hop-scenen end gården i North Carolina. Kanye West springer rundt med hvide 80'er plastisklameller som briller i tætsiddende denimtøj. "Neon" betegner Kanye West selv stilen, og hele hans studie er nu blevet dekoreret med neonlys.

"Jeg har fundet min stil nu. Jeg har kunnet lide det, siden jeg var lille. Pladeselskabet har prøvet at give mig en stil, og jeg havde svært ved at finde mig til rette," siger Kanye West til The Observer.

"Jeg er neon". Intervieweren gentager. "Du er Neon?"

"Ja. Jeg. Lyser. I. Mørket."