Læsetid: 3 min.

Lystmord til aftenkaffen

I den nye serie Dexter bliver du fyrsteligt underholdt af seriemordere med familieproblemer
Dexter. Serien minder os om, at selv de bedste mennesker kan lide at svælge i veludførte mord.

Dexter. Serien minder os om, at selv de bedste mennesker kan lide at svælge i veludførte mord.

Christian Weber

7. september 2007

Mord er en kreativ praksis og ofte forbandet god underholdning.

I hvert fald hvis du tænder for Tv3 de næste 12 tirsdage. Her kan du følge første sæson af tv-serien Dexter. Bag Dexter står folk, der tidligere har arbejdet på nogle af de måske bedste tv-serier verden endnu har set - Sopranos og Six Feet Under. Dét ses tydeligst ved, at titelrollen som Dexter spilles af Michael C Hall - den homoseksuelle bror i Six Feet Under.

Serien lægger sig i forlængelse af disse nyere gigant-succeser for serie-formatet ved at have den dybt dysfunktionelle familie i fokus. Men her med det blodige tvist, at Dexter har et dobbeltliv som seriemorder. Eller rettere - han er seriemorder-seriemorder, for Dexter slår kun andre seriemordere ihjel. Det gør ham dog ikke til nogen selvtægts-superhelt i traditionel forstand, for dybest set er Dexter stadigvæk en sociopatisk lystmorder, der slår ihjel for at få en følelse, der kan bryde med hans dominerende oplevelse af total følelsesmæssig isolation. Og Dexter er rigtig god til at myrde. I sit civile liv er han polititekniker med speciale i blodspor, så han ved lige præcis, hvordan man sletter alle spor.

Uden moral

Men heldigvis for os almindelige slaver af følelser som empati og skyld - så er Dexter vokset op som plejebarn af en politimand, der så hvilket monster Dexter er - og derfor opdrog ham med et særligt kodeks: Du må gerne slå ihjel - men du må kun slå dem ihjel, der er ligesom dig selv. Så derfor går Dexter rundt i Miami og kæmper for at opføre sig normalt med en kæreste, en søster, et job og en båd (der hedder Slice of life), mens han om natten rutinemæssigt hygger sig med at slå en uforbederlig dræber ihjel ved at tape ham fast på et bord, tage en blodprøve til samlingen - og så ellers skære ham op med kirurgisk stål.

Det indre monster

I hvert fald lige indtil en dag, hvor Dexter falder i kløerne på en seriemorder-seriemorder-serimorder (!), hvis svimlende sindssyge plan udgør den overordnede handling i første sæson.

På papir lyder grebet med Dexters dobbelte natur lidt fortænkt - men det giver en effektiv motor for noget af det bedste ved serien: Dexters distancerede indre monologer, hvor hans Mr. Hyde prøver at blive til Dr. Jekyll, der har følelser som humor og intimitet. Serien er i det hele taget supervelskrevet og med en forfriskende morbid humor. Ikke alle spiller lige godt - Dexters søster i skikkelse af Jennifer Carpenter er direkte irriterende - men det opvejes rigeligt af resten af holdet og især af Michael C. Hall, der ud af forfatteren Jeff Lindsays forlæg har skabt en ny mytologisk morder til kongerækken. Samtidig ser Dexter skide godt ud. Seriens intro får Dexters morgenritual til at ligne et saftigt mord, og Miami ligner noget, en tvangsneurotisk stylist kunne have forestillet sig på LSD.

De grumt æstetiske gerningssteder minder os om, hvorfor Edgar Allan Poe sagde, at "en smuk kvindes død er uden tvivl det mest poetiske emne i verden". Men i modsætning til Victoriatidens England er de smukke kvinder her ikke ofre for ulykkelig kærlighed - men for seriemordere, der laver dem til konceptkunst og iscenesætter deres parterede kroppe i en moralsk fabel. En fabel der handler om, at selv det værste monster har en menneskelig side - og at selv det bedste menneske har en lyst til at svælge i veludførte mord - og blive til et monster, der er befriet for enhver form for moral.

Dexter TV3 hver tirsdag kl. 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu