Langs væggene i udstillingslokalet på Louisiana står de store kvadratiske malerier på gulvet parate til at blive hængt op. Her er farveeksplosioner på tredimensionelle overflader, hvor malingen ligger som tykke orme, der træder ud i rummet. Men også små billeder og andre sager, der er ved at blive lagt ned i glasvitriner. Midt i lokalet på en kasse sidder en lille skikkelse med en blå kasket. Det er maleren.
40-årige danske Tal R er sin generations nok mest fremtrædende billedkunster på både den nationale og den internationale kunstscene. Bag sig har han allerede en karriere med internationale priser, prestigefyldte udstillinger og en enorm efterspørgsel. I dag åbner hans udstilling The Sum på Louisiana.
Han er blevet til en altoverskyggende historie om succes, der rider ham som en mare.
Men det er ikke det, vi skal tale om i dag. Vi skal tale om hans billeder. Jeg går rundt i lokalet og tager mig tid til at vælge ét bestemt billede, jeg gerne vil høre ham fortælle om. Jeg bliver ved med at vende tilbage til ét, jeg ikke kan blive klog på, for er der ikke bag det enorme, sporadisk opmalede billede en blyantstegning af Adolf Hitler, der fredsommeligt sidder og læser i en bog?
"Billedet hedder Le peintre n'est pas la - altså 'maleren er der ikke'", begynder Tal R og betragter sit billede med en sær mildhed, som om han selv undrer sig over, hvor maleren blev af.
"Det franske sprog og skråhuen er jo nærmest klichéen for maleriet, hvis det havde været en skulptur havde jeg nok ikke givet den en skråhue på. Det er for at give det en form for malerpatos, en komisk indfaldsvinkel for stoffet er alt andet end komisk."
Og det må man sige, for hvordan kan en jødisk maler overhovedet optegne figuren Hitler, uden at Holocaust kommer blæsende som en firespors motorvej ind i beskueren?
Men Tal R er ikke interesseret i hverken skyld eller forsoning. Han er interesseret i maleriet. Og i at tømme det for betydning. Både maleriet som maleri, men også det, maleriet handler om.
Helt konkret har han med blyant optegnet et fotografi af Hitler, der sidder i en stue og læser. Derpå har han lagt maling på nogle få ligegyldige detaljer eller omrids af stole eller noget, der slet ikke har med billedets tematik at gøre, men måske blot er støj fra fotografiets reproduktion. Helt ligeglad med den centrale genkendelige figur.
"Der er to spor, der løber sammen her, og begge fejler," siger Tal R tilfreds. "Det ene er forestillingen om maleriet. Altså nu har maleren tegnet noget, og nu skal han til at fylde det ud. Men maleren er gået, og det er, som om maleriet har stået og kedet sig og er begyndt at male sig selv, og det maler sig nogle steder, man normalt ikke ville interessere sig for. For eksempel har jeg ikke malet noget af figuren, jeg går ikke den vej ind i maleriet, som maleriets historie byder mig at gøre. Jeg går historieløst og værdiløst til det, skubber mig sidelæns ind i det. Det samme med det andet spor, der fejler, som er stoffet Hitler. Hvordan kan jeg overhovedet gå ind i det felt? Der er jo et betydningsbibliotek på størrelse med Rådhuspladsen om det stof, og hvis du ser Anden Verdenskrig og Holocaust i en jødisk kontekst, kan du doble følelserne og det eksisterende materiale op. Jeg prøver via maleriet at snige mig historieløst ind i det stof. Hitler er en figur på linje med vaser og puder og stolerygge. På en måde bliver han en abstrakt figur."
Og så er billedet ifølge Tal R lykkedes. Det er så tømt for betydning, at betydningen kommer tilbage som et buldrende tog. Beskueren går i dialog, bliver opmærksom på, at det er et maleri, hun kigger på, for det er ikke færdigt, der mangler noget, og figuren opfører sig betydningsmæssigt ikke, som den skal og må tænkes eller opdages på ny.
Malerens leg
Malerens leg med beskueren. Det er den leg, vi leger med Tal R, når vi kigger på hans billeder: genkendelse / ikke-genkendelse. Han vil gerne bringe os ind i et refleksivt rum, hvor vi kommer i tvivl. Det er uendeligt vigtigt for ham at byde os velkommen i det rum, lokke os ind i billedet, så de første dansetrin tager han sammen med os i form af noget nemt genkendeligt:
"Det er ligesom, hvis jeg laver en hinkerude og begynder at hoppe, og jeg siger 'prøv at hoppe med'. Det starter altid nemt. Så tænker du, 'jeg har regnet den ud, jeg kan skrive min danske stil nu'. Du hopper ind og tænker 'wau, han er god til at lave den der step-bevægelse', men så er det, jeg prøver at lave nogle forkerte trin, prøver at spytte på det sprog, vi lige var blevet enige om, og det bliver pludselig umuligt at spejle dig i billedet. Billedet skal altid tilbyde en almindelig indgang. Du ved, en hat på hovedet, en tallerken på bordet. Men så skal det gå galt på en eller anden måde. Billedkunsten har den chance at skabe en grænseoverskridende differentieret indgang til en bestemt problematik. Et sted, hvor du ikke kan sætte din kop helt uden den falder ned."
Og når koppen falder ned, eller når der ikke længere er nogen forskel på koppen og på Hitler, mødes maleren og beskueren i en paralleloplevelse.
For Tal R er nødt til at tømme indholdet for betydning, for at billedet lykkes, for at tvivlen opstår, og betydning nydannes. Det er beskueren også. Det er der, hun vender tilbage og pludselig studser over den hyggelige læsende morfar i stuen med hjertepuder og en slags tysk version af amagerhylden. Noget er galt i fremstillingen.
Hjernen er alene
"Det meste af tiden er hjernen jo egentlig alene", siger Tal R.
"Den kører sit eget. Du kan sidde i flere minutter og tænke de mest absurde ting. Det er mest tydeligt om natten. Her bliver al den moral og etik, du har bygget op fuldstændig udraderet. Alle mennesker har jo på et tidspunkt haft en drøm, der er helt langt ude. Hvor du slår nogen ihjel for eksempel, og du tænker 'hvorfor nu det? Det har jeg ikke bedt om, jeg har ingen interesse i det, ingen fascination af det'. Men hjernen kører bare sit eget. Det er faktisk en meget lille del af døgnet, du styrer din hjerne."
Tal Rs billeder kan godt minde om løbske tanker og ukontrollerbare drømme. Steder, hvor tingene ikke går op og lystrer de betydningshierarkier, det vågne samfund har lagt ned over tingene, så måske kommunikerer billederne mere med hjernen, når den er sig selv, og det minder os hele tiden om noget.
"Kunst er måske et af de steder, hvor man kan beskrive, hvad det er at være menneske", siger Tal R. "Det er et underligt uproduktivt job at have. Hvorfor er vi skabt sådan, at vi ikke kun horer, spiser og overlever? Hvorfor er vi skabt med et instinkt om gerne at ville fortælle, hvordan det er bare at være her? Det er helt unødvendigt. Jeg er sikker på, der sidder en mand et sted og har skrevet en tyk bog om det, men for mig er det en grundlæggende gåde."
Tre chancer
Tilbage til det udvalgte maleri. Rundt om selve billedet har Tal R malet en ramme - en slags bort som på en dug. Det har været et eksperiment med flere af billederne på udstillingen, og borterne har den rolle, at de er i dialog med billedets egentlige indhold.
"Hvis selve indholdet midt i er den første chance ind i billedet, er borterne den anden chance", forklarer Tal R.
"Billedet og borten taler sammen og kommenterer på hinanden. Jeg befrier billedet ude i borten. Jeg kan tage elementer fra billedet og gentage som ornamenter ude i borten. Her går for eksempel den fraværende malers pensler og palet igen, og jeg har streget mit eget navn over, for maleren er der jo ikke. Men også hjertepuderne og nogle dødningehoveder, der kommenterer på Hitlerfigurens fraværende indhold."
Ifølge Tal R er der også en tredje chance ind i maleriet, og det er billedets titel. Når han taler om chancer, flyder det nogle gange sammen, om det er malerens eller beskuerens chance, han mener; for begge skal ind i billedet. Men titlen er beskuerens tredje chance for at komme ind i billedet, og ved at kalde dette billede Maleren er der ikke bliver titlen et hint om det fravær af betydning, Tal R gerne vil male.
En ufødt karakter
Der er i det hele taget et fravær eller et spøgelse, som vandrer igennem samtlige billeder på udstillingen. Selvom de stråler i de syv rene farver, Tal R har brugt. Og selvom det glade naivistiske figurunivers, som ofte kendetegner Tal Rs billeder, går igen, er der også noget andet bagved. En ufødt karakter, kalder han den selv. En slags rastløs skygge, der flakker rundt. Men også en sær humor. Som i billedet The smile, hvor fugle tumler eller styrter på en bro. Eller Night is no black, hvor en sort sti forsvinder i horisonten omgivet af en masse farverige gravsten.
"Vi siger, natten er sort, men det er den jo ikke. Muligvis er det heller ikke så sort, når vi en dag skal herfra", siger Tal R og fortsætter: "Den humor, der interesserer mig, er den humor, hvor du ikke ved, om du skal le eller græde. Altså vi bliver født, og vi ved ingenting. Der er da en humor i, at vi sådan render rundt og tænker over vores egen eksistens. Hvorfor er vi født så upraktiske? Hvorfor har vi erindring og følsomhed? Hvad skal vi med nostalgi?"
Erindring og barndom er for Tal R, da også blot muligheder på hans palet. Det samme er fortvivlelse og desperation. Det er som sten i lommen, han går og føler på, sammen med helt andre sten, indtil han finder chancen for at forløse det stof, stenen er formet af. Og det kan tage måneder. Eller år. Og det første, han vinker farvel til, når billedet tager form, er netop den erindring eller barndomsoplevelse, der satte maleriet i gang. For formår man ikke at omsætte sit private stof, kan man ikke lave kunst af det. Man er nødt til at kunne udføre en brutal indianerdans på dagbogen, som han siger.
"Du er nødt til at have en distance til dit eget erindringsstof, for det er så grådigt. Det vil dig totalt, det ønsker at korrumpere dig", siger Tal R. "Men jeg benytter mig da enormt meget af det. Det er tit det, der sætter mig i gang. Det kan også være, jeg pludselig husker et ord, jeg ikke har brugt i årevis, for eksempel 'viadukt', så husker jeg måske ikke præcist, hvad det ord betyder, men jeg er helt henført over det. Det sætter mig i gang, men det er det første ord, jeg vinker farvel til på kajen."
Vi sidder lidt og nipper af teen og spiser af den kage, der er blevet hentet fra restauranten. Flere af billederne er blevet hængt op, mens vi har talt.
"Min historie interesserer mig ikke", siger han pludselig, mens han forundret betragter en kvinde stå på en stige og omhyggeligt børste et af malerierne af med en blød støvekost. "På en måde er jeg ligeglad med, hvem jeg er. Hvis folk spørger mig 'hvordan har du det?' er jeg også ligeglad. Det interesserer mig ikke, hvordan jeg har det. Jeg er holdt op med at gøre status over det. Det er ligesom, hvis nogen spørger dig: 'Hvad er dit forhold til Slesvig-Holsten problematikken?' Du er ligeglad, ikke?"
"Det kunne være sjovt, hvis du kunne skrive en artikel, der ikke handler om succes og verdensstjerne", siger han stille. "Den historie rider mig som en mare. Hvis vi skal tage mit job og dit job alvorligt, så må vi sgu give folk noget mere."
