Læsetid: 5 min.

Krig, kærlighed og gopler

CIFF. Efter 60 års tilløb viser Israel virkelig format som filmnation, hvilket Copenhagen International Film Festival, der begyndte i går, markerer med en israelsk serie. Vi tager tre stikprøver
Sarkasme. Vi bevogter bjerget - så det ikke stikker af, siger en af soldaterne i -Beaufort- - en film om den israelske besættelse og afviklingen af det militære engagement i Libanon.

Sarkasme. Vi bevogter bjerget - så det ikke stikker af, siger en af soldaterne i -Beaufort- - en film om den israelske besættelse og afviklingen af det militære engagement i Libanon.

Fra filmen

21. september 2007

At dømme ud fra mediernes omtale af landet kunne man tro, at alle israelske film handler om krig, krise og konflikt. Men hvor tendensen i 1980'erne gik mod store politiske værker, som forsøgte at favne hele Israels dramatiske historie, blæser vindene nu i retning af mere personlige, slice-of-life-orienterede film. Det udelukker dog ikke en politisk dagsorden, for netop spændvidde er et af kendetegnene i israelsk film just nu.

Tag blot The Bubble af Eytan Fox (f. 1964), som vel kan kaldes Israels Pedro Almodovar. Filmen begynder som en tempofyldt storbykomedie komplet med håndholdt kamera og vittig dialog for så at tage en dyster drejning.

Yali, Noam og Lulu er i 20'erne, og bor i bofællesskab i Tel Aviv, Israels næstestørste by, der af en ikke-lokal hånligt betegnes 'boblen', da dens mange flippede og frisindede indbyggere ifølge ham lever en virkelighedsfjern tilværelse. Foragten går også den anden vej: "Jeg elsker Tel Aviv. Det er bare en skam, at den er omgivet af så meget crap," som Yali siger.

Grænseløs kærlighed

Den aspirerende modedesigner Lulu er ifølge vennerne 'Israels Carrie Bradshaw'. Lulus liv er dog andet end flirt og fodtøj. Da hun er engageret på venstrefløjen og i en fredsbevægelse, selvom man fornemmer, at det til dels er en livsstilsting. Sammen med Noam og Yali, som begge er homoseksuelle, men ikke danner par, arrangerer Lulu rave-parties for at sprede det budskab, at Israel bør trække sig ud af de besatte områder.

Noam er forelsket i arabiske Ashraf, som ser israelsk ud og taler perfekt hebraisk. Ashraf er også skudt i Noam, og bor og arbejder illegalt i Tel Aviv, indtil en af Lulus hævngerrige tidligere elskere destruerer hans dække.

Nu er det Noams tur til at påtage sig en falsk identitet, som fransk tv-reporter, hvilket gør det muligt for ham at tage til Nablus og genforenes med Ashraf for en kort stund. Fronterne trækkes hårdere op, da Ashrafs søster gifter sig ind i et militant-muslimsk miljø, hvor tolerancen overfor homoseksualitet ikke er den samme som i Tel Aviv.

Fox' film nyder godt af et karismatisk ensemble, ikke mindst Daniela Virtzer som den sexede street fighting woman Lulu og Ohad Knoller (der ligner et kryds mellem Mark Hamill og James Cagney) som romantikeren Noam. Mens instruktørens skildring af ung livslyst, venskab og kærlighed virker indfølt og ægte, er den politiske intrige mærkbart mindre elegant håndteret, ligesom filmens dramatiske slutning virker forceret og utilstrækkeligt motiveret.

Alligevel har The Bubble styrke som et studie af en gruppe unges trodsige forsøg på at leve et ubekymret liv et sted i verden, hvor de rå realiteter har det med at indhente én før snarere end siden.

Dem, der vogter bjerget

Joseph Cedars (f. 1968) Beaufort var et stort publikumshit i hjemlandet og ser tilbage på Israels militære tilstedeværelse i nabolandet Libanon. Filmen er navngivet efter og udspiller sig på et fort fra korstogenes tid, som israelerne indtog ved indrykningen i 1982. Nu skriver vi 2000, få dage før Israel nedlægger sin bufferzone i Sydlibanon og tager hjem. Vi følger en gruppe krigstrætte og desillusionerede soldater under ledelse af den karismatiske Liraz Liberti (Oshri Cohen).

Når ellers Hizbollah holder pause i raketbombardementet, lufter nogle af soldaterne deres skepsis over for indsatsens nytte: "Vi bevogter bjerget - så det ikke stikker af," som én med sublim sarkasme udtrykker det. Er det landsmændene i toppen af kommandokædens kompetence, der betvivles? Eller er det deres moralske habitus, deres basale medfølelse for fodtudsen? Israelerne burde om nogen være motiveret til at stå sammen indbyrdes, men Beaufort skildrer, hvor skrøbelig en størrelse nationalt sammenhold er, også - eller især - i krigstid.

Cohen (der ligner en ung, atletisk Kim Bodnia) forankrer filmen med sin stærke præstation som den hårdt prøvede Liberti. Cedar anvender et bevidst langsommeligt fortælletempo for at skildre krigens psykisk drænende vekslen mellem anspændt venten og korte glimt af gru. Han gør også begavet brug af fortets lange, trange gange og egnens ærefrygtindgydende bjerglandskab, hvis skønhed træder endnu tydeligere frem, fordi det meste af filmen udspiller sig i diset trøstesløshed.

Beaufort er seværdig og stemningsmættet trods enkelte fejltrin. Det modarbejder således filmens troværdighed og tid- og stedspecificitet, når Cedar disker op med den mest udtrådte af alle krigsfilmklicheer: Soldaten, som tæller dagene til han genforenes med sin kæreste. Så ved vi nok, hvordan det går ham.

Alt godt fra havet

Sidst og kun mindst målt i spilletid finder vi Jellyfish (de 'gopler' artiklens overskrift henviser til), vinderen af dette års Guldkamera på filmfestivalen i Cannes. Den er skrevet af Shira Geffen, som har instrueret i samarbejde med ægtefællen, den populære forfatter Etgar Keret (f. 1967).

Parret folder store ambitioner ud i deres bittersøde, visuelt inspirerede og yderst velspillede 'flettefilm' - og kommer tørskoede i land. På fem kompakte og poetiske kvarter formår de via tre handlingsspor at belyse mistro, fordomsfuldhed og splid mellem såvel befolkningsgrupper som børn og deres forældre.

I årene efter Sovjetunionens sammenbrud modtog Israel en million russisk-jødiske immigranter, og to af filmens tre plots berører spændingerne mellem den jødiske stats indfødte (eller næsten) borgere og de nytilkomne. Vi møder således både en russisk-israeler og hans smukke hustru på deres meget lidt muntre hvedebrødsdage, og følger et opgør mellem en asiatisk hjemmehjælper og en vrissen og racistisk ældre dame.

I en ensemblefilm sømmer det sig vel strengt taget ikke at stjæle billedet, men man tilgiver unge Sarah Adler, at hun i filmens tredje historie gør just det. Adler yder en pragtpræstation som den vægelsindede kvinde Batya, der, efter nølende at have fyret sin kæreste, ser en lille pige stige op af havet på stranden i Tel Aviv. Pigen er tilsyneladende stum, og snart føler Batya moderlig omsorg for det ensomme lille væsen, som skal vise sig at være en forståelsesnøgle til fortiden.

Det lyder måske tungt og nedslående, men er tværtom bevægende og opløftende, endda morsomt, fordi instruktørerne også finder plads til en løjerlig humor, som leder tanken hen på de bedre amerikanske independent-film. Det ligner desuden en sofistikeret vittighed fra Geffen og Kerets side at lade vand og hav fungere som gennemgående symbolske størrelser i denne (usentimentale) tåreperser af en film.

Israel er desuden repræsenteret i CIFF's hovedkonkurrence ved Eran Kolirins komediedrama The Band's Visit, og festivalens israelske serie rummer yderligere tre titler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu