Læsetid: 5 min.

Manden, der hader papir

Genier er også tit gale. Ted Nelson er absolut begge dele. De færreste kender ham, men han udtænkte internettets arvtager, før Dylan blev elektrisk
12. september 2007

Hvis man beskæftiger sig professionelt med internettet, så støder man ret hurtigt på navnet Ted Nelson. Kendt som manden, der opfandt hyperlinket. Han er berømt for sine visionære tanker, der blev formuleret i 1960'erne, og berygtet for sin excentriske opførsel.

Allerede i 1965 udtænkte han Xanadu - et system af hyperlinkede dokumenter, der kan bestå af tekst, lyd, fotos, video eller programkode, som linker sig ind og ud af hinanden, så et dokument ikke længere er ren tekst eller rent foto men en hybrid.

Nelson har arbejdet på at realisere Xanadu lige siden Beatles sang "A Hard Day's Night" for første gang. Og det må sige at have været en hård dags aften for Nelson, eftersom verden over 40 år senere stadig ikke har set Xanadu i aktion.

Det var derfor med en sær blanding af ærefrygt og nervøsitet for at opleve et decideret freakshow, at jeg mandag eftermiddag begav mig ind på Kunstuniversitetet i Linz i Østrig for at opleve et foredrag med Ted Nelson.

Jeg havde en fornemmelse af, hvad der ventede, fordi en af mine kollegaer for nylig har interviewet ham til Harddisken på DR's P1, hvor han i skråsikker og lettere manisk tilstand berettede, at nu varXanadu næsten klar til at blive lanceret.

Den cirka 70 år gamle Ted Nelson skuffer ikke. Han var vittig, charmerende, manisk, lettere hysterisk og kører i det hele taget det meste af følelsesregistret fra grin til gråd igennem i løbet af den halve time på podiet.

Uden blusel lagde han ud med at konstatere, at han ville være for computeren, hvad Orson Welles var for filmen. Og ligesom Welles trumfe sine ideer igennem ved at udøve total kontrol over dem, så teknologerne ikke kan ødelægge dem med deres manglende forståelse for design.

Da Nelson så en computer for første gang i starten af 1960'erne, var det åbenlyst for ham, at det var en mediemaskine. Og at hans opgave her i verden var at designe denne fremtidsmaskine så brugervenligt som muligt, før teknologerne fik fat i den. Men det gik anderledes, som han selv bemærker.

Mens han tegnede og fantaserede om Xanadu i slut-60'ernes USA blev brugergrænsefladen til den moderne computer skabt i Xerox Parc, forskningsenheden hos Xerox.

"Og de skabte en papirsimulator," råber han ind i mikrofonen, så den skratter, mens han selv giver et lille hop af ophidselse, så den lille scene ryster, og publikum retter sig op i sæderne.

Xerox' primære forretningsområde var papir og kopimaskiner. Derfor skabte virksomhedens forskningsenhed en maskine, der byggede på en papirmetafor med et skrivebord og et tekstværktøj, der ligner papir til forveksling

Vil afskaffe papiret

Ifølge Nelson primært for at gøre direktionen i stand til at forstå, hvad en computer var. Hans stemmeleje stiger faretruende, mens han beretter, hvordan disse i hans øjne åbenlyse tåber prøvede at skabe en sekretærmaskine til 80.000 dollar pr styk. Det var dømt til at mislykkes.

Og undervejs dukkede Steve Jobs op. Han snuppede metaforen om skrivebordet og skabte Apple.

Nelson jamrer og vrider sig. "Jeg vil afskaffe papiret! Jeg vil slippe folk fri," råber han på en måde, der står i stærk kontrast til det pæne nålestribede jakkesæt og de stålindfattede briller under det grå hår.

"Cut and paste er barbarisk. Det har ødelagt unge menneskers evne til at skrive."

Han raser også over, at teknologerne fratog almindelige mennesker muligheden for selv at programmere deres computere, da de låste os inde i skrivebordsmetaforen på vores computerskærm. Vi har en fantastisk maskine mellem hænderne, men vi bruger og tænker på den i fortidige termer.

På det her tidspunkt begiver Nelson sig ud på en længere udflugt til sin barndom i Chicago, hvor han voksede op hos sine bedsteforældre. Hans bedstefar havde en slem ulykke med en stor dampkoger i kælderen, som gav ham en slem forbrænding og næsten slog ham ihjel. Den 10-årige Ted var vidne til den voldsomme ulykke.

"Det var mit første møde med dårligt brugerdesign," siger Nelson, og det er her, at vi alle sammen tror, at det er sort humor, og hele salen griner lidt, men stopper brat og forlegent, da Nelson råber:

"Det slog ham næsten ihjel!," og hans stemme knækker. Han flår et stor blåt lommetørklæde op af lommen og tørrer øjnene.

Men sekundet efter er han i gang med en kortlægning af designprincipperne bag Xanadu. Optændt af opfinderånd.

Konceptet bag Xanadu kalder han "cross-connected parallel strips". Princippet er, at man kan lægge tekst, lyd og billeder på, som man vil. F.eks. lægge lyd ind i tekstdokumenter og linke gnidningsløst mellem de to typer information.

Nelson hævder, at selv om vi snakker om konvergens - sammensmeltning af medier, så fungerer tekst, lyd og video stadig i separate verdener.

Strukturen, præsentationen og den digitale form har rod i eksisterende medier. Alle tre medier er blevet digitaliseret i billedet af det, der gik forud: papir, grammofonplade og film/fjernsyn.

Nelsons idé er et datasystem, der kan forene alle medier og præsentere dem sammen visuelt. Tanken er at lave en hybrid af alle eksisterende medier eller et interaktivt mix af dem alle.

En urealiseret drøm

Hvis man spørger Nelson om det her ikke minder om internettet af i dag f.eks. Web 2.0 med blogging, rss og sociale medier - så farer manden nærmest op i loftet.

Han hader world wide web, som han mener, er teknologernes triumf over de gode designere. Alle de unge Web 2.0-folk bevæger sig ned ad en sti, som er trampet til af folk før dem, hævder han. Der er ingen nye tanker.

I forbifarten glemmer han faktisk at forklare det lidt kryptiske diagram, som viser "the cross-connected parallel strips", men den tyske ordstyrer spørger pænt, om han ikke lige kan hæfte et par ord på. Nelson har faktisk en pointe: At vi skal frigøre os fra de gamle tankesæt. At vi skal tænke frit i forhold til gamle paradigmer. Han ved, at det er op ad bakke. Det har hans eget liv som sær outsider smerteligt bevist.

Som jeg sidder der på Kunstuniversitetet, kommer jeg næsten til at holde af denne selvoptagede, excentriske ældre herre, der på alle mulige måder må være et helvede at arbejde sammen med.

Men jeg føler, at jeg skal belønne hans Sisyfos-agtige stædighed gennem over 40 år ved at klappe ekstra højt, da hans præsentation er slut. Jeg ønsker faktisk for ham, at det lykkes.

På sin egen akavede og inderlige måde legemliggør han et oprør mod systemer og strukturer, der frygter, at nye tanker kan revolutionere dem bort. Denne 70-årige mand er langt mere kamplysten end folk, der kunne være hans børnebørn.

Xanadu er aldrig blevet virkelighed, formodentlig fordi Nelson spænder ben for sig selv med sin arrogance og selvoptagethed, men jeg tænker på, om en urealiseret drøm også kan være et livsværk?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu