Læsetid: 10 min.

Kunsten at skride fra det hele

Skilsmisser, stormfulde kærlighedsaffærer og egoer, der ikke er skabt til tosomhed og må skride fra det hele. Mytologien om den mandlige kunstner som den ensomme ulv lever. Men når kunstnerens ukonventionelle privatliv bliver selvportrætteret rammer det småborgerligheden i et skær af egoisme
Mytologien om den mandlige kunstner som den ensomme ulv lever. Men når kunstnerens ukonventionelle privatliv bliver selvportrætteret rammer det småborgerligheden i et skær af egoisme
14. september 2007

She said "Where ya been ?".
I said "No place special ?"
She said "You look different".
I said "Well I guess"
She said "You been gone".
I said "That's only natural"
She said "You gonna stay ?".
I said "If you want me to, Yes".
Bob Dylan, Isis

Ved lanceringen af Ole Bornedals nye film var én klar vinkel givet på forhånd. En selviscenesættelse om man vil eller en ærlighed, som af og til ses, når kunstnere præsenterer nyt materiale. Det handlede om den utæmmelige lidenskab. Om ustyrlige kræfter inde i mennesket, der tilsidesætter en hver form for rationalitet og fornuft. Om drømmeren i os alle og trangen til at bryde ud. "Hvad gør man, når det forkerte føles rigtigt," som det hedder i filmens undertitel.

Skulle de tungnemme journalister have svært ved at fange den vinkel, havde Bornedal for en sikkerheds skyld udarbejdet et såkaldt directors note, der gjorde det helt klart, at filmen udsprang af egne oplevelser med en skilsmisse, og at Bornedal selv havde oplevet at tage livtag med smerten, løgne, lidenskaben og drømmeren inden i.

"På en bjergvej i Nordnorge fik jeg ideen til den her film," begynder teksten, der gik rundt blandt kulturjournalister. "Bag mig - et sted i Danmark - var min familie. Et helt andet sted. Min kone og mine tre vidunderlige børn. Jeg følte mig skamfuld over, jeg kunne sidde der i bilen og føle mig lykkelig uden dem."

Ole Bornedal forklarer, at han er på vej til den kvinde, han har forelsket sig i. At han måtte forlade familien og vælge lidenskaben for at sidde med sin nye kærlighed på et skib på Polarhavet "sammen om natten og spejle os i nordlyset."

Næsten alle de interview, Bornedal gav ved lanceringen af filmen kom til at handle om det. Kulørte blade, formiddagsaviser, nicheaviser, de nye og gamle. Hele vejen rundt fik vi historien om opbruddet fra Bornedals grå hverdag. Ægteskabet, kedsomheden og leverpostej. Som den kunstner, han er, havde Ole Bornedal valgt lidenskaben over hverdagen og brugt smerten som brændstof, brugt det til at skabe kunsten. Brugt sig selv. Investeret sig selv i kunsten.

En forfængelig egoist?

Bornedal trådte ind i et udødeliggørende rum. I en mytologi om manden, hvis drifter rækker ud over det banale dødelige liv. Det er fortællingen om en figur, der er velkendt hos kunstnere, der har det med at forvirre læseren med biografiske vragstumper og offentlig optræden.

Jørgen Leth, Morten Sabroe, August Strindberg, Ingmar Bergman, Ole Bornedal, Tom Kristensen, Bob Dylan og beatdigterne. Fælles for dem alle er at de på de mere eller mindre subtilt har brugt deres private problemer i deres kunst. Og fælles for dem alle er, at de er mænd. De lever myten om den utilnærmelige kunstner, der som den ensomme ulv må sætte kunsten over alt. De har ikke valgt kunsten, kunsten har valgt dem, og det lader sig ikke gøre i konventionelle rammer.

Og så troede journalisten, at han havde en vinkel. En klar præmis at gå til kunstnerne med og stille de helt åbne spørgsmål som: Er kunstneren bare en forfængelig egoist? Kan man arbejde med andet end sine private problemer? Hvad sker der, når kunsten møder småborgerligheden? Er kunstnere mere egoistiske end andre mennesker? Hvad er prisen for at vælge kunsten? Kan det forenes med familieliv? Er det et egoistisk liv? Er det egoistisk at følge lidenskaben? Hvorfor er det aldrig kvinder, der ensomt vandrer? Og er der overhovedet hold i myten i dag? De kunne af- eller bekræfte, det var lige meget.

Men ikke alle kunstnere tog det lige pænt. Og efter at være blevet beskyldt for at ville banalisere deres kunst, ikke at forstå en kunstners arbejde, og at hele præmissen var noget vås, måtte journalisten se sin kildeliste hårdt beskåret, og flere centrale kilder trak sig. Det er givetvis sandt, at præmissen er skæv eller at artiklen ville banalisere deres kunst, men ingen af dem havde lyst til at forklare hvorfor.

Ole Bornedal, der havde affødt og aktualiseret vinklen, er dog ikke sådan at ryste. Han har ikke noget imod nærgående spørgsmål fra småborgerligheden, og faktisk vedgår han gerne kunstnerens egoisme.

"Enhver kunstner er drevet af sin forfængelighed og sit behov for anerkendelse. Sit behov for at blive set, sit behov for kærlighed," siger han til Information. Men Bornedal mener ikke, han kan bruge den egoisme som en direkte drivkraft for sin kunst.

"Som dramatiker og instruktør kan jeg kun gennemføre noget som et decideret hold-arbejde. Jeg skal vinde mine medarbejderes respekt, og jeg skal forstå alle mine afdelinger og deres personlighed for at kunne arbejde med apparatet så godt som muligt. Det er i virkeligheden en stor empatisk strøm, som gør den gode proces mulig - og den lader sig kun gøre, hvis man lytter til andre mennesker i ligeså intens grad, som man lytter til sig selv."

- Opfatter du dig selv som egoist?

"Bestemt ikke. Jeg er i overdreven grad opmærksom på alle i mine omgivelser, hvordan de har det, hvad de vil, og hvor de skal hen. At jeg stiller mig op og forlanger, at alle skal følge min historie, når jeg laver film - det er ikke rollen som egoist, det er rollen som rorgænger. En kaptajn på et skib er ikke egoist, fordi han kender kompasset."

- Opfatter andre dig som egoist, tror du?

"Det håber jeg ikke."

- Er det egoistisk at følge sin lidenskab?

"Ja, men verden er ikke så simpel. Man står også til ansvar over for Gud, som gav dig det her liv som en kostbar gave, du er forpligtiget til at udnytte så smukt som muligt. Man må ikke lade sit liv visne, sin krop forfalde og sine omgivelser i stikken," forklarer Ole Bornedal

"Et kærlighedsløst og ulidenskabeligt liv - er ikke noget godt liv. Så mange af os kender grene i familien, hvor vi ser på to mennesker som er sammen på x'te år - og ingen af os aner hvorfor. Heller ikke dem selv. Men det er så nemt at gå hen og blive bange for livet. Hvis ikke man har vandrerens nysgerrighed, så frygter man, hvad der gemmer sig bag næste hjørne - og så hellere blive hjemme i den treværelses sammen med sin mand resten af livet og se håndbold søndag eftermiddag på TV2. Hvis fruen imidlertid kom op af stolen, forlod den mand og lod ham sulte ihjel - ville det så være egoistisk? Nej. det ville være en pligt."

- Man fornemmer ofte en form for heroisering - eller antiheroisering - af figuren, der skrider fra det hele og vælger lidenskaben - hvorfor?

"Heroisering? Først og fremmest handler det om, at valget er dramatisk. Man bryder vanen, man dribler en anden vej - skider på det hele, og verden får ny betydning. Den innovative drift er et progressivt grundvilkår i mennesket, så derfor hylder man det i princippet, fordi vi som art er afhængige af at gøre nye opdagelser og af at bryde den vante måde at opleve verden på."

Litteraturhistoriker Per Stounbjerg fra Aarhus Universitet har specialiseret sig i biografisme og selviscenesættelse i klassisk litteratur. Han mener, vandrerfiguren er en klassisk digterfigur, der har rødder helt tilbage til romantikken.

Myten om den oprørske digter

"Det handler om fascinationen af kunstneren, der er i opposition til samfundet. Ham, der lever en bohemetilværelse og gør op med de borgerlige normer. Det er et forfatter-image, der begynder at brede sig allerede i romantikken, som vi ser det hos Lord Byron. Den romantiske oprører."

I følge Per Stounbjerg er det den digterfigur, der tegner den folkelige mytologi om digteren, der modsætter sig samfundets normer, og mange forfattere har siden brugt dette aktivt i ideen om sig selv som kunstner.

"Figuren stammer dybest set fra den folkelige mytologi om at skrive af så dyb en indre drift, at alt andet må sættes til side. Og den passer ikke sammen med ægteskab og familieliv."

Det også en myte, der hænger sammen med tanken om det romantiske digtergeni, forklarer Per Stounbjerg. Forfatteren er ikke bare en håndværker, men han er begavet med en genialitet, der må sættes over alt andet.

"Det svarer til den mytologi, beatforfatterne gør brug af. Det er kunstneren, der investerer sit liv i kunsten. Investerer i sit liv for at skabe erfaringer, han kan skrive på," siger Per Stounbjerg.

"Tag en August Strindberg som figur. Han viste, han var en europæisk myte allerede i sin levetid. Alle troede, han var smågal og kvindehader, men der er ingen tvivl om, at han også selviscenesatte sig i forhold til den myte. Strindberg brugte sig selv som forsøgskanin for at få noget at skrive om og kastede sig overlagt ud i stormvejret."

Lidelsen som brændstof

Mytologien sælger. Og frastøder. I det øjeblik kunstnerens private normbrud bliver til en del af kunsten og møder det borgerlige liv, fascinerer og forarger det os, og kunstneren risikerer at blive udråbt til egoist, narkoman eller sexmonster. Der er andre, der afprøver normbruddene for os. Derfor sælger det. Og så af den simple årsag, at normbrudene er en god historie, mener Per Stounbjerg.

"Men jeg mener, at tiden har vist, at det er en myte, at det skulle være nødvendigt at bryde op med alle konventioner for at være en god forfatter. At man skal have noget, der brænder på og have været igennem lidelser. Til gengæld er kunsten et godt medie at afprøve og formidle erfaringer i, som de fleste helst ikke vil afprøve på egen krop," forklarer Per Stounbjerg, der i høj grad mener, at denne selviscenesættelse finder sted i dag.

"Det er en gammeldags myte, men den findes stadig, og vi ser stadig i høj grad en selviscenesættelse af kunstnere. Den er nok tydeligst hos de folk, der har en meget klar dialog mellem biografi og litteratur. Det er en bestemt type, der bruger de farverige opbrud fra ægteskab, familien, arbejde og et borgerligt normalt liv," siger Per Stounbjerg og peger også på lanceringen af Ole Bornedals nye film som storforbruger af den myte.

Det har traditionelt set kun været mænd, der har betjent sig af denne kunstnermyte som den ensomme ulv. Og selv om kvinder i mere moderne kunst har brudt op med normer og sprængt rammer, er det stadig yderst sjældent, at den kvindelige kunstnerfigur lige frem forlader familien for at hellige sig sin kunst.

"Traditionelt set har mænd været opdraget som individer, der har en ret til at bryde ud af fællesskabet," forklarer Per Stounbjerg

"Kvinder har i højere grad været defineret i forhold til fællesskaber og familie, hvor det ikke har været en norm, at kvinder brød ud, så egentlig er det ikke så mærkeligt."

'Kunst er egoisme'

Fotografen Liv Carlé Mortensen udkom i sommer med bogen Amazon, hvor hun i ekstrem grad gør brug af sit eget liv. Men modsat hendes mandlige kollegaers temaer var hendes ikke et opbrud og en søgen udad. Tværtimod var det det moderne familieliv, hverdagen og en søgen indad, der var temaet. Og for Liv Carlé er det heller ikke så mærkeligt, at kvinder har det svære med opbruddet.

"Der er meget få kvinder, der går fra det hele, hvis der er børn involveret og endnu færre, der laver kunst ud af det, hvis de gør det," siger Liv Carlé Mortensen.

"Som kvinde skrider man jo ikke fra sit afkom." Hun griner.

"Kunst er jo ren og skær egoisme - at man har behov for at manifestere sig på den måde, og inden jeg fik børn, levede jeg dybt egoistisk. Men da jeg blev mor, begyndte jeg at arbejde med de dybder, familielivet gav mig i stedet. Min familie har været den primære kilde til at komme nærmere det at lave kunst, og jeg synes, det er interessant at se på familielivet som en gave og en berigelse - ikke bare en klods om benet," forklarer Liv Carlé, der også har været nødt til at indrette sin kunstneriske inspiration efter børnenes skema.

"Jeg går meget op i at have korte arbejdsdage, hvor jeg arbejder enormt fokuseret og koncentreret, for ellers kan det ikke lade sig gøre. Jeg bruger min hverdag i min kunst, og det må min familie stille op til. Det er der måske også en smule egoisme i, men jeg synes, jeg har formået at kunne koble det sammen."

Og Liv Carlé giver ikke meget for kunstneren som den ensomme vandrer.

"Kunstnermyten om the lonly rider, synes jeg, er fattig. Men mænd er anderledes end kvinder på det felt. Jeg oplever mænd i højere grad fokusere på én ting ad gangen. I kan gå efter målet. I kan lukke af uden at se jer tilbage."

Månecyklus - og det næste blowjob

Ole Bornedal deler Live Carlés synspunkter et stykke ad vejen. Men for ham handler det om, hvordan mænd og kvinder orienterer sig forskelligt.

"Selve driften om at gå - at forlade det kendte og gå sine egne veje - er måske tættere på urmandens jægerinstinkt end kvindens som handler om hjemmet," siger han.

"Kvinder vil meget ofte gerne finde 'ind til' - mænd vil hellere 'finde ud til'. Mænd er slet ikke bygget til at finde ind til noget som helst - de er simple i ordets smukkeste betydning - deres temperamenter er ikke på samme måde som kvindens styret af mystiske kontakter med månecyklus og jordens rotation og uforståelige brugsanvisninger på frugtbarhedens genetik - de vil bare have et blow job. Så bliver de glade. Føler sig forløste. Smiler og glæder sig allerede til det næste."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liv Carlé Mortensen: "Der er meget få kvinder, der går fra det hele, hvis der er børn involveret "

Det gør rigtige mænd sgu heller ikke.