Skagens lys kan være besættende smukt. Det er det også i Jesper Kongshaugs farvemættede lyssætning i musicalen Lyset over Skagen. Men selve forestillingen havner i dramaturgisk og musikalsk mørke.
Det er synd og skam, for idéen med at skabe en musical over P.S. Krøyers forliste ægteskab med Marie rummer al den smerte og smadret idyl, som egner sig så godt til musical. Men forfatteren Thomas Høg har tydeligvis ikke kunnet få samling på historien. Endeløse rækker af personer og begivenheder fra det virkelige liv omkring Skagensmalerne har i hvert fald besat manuskriptet med unødvendige sidehistorier og irriterende sceneskift. Da Nyt Dansk Danseteater i 1990 dansede Warren Spears' Skagen med scenografi af Lin Utzon - og musik af Puccini! - var udfordringen den samme, men resultatet langt mere helstøbt. Ligesom i Vivian Nielsens Krøyer-skue-spil Den yderste Nat i 2003.
Sydvesten om i kuling
Som komponist har Kim Sørensen haft frie hænder til at indfange en skagensk tonestemning med svenske disharmonier, så at sige. Men Sørensen har ikke distanceret sig nok fra Les Miserables til at skabe sit eget lydunivers - eller fra Cyrano. De tre klokketimer bliver lange for ørerne. Selv to medforfattere og to medkomponister har ikke kunnet give forestillingen harmoni, og det store ensemble af mere eller mindre velspillende performere gør forestillingen ekstremt ujævn.
Daniel Bohr er en garvet instruktør. Men denne Skagen-iscenesættelse er blevet en sær blanding af ufrivilligt komisk sømandsbrovten med klask på lårene og syd-vesten om i kuling - og så inderlige skilsmissesamtaler mellem den tristesseramte Marie og den drukfældige Krøyer rundt om endnu et hvidmalet havebord.
Det er ikke mindst ærgerligt, fordi Caspar Phillipson er så god. Han spiller og synger Krøyer med så stærk en indlevelse, at portrættet efterhånden helt glider ud af forestillingen og bliver til sin egen, forfærdelige sammenbrudsskildring.
Angsten ned i ryggen
Phillipsons Krøyer er akkurat lige så kunstnerisk urimelig og mandschauvinistisk opfarende, som rygterne siger. Men han er også en mand, der intet kan uden sin muses skønhed og sin kvindes trofasthed. Hun er hans livline, og uden den går han bersærk. Netop fordi Phillipson er så smuk og så veltrimmet, virker hans deroute så forfærdelig: Fra den ranke mand ved staffeliet til den klamme kvindebefamler og den forkrøblede angstplagede, som falder sammen i den ene side af ryggen, mens hans hænder maler billeder af urkvinden - hende, der er gået for længst, uanset om han vil indse det eller ej. Tænk om Lyset over Skagen kunne komprimeres til en musical om Skyggen over Krøyer!
Phillipson havde hals-betændelse i søndags, men sang alligevel som en ærkeengel med pensel. Den smukmørke Maria Lucia Heiberg Rosenberg sang hans Marie med perfekt stemme og sørgmodige øjne - ulastelig, ja, men ikke så mystisk som myten om hende. Og hendes ellers smukke kjoler af Maria Gyllenhoff er skåret unødigt kluntet. Nicoline Siff Møller havde til gengæld en fængslende ro som Anna Ancher over for Jesper Lundgaards mere buldrebasseagtige Michael Ancher.
Over 25.000 har købt billet til Nyt Dansk Musikteaters planlagte 58 opførelser af Lyset over Skagen. Men fascinerende er forestillingen ikke. Heller ikke ulidelig. Bare sørgelig. Tænk at Kim Sørensen har satset alt på en lysende idé til en forestilling, der kommer til at glide ind i bølgeslag og mørke.
Lyset over Skagen. Tekst: Thomas Høg. Medforfattere: Niels Brunse og Kim Sørensen. Musik: Kim Sørensen. Medkomponister: Anders Barfoed og Peter Spies. Frit efter oplæg af Vilhelm Topsøe. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi og lys: Jesper Kongshaug. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Koreografi: Bettie Uldal. Musikalsk ledelse: Edi Premate. Nyt Dansk Musikteater, oplevet i Falkonér Centret. Nu turné til 10. nov., bl.a. fra i aften til søndag i Musikhuset Aarhus.
www.lysetoverskagen.dk
