Læsetid: 4 min.

Hvor meget koster et citat?

'DR honorerer ikke kilder til journalistiske historier,' står der i DR's programetik. Men DR betalte for nylig en kildes rejse til Djibouti. Og det er almen praksis at aflønne eksperter. Så hvor går grænsen for checkhæfte-journalistikken?
Kultur
14. september 2007
'DR honorerer ikke kilder til journalistiske historier,' står der i DR's programetik. Men DR betalte for nylig en kildes rejse til Djibouti. Og det er almen praksis at aflønne eksperter. Så hvor går grænsen for checkhæfte-journalistikken?

DR trådte over en usynlig grænse, da de for nylig betalte en kildes rejse til Djibouti.

De danske gidsler fra skibet Danica White var blevet frigivet af somaliske pirater, og de pårørende ville gerne tage imod deres familiemedlemmer i Djibouti, men de havde ikke råd. DR tilbød at betale for rejsen, så de kunne få billederne af genforeningen til DR Nyheder.

I dag fortryder nyheds-chefen:

"Vi er ude i den mørkere ende af gråzonen. Vi skulle ikke have gjort det, for der skal ikke være penge mellem kilderne og medierne," siger Henrik Keith Hansen, der dog ikke mener, at kilderne havde et troværdighedsproblem i den aktuelle sag, da det kun var rejseomkostningerne, DR dækkede. En enkelt bror kom til Djibouti, men DR fik ikke noget indslag, da TV-holdet sad fast i lufthavnen.

Sagen ligner dog andre tilfælde, hvor medierne betaler kilders togrejser, når de skal deltage i indslag i et tv-studie. Og Henrik Keith Hansen mener heller ikke, forskellen er så stor:

"Det underminerer jo ikke broderens troværdighed, at vi betaler hans rejse, så han kan møde sin bror. Men det kan det jo sagtens gøre i en anden situation. Principielt set bør vi ikke gøre det. Men jeg vil ikke sige, at vi aldrig vil gøre det, for situationen ville kunne opstå," siger Henrik Keith Hansen og nævner et tænkt eksempel:

Hvis en dansk journalist kommer i kontakt med en dansk kilde i en krigszone, og det viser sig, at kilden er strandet uden penge eller mulighed for at komme hjem, så skal journalisten være behjælpelig.

"Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke hjalp den strandede dansker til at redde sig selv. Derfor er det svært for mig at love, at vi aldrig vil give en kilde penge," siger Henrik Keith Hansen.

Over grænsen

At der principielt set ikke bør være penge mellem journalister og kilder er en alment accepteret norm blandt journalister. Og det selvom checkhæfte-journalistikken har eksisteret lige så længe som journalistikken selv. Kontrakterne mellem journalister og kilder opstår gerne i de mere kulørte dramatiske historier, som da den overlevende telegrafist fra Titanic solgte sin historie til New York Times, der fik eneret på historien.

Op igennem historien er især USA blevet kendt for den slags kontrakter, men Danmark har også fået sin kulørte checkhæfte-historie. Det skete, da Ekstra Bladets Forlag indgik en kontrakt med en af de centrale kilder i Tøndersagen. Kilden, der går under navnet K, havde indledt et samarbejde med en Ekstra Blads-journalist, Claus Jessen, der var i gang med at skrive en bog om Tøndersagens forløb. Men da to andre journalister med bogplaner fik kontakt til K, indgik Ekstra Bladets Forlag en kontrakt med kilden. Kontrakten indskærper, at kilden ikke offentliggør eller delagtiggør andre forfattere, journalister eller medier i sin historie uden skriftlig aftale med Ekstra Bladets Forlag. Hvis K bryder kontrakten, giver det forlaget retten til at afsløre K's hemmelige identitet.

En af de journalister, der også ville tale med K, finder det ret problematisk:

"Hvis et medie sætter sig eksklusivt på en kilde, har de også fribillet til at bruge kilden til hvad som helst. Det svarer jo til, at en videnskabsmand lavede en afhandling, men at ingen måtte se mellemregningerne," siger Mads Brøgger, der er medforfatter til en bog om Tøndersagen, der udkommer til oktober.

Flydende grænser

Ekstra Bladets Forlags kontrakt med K er muligvis ikke juridisk gyldig, hvis en af parterne en dag beslutter sig til at effektuere den. Det fortæller advokat Anne-Marie Németh fra Dansk Journalistforbund til fagbladet Journalisten. Kontrakten er muligvis på kant med aftaleloven, men i andre tilfælde er grænsen mellem en kompensation for rejseomkostninger eller en direkte betaling ofte flydende.

"Der må være en eller anden form for blød grænse, der ligger et sted mellem eksperter og hverdagspersoner. Hverdagsmennesker, der leverer cases til medierne, bør ikke få betaling, hvorimod folk, der bruger tid på at forberede sig og sælger ud af deres viden, gerne må modtage en kompensation," siger Charlotte Wien, der er lektor i kildekritik på Syddansk Universitet.

Det er normalt, at en ekspert får et 'rådighedsbeløb' til at dække togudgifter eller andre gener forbundet med at skulle deltage i en sen nyhedsudsendelse. Men så snart man betaler direkte for en kildes informationer, bliver det problematisk, siger Nete Nørgaard Kristensen, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

"Så snart der kommer et økonomisk forhold mellem journalisten og hans kilde, kan der opstå tvivl om, hvorvidt det, folk fortæller, er sandt, eller om de siger, hvad journalisten gerne vil høre. Det rykker ved normen om journalistikkens autonomi i forhold til eksterne interessenter," siger hun og tilføjer så i samme åndedrag: "Men der er nok nogle grænsetilfælde."

"Det må være op til den enkelte journalist, hvor grænsen går i praksis," slutter Nete Nørgaard Kristensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fremragende artikel, Kirsten. Jeg har desværre først fået læst den nu, da jeg jo er ramt af ferie. Hvad mon der skete, hvis jeg betalte naboen her i Seillans (France) en flybillet for at tage med til København og se på dansk dobbeltmoral?

Nå, så DR betaler ikke for journalistiske historier?? Historien viser noget andet. Bl.a. har Forsvundne Danskere været i Grækenland, Sporløs rejser kloden rundt, og var sidst i Bulgarien, og DR betalte vel også den unge mands rejse derned?? I går var der f.eks. et program i DR der handlede om at DR betalte en mors rejse til Indien for at hun kunne se sin søn. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om moderen selv betalte for rejsen, men da det ligger i konceptet for udsendelsen 'besøg hjemmefra?' at beøget skal være en overraskelse, mon så ikke DR har betalt også denne rejse.

På den baggrund kan jeg ganske enkelt ikke hidse mig over, at DR har betalt en eller to rejser for familiemedlemmer til søfolkene på Danica White.
Der er jo ikke på nogen måde tale om at DR har betalt for søfolkenes version af historien, blot at DR har betalt rejse-omkostningerne for en bror, som gerne ville gense sin sømandsbror.

Og som sagt når DR direkte kan betale til f.eks. at Hammerslag tager til Qatar eller Tyrkiet eller for at Jens Baluenfeldt kan tage til Israel i en udgave af programmet *kender du typen* ja så kan jeg altså ikke hidse mig op over at DR har betalt en rejse til Djibuiti for en bror.

/Karsten

Det er forkasteligt, men hvad skulle ellers licens penge bruges til. Gode dokumentarfilm, historiske eller videnskabelige begivenheder, eller sjove, tankevækkende quizzer eller underholdning. Nåh nej, de sparer jo til byggeriet. Derfor også massefyringer. Men hvad ved almindelig borger om økonomi, organisation og ledelse.

Kirsten Sterling

Til Karsten Aaen
Alle de programmer du nævner er underholdningsprogrammer. De er events, som DR skaber, og som ikke ville være opstået, hvis ikke DR havde arrangeret og betalt for dem. Problemet opstår, når journalister begynder at betale kilder i nyhedsjournalistikken. Ekspemplet med Danica White er en mindre sag, men ikke desto mindre er det event-journalistik. Man vil gerne have gensynsglæde og følelsesmæssig kulør på indslaget, (ligesom i underholningsbranchen) og det koster penge at lave events. Nyheder må ikke blive til events, som vi skaber, de skulle gerne opstå af sig selv, og så er det journalisters rolle at dække dem - derfor er det problematisk.
/ Kirsten Sterling