Læsetid: 10 min.

Meningen med at vi er her

I aften står Henning Jensen på Det kgl. Teaters scene til premiere på Molières 'Tartuffe'. Her fortæller han om rollen, om hvad det har betydet for ham at være skuespiller, og om de dyrekøbte erfaringer, han bruger i sin kunst. Kunst og liv hænger uløseligt sammen
I aften står Henning Jensen på Det kgl. Teaters scene til premiere på Molières 'Tartuffe'. Her fortæller han om rollen, om hvad det har betydet for ham at være skuespiller, og om de dyrekøbte erfaringer, han bruger i sin kunst. Kunst og liv hænger uløseligt sammen
14. september 2007

I aften står Henning Jensen på Det Kongelige Teaters scene til premiere på Molières Tartuffe. Det er historien om hykleren og svindleren Tartuffe, der franarrer Orgon alt, hans ejendom, datter og forsøgsvis også hans hustru. Henning Jensen spiller Orgon, om hvem jeg tillader mig at mene, at han ikke er for klog.

"Han er en stakkel," svarer Henning Jensen. "Han er datidens Homer Simpson. Jeg elsker ham! Han har et rent hjerte og et rent sind. Der er ingen mellemtoner hos ham, enten hader han, eller også elsker han."

"Men Orgon er blevet forført af Tartuffe. Han er hoppet på tanken om, at hvis man ikke føler noget for nogen, er man helt fri."

- Det lyder nærmest New Age-agtigt?

"Det minder om meget alternativt fup, ja. Der ligger et vældigt, gråt ingenmandsland mellem videnskab og holisme, hvor der er frit slag for en hærskare af plattenslagere."

"Når det ender med, at Orgon giver Tartuffe alt, minder han om disse amerikanske skuespillere, der holder Scientology kørende," mener Henning Jensen og fortæller, at han selv som ung har haft erfaringer med en sekt her i landet, der blandt andet ejede en stor, flot lystgård ved Frederiksværk, købt for frivillige donationer.

"Orgon er en stor industrimagnat, han har penge nok, men hans liv er blevet tomt. Han synes, hans familie består af døgenigte og livsnydere. Så møder han Tartuffe og tror på alt, hvad han siger. Så da Tartuffe vil gå, bliver han desperat og trygler ham om at blive."

"Orgon har stress. Gennem forestillingen bygger vi et stressniveau op, for stressen er nøglen til angsten, som er nøglen til depressionen."

Vi er alle ens

Henning Jensen ved, hvad han taler om. Han har selv lidt af depressioner og kan fortælle, hvordan han, da han var i 30'erne og havde sin første depression, blev udsat for en variant af alternativ behandling, hvor han blandt andet blev sendt med tog til Zürich for at få strøget sin aura. "Jeg lå det meste af turen på toilettet i fosterstilling, rablende vanvittig af angst."

"Orgon er nødt til at have Tartuffe hos sig," forklarer han. "Han er nødt til at høre hans stemme, hvis angsten ikke skal overvælde ham."

For Henning Jensen har tilværelsen som skuespiller primært betydet, at han bruger sig selv og sit liv til noget fornuftigt. "Så kan man selvfølgelig spørge, hvad fornuft der er i at bilde folk ind, at man er en anden, end man er," smiler han.

Men han kan bruge sine dyrekøbte erfaringer. "Jeg har fået lov til at beskæftige mig med mennesker, jeg ellers ikke ville have skænket en tanke. At være skuespiller er en måde at tænke og sanse på og også at være i stand til at komme ind i sig selv på," siger han og bliver tavs.

Henning Jensen er ikke bange for tavsheden. Hvis han skal tænke over noget, tager han sig sin tid, begynder måske forsøgsvis et sted, men holder så inde: Det var ikke det rette sted at starte. Derfor tier han igen, indtil han har fundet de formuleringer, han synes dækker.

At være usympatisk

Indimellem slår han en latter op, uden at man forstår, hvad han ler ad. Men det er, fordi man først får det at vide bagefter. Han ler, når han kommer i tanke om det - og så fortæller han:

"Tidligere, som ung, havde jeg meget sværere ved at se ind i mig selv, men samtidig havde jeg ungdommens hovmod. Jeg kan huske, at jeg engang sagde til Henning Moritzen, at 'i virkeligheden kan man jo spille alt. Det er bare et spørgsmål om indlevelse!'"

"Henning Moritzen så blot på mig og sagde: 'Det har du sikkert ret i,'" smiler Henning Jensen.

"Men med årene bliver jeg mere og mere klar over, at den væren, jeg leder efter hos andre, findes i mig selv. Paul Claudel, den franske lyriker og dramaturg, har beskrevet teatret som et sted, hvor alle går ind, sætter sig ved siden af hinanden - og pludselig ånder alle, høj og lav, med samme åndedræt, den samme puls banker i alle. Teater gør os mindre ensomme. Vi rummer alle det samme som andre. Vi er mere ens, end vi regner med, og det gør det faktisk også mindre ensomt at være skuespiller. Desuden får man blik for, at der er så uendeligt kort imellem én selv og ekstreme menneskelige tilstande."

- Er det det, der har sat dig i stand til at spille så mange usympatiske roller?

"Det begyndte med et tilfælde. Erik Bruun, der skulle spille morderen i 19 røde roser, fik mavesår. Valget stod mellem Ulf Pilgaard og mig, og det faldt på mig. Ellers havde det måske været Ulf Pilgaard, der havde skurkerollerne, mens jeg stod på Bakken og spillede revy."

Men i nogle år faldt de usympatiske roller så tæt, at Henning Jensen blev påvirket af det, fortæller han. Han blev så involveret i rollerne, at han begyndte ikke at kunne lide sig selv - "i en grad, så jeg på et tidspunkt forsøgte at afskaffe mig selv."

"Hjernen er plastisk, den er ligesom modellervoks," forklarer han. "Man bevæger sig ad bestemte, banede veje, man er vant til bestemte associationsbaner, men nu kræver man nogle andre af den. Nu skal man være en psykopat, der sidder over for en smuk ung kvinde, og så skal man ikke tænke, at her sidder en smuk ung kvinde, for en psykopat tænker noget helt andet. Og hvis man igen og igen skal til at identificere sig med et rigtigt dumt svin, sker der det uhyggelige, at man begynder at bane vejen for ham i hjernebarken. Du smitter dig selv med din rolle!"

"Det betyder ikke, at jeg ikke har den afstand, der er nødvendig for at forme rollen, men hvis en rolle ikke er et spørgsmål om liv og død for mig, så gider jeg ikke."

Desuden har det haft omkostninger at sige nej. Det gjorde Henning Jensen på et tidspunkt til radioen - og så hørte han ikke noget i otte år.

På samfundets bund

Visse forestillinger har betydet særligt meget for Henning Jensen.

"Specielt i de senere år er det i få forestillinger sket, at jeg har følt, at dette er vigtigt. Tartuffe er en af dem." Men også Arthur Millers En sælgers død og Lars Norèns Personkreds 3, hvor Henning Jensen spiller en arbejdsløs akademiker, der er blevet alkoholiker, har mistet kone, samkvemsret osv., har været vigtige.

Den sidste modtog Henning Jensen Reumert Prisen for, og selv fik han øjnene op for en side af samfundet, som han ikke tidligere havde haft blik for, siger han, og kalder sin tidligere blindhed 'skræmmende'.

"Man vælger sine spor gennem byen, og du kan meget nemt vælge dine spor, så du overhovedet ikke ser personkreds 3, dem på bunden af samfundet."

"Nu så jeg dem pludselig overalt!"

Henning Jensen blev udvalgt til at holde talen ved Mariatjenestens 25 års fødselsdag, og det skete til akkompagnement af en meget fuld mand bag ham, fortæller han.

For øjnene af mig forvandles Henning Jensen et øjeblik til en rablende, snøvlende fulderik - så er han atter Henning Jensen, der beretter om, hvordan manden pissede i bukserne og han selv stod og holdt talen med pisset løbende mellem benene på sig. "Det havde jeg ikke holdt til tidligere." Men rollen ændrede hans liv. Det var gennem erfaringerne med Personkreds 3, at han fik kræfter til at være åben om sit eget sind. Rollen stillede ham over for spørgsmålet om, hvem han selv var, han gik nemlig og skjulte sig.

"Indtil da havde jeg holdt kæft med mine depressioner, men jeg var træt af at gemme mig." Og i og med at han solidariserede sig med de sociale tabere, fik han "en ubændig lyst til at flå masken af mig selv."

Ikke at han ikke var bange for, hvad det kunne betyde for hans karriere, han måtte virkelig gøre op med sig selv, om han var parat til det. Men det var han, og det resulterede i, at han indtil videre har holdt omkring 100 foredrag om depression.

Men det har også betydet noget for hans scenekunst.

"Jeg forstiller mig mindre og mindre på scenen, jeg behøver mindre og mindre at lave noget udvendigt. I rollen som Orgon stiller jeg mig til rådighed for ham med det sind, jeg har. Jeg opfatter ham som et medmenneske og reagerer som det menneske i den situation."

Situationen er udgangspunktet, den er altid det vigtigste, forklarer Henning Jensen.

"Hvis man forstår situationen og kan sanse den, kan man også sanse et andet menneske. Det er derfor nogle er så skidegode til at spille sammen, eksempelvis Bodil Ipsen og Poul Reumert. Men Søren Sætter Lassen (der spiller Tartuffe, ks) og jeg mener, at vi kan lidt af det samme."

Afvist fem gange

Jo, det har været et privilegeret liv, Henning Jensen har levet, selv om det altså har haft ikke ubetydelige omkostninger. Og det var heller ikke let at komme i gang med.

Faktisk blev Henning Jensen afvist på teaterskolen fem gange, før han omsider kom ind.

"Nej, duer ikke!" siger han og er pludselig den gamle, arrogante skuespiller i Krøniken, der med en hoven gestus refuserer den unge Søs. En con amore-rolle, siger han selv, en gestus over for en tid, der er forsvundet.

- Hvorfor holdt du ud?

"Jeg ville. Råmaterialet til en skuespiller var der i en sådan grad, at det havde været spild ikke at blive det."

- Hvordan kunne du vide det?

"Jeg kom til København som 19-årig og begyndte for første gang at gå i teatret. Jeg fik et chok! Jeg forstod alt, hvad de gjorde på scenen, jeg ville ned og være med. Det var en sugende higen indeni, en åbenbaring. Jeg fandt simpelthen det lille hjørne, hvor den, jeg var blevet til, havde behov for at være og gøre gavn."

Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til stadig dybere erkendelser.

"Da Ingmar Bergman døde," begynder Henning Jensen.

"Det berørte mig," forsøger han igen.

Han er lige ved at droppe temaet, men så tager han en dyb indånding og giver sig til at forklare:

"Det var ikke det, at Bergman døde, der berørte mig. Men at få revet op i det, han havde betydet for en. Bergman var 'haunted', Jeg følte det, som om han var min far. Den livsrejse, han bar på, sagde mig så uhyggeligt meget. Hvor meget den religiøse påvirkning kom til at betyde."

"Min egen opdragelse har været ekstremt religiøs. Ikke sådan at vi gik i kirke, men jeg er benhårdt opdraget efter kristne principper, efter De 10 Bud, hvor hammeren faldt næsten endnu hårdere end i Fanny og Alexander, hvis man forbrød sig."

"Det, jeg sidder og brænder med," kommer det tøvende, "er... at jeg er ved at finde en stor befrielse i at lade Gud betyde lidt mindre i mit liv. I årevis har jeg følt mig plaget af ikke at være, som jeg burde, ikke ære min fader og min moder, begære min næstes hustru osv. osv. Jeg har været voldsomt plaget af det, men det er først efterhånden, det er gået op for mig, hvor kristent opdraget jeg er."

Vejen er himlen

Henning Jensen er 64 år, og for et par år siden blev han konfronteret direkte med døden i form af et hjerteanfald.

"Hvis man har været lige ved at krepere, så spørger man, hvad meningen er med, at vi er her. Og her har vejen for mig været at lægge kristendommen fra mig. Jeg er her, og vær glad for det! Ronald David Laing, den skotske psykiater, har sagt at vejen mod himlen er selve himlen. Det er arbejdet med at føle fred og acceptere livet, som er meningen med, at vi er her. Det har nu fået ny betydning for mig. Jeg føler en ny glæde og varme, jeg føler overskud, lyst og forhåbning. Jeg føler mig befriet og ligefrem sluger skønheden omkring mig."

At være kristen uden at tage stilling, sådan som de fleste danskere er det, er den farligste tilstand at befinde sig i, mener Henning Jensen og eksemplificerer:

Som Herodes i Kaj Munks stykke En idealist, forbandede han Gud mindst 40 gange. "Det blev som en rørpost til Vorherre, jeg fik det dårligt af det. Hvis jeg nu havde troet, havde det ikke gjort noget. Og hvis jeg ikke havde troet, havde det heller ikke gjort noget. Men den danske form for kristendom, denne passive sjakren med, hvad der er efter dette liv, den er farlig. Hvis man skal tro, skal man have en mening med det."

"Jeg tror, at væren er hele vores eksistens, også når vi ikke er her. Liv og død, drøm og virkelighed er alt sammen forskellige tilstande af samme væren. Vi ender i en brøkdel af evigheden, lige nu befinder vi os i den tilstand, vi kalder livet."

"Shakespeare har udtrykt det allermest præcist," citerer Henning Jensen fra Stormen: "Vi er af samme stof som vore drømme; vort korte liv omkranses af et blund."

"Vi har intet at frygte," siger han så.

"Når vi ikke er her mere, er vi bare i en anden tilstand, der er lige så smuk og lige så fuldgyldig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt enig, Per Vadmand. Men desværre viser det også, at den sympatiske skuespiller ikke ved, hvad sand kristendom er. Vi er alle syndere, og vi kan ikke være andet. Ingen af os kan leve op til Jusus' kærlighedsbud. Så det er der ikke grund til at få komplekser over.

Ove Abildgård: Send din mission til Kristeligt Dagblad og lad os andre være fri.

Når religionen går ind, går forstanden ud - det burde du da som islamhader være den første til at erkende. Muhammed, Allah, Buddha, Jahve - det er den samme ansvarsforflygtigelse alt sammen.

Ham gud, han er eddermame svær at få smidt ud.