Læsetid: 4 min.

Landsholdet lider af Brøndby-syndromet

Tænk, hvis Danmark var England. Så ville FC København være Chelsea og OB Manchester United. Hva' nu med Brøndby? Og hvad ligner det danske landshold?
Nationen, der stadig har klippekort til klaphat og svenskerhad, spiller i aften mod brodernationen Sverige. Og selv om landsholdet faktisk kan spille en gedigen gang bold, overlever hverken det eller den danske superliga i længden uden en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Nationen, der stadig har klippekort til klaphat og svenskerhad, spiller i aften mod brodernationen Sverige. Og selv om landsholdet faktisk kan spille en gedigen gang bold, overlever hverken det eller den danske superliga i længden uden en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Jens Dresling

8. september 2007

I aften møder vi svenskerne i en altafgørende kamp om kvalifikationen til EM i 2008. Det foregår på Råsunda Stadion i Stockholm, og med i bagagen har Morten Olsens mandskab dunderord fra Don Ø, der vil "gå hele vejen" for at afstraffe det buttede fodboldfjols fra Parken, samt en række mere eller mindre bænkede stamspillere med mulighed for både internationalt stjernedrys og fædrelands revanchering oven på 'skrivebordsnederlaget' i København.

Forvandlingen har historiske dimensioner. Den har været længe undervejs ude i Europa, hvor nationalt forankret hjertelag med dertilhørende gammeldags landshold er skubbet bag i køen til fordel for internationale og særdeles lukrative klubturneringer. Champions League har snart sæsonstart, og vanen tro brager den engelske og spanske liga derudaf.

Og nu mærker vi det også herhjemme. Klubber som FCK, OB og FC Midtjylland - og Brøndby, når de kommer op i gear - spiller simpelthen bedre fodbold end landsholdet. FCK's stilsikre forsvar, dynamiske midtbane og fodrappe fløje bør kopieres ind i Olsens strategi, måske som et korrektiv til det 4-3-3-system med 'omvendte trekanter', som ofte blegner ved siden af de hollandsk-spanske originaler. På gode dage spiller OB vedholdende og opfindsomt, og de færreste vil betvivle FC Midtjyllands ferme fysik.

Klippekort til klaphat og svenskerhad

Deraf det vaklende svar på spørgsmålet om, hvad de rød-hvide drenge ligner. Den internationale målestok mangler. Gid de var ligesom FCK. Eller også ligner landsholdet bare sig selv.

Engang var det kun intellektuelt provokerende klubtrænere som Arsenals Arsene Wenger, der offentligt brokkede sig over de evindelige afbræk i turneringslivet. Hvorfor risikere lemmer og kontraktfornyelser i kampe mod statister som Monaco og Liechtenstein (eller Danmark), når det eneste, man burde tænke på, var topopgørene mod AC Milan og Liverpool? I dag hyler alle trænere med i samme kor. Det dér landsholdspjat er da meget hyggeligt. Det er her, Thomas Sørensen kan overbevise træneren hjemme i Aston Villa om, at formen er i orden. Det er her, Nicklas Bendtner med held i knopperne kan flashe sit talent i håbet om at kravle op i Arsenals hierarki. Det er her, FCK'eren Morten Nordstrand Nielsen har en plan om at gøre netop Bendtners rang stridig, ikke med kropslig tyngde, men med blik for frie huller og chikke løbemønstre. Og det er her, Jon Dahl Tomasson bør sende et signal til Villarreal om fast plads som hængende angriber. Men al den hyggelighed fordærver rytmen og kradser i bundlinjen.

Hvor er de danske trænere, der græder snot over landsholdspausen? Igen står den pauvre internationalisering skinger og klar. Den eneste, der for alvor har grund til at irriteres over træning i Vedbæk og turen til Råsunda, er FCK's norske Ståle Solbakken. Hans hold er sådan cirka halveret i aften. Men han er for meget verdensmand til at skyde med skarpt i et land, der stadig har klippekort til klaphat og svenskerhad.

Alligevel blev afstanden mellem forenings-Danmark og de nye tiders business-fodbold blottet i ugens løb. Nemlig på Vestegnen. I en fiks blanding af blå-gul redningsmand iført blazer og strithår og millionær med hang til finansielle eventyr forsøgte Peter Schmeichel at overbevise folkene i Brøndby IF om det nødvendige i at skifte ledelsesstruktur. Før var Brøndby et klubhus. Nu skulle det være en franchise. Før mindede det om Brugsen. Nu skulle det helst ligne indkøbsportalen på Amazon.com. De sure hævdede, at hvor pengene kom ind, ville holdånden sive ud. De realitetsbevidste docerede, at sportsforetagender på slingrekurs ikke blot kan overleve på hobby-psykologi, nyindkøbte mentaltrænere og Per Bjerregaards muntre messen. I stedet hedder døråbneren udfarende investorkreds og kapitalvillige aktionærer.

Peter from the block

Schmeichel er rundet af den moderne engelske fodboldkultur. Klubber i Premier League, som ikke er købt og betalt af emirer, russiske immigranter eller amerikanske excentrikere, hører efterhånden til sjældenhederne. Schmeichel ved, at finansmoguler fjernt fra omklædningssved og afrevne græstotter hurtigt bliver ofre for ærekære stammekrigere og andre gale fans. Brøndby fik et pengetilbud, jovist. Men på billederne var den 43-årige eks-målmand fra United stadig - med et Jennifer Lopez-udtryk - Peter from the block.

Brøndby lider af Brøndby-syndromet. Deraf navnet. Schmeichel kunne konstatere, at klubben endnu ikke er parat til at gøre op med den dominerende foreningsstruktur. Rent sportsligt er der langt til de hvide fra Østerbro, som selv på en halvsløj dag gør de fleste Superliga-hold møre og hiver ét-måls-sejre hjem. Og der er endnu længere til FCK's skrappe markedskoncept, hvor testoteronbomben Don Ø jubler over en frappant Gravgaard-header, mens han lige tilser gesjæften i det jyske ferieparadis.

Sådan er det også med landsholdet. Ligesom Brøndby ved vi godt, de kan præstere en delikat gang fodbold, men de er pokkers gode til at skjule det. Ganske som Vestegnen er DBU's flagskib skåret over et grundtvigiansk købmandskab, der nok er charmerende, men samtidig er en gigantisk buffer for det globale kapløb.

De forpulede svenskere

På sigt kan hverken potentielle Superliga-konkurrenter eller landsholdet overleve uden et monetært spark i røven. Det har Schmeichel skrevet sig bag øret. Nok lever de nationale mandskaber i en beskyttet boble på lige dele statslig finanslov og diverse rettigheder fra UEFA og FIFA. Men de er ikke upåvirkede af konjunkturer, og derfor sidder Per Bjerregaard faktisk med nøglen til den danske fodboldfremtid. Skal vi fortsætte med Brugsen All Stars? Eller skal vi invitere go'e gamle, rige Peter indenfor?

I Sverige kender de regnestykket. Deroppe er den hjemlige fodbold endnu mere provinsiel end her. Men de internationale profiler er større. IKEA-landet med Lars Lagerbäck i spidsen har en gylden chance for at sende de danske EM-drømme ud i mørket. Til gengæld kan vi håbe på, at det berygtede samarbejde mellem frontløberne Zlatan Ibrahimovic og Johan Elmander fordamper i stjernenykker og fedtspil, som nemt kan bremses af Agger og Gravgaard. Hånden på hjertet: Der er jo ikke noget mere hyggeligt end at vinde over de forpulede svenskere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu