Læsetid: 5 min.

Morten Olsen og det manglende held

Eller historien om hvordan landstræneren er i færd med at forspilde vores bedste angriberes potentiale
Skæbensvangert Læren fra kampene mod både Sverige og Lichtenstein må være, at Danmark skal møde frem til must win-opgøret mod Spanien med to angribere i startopstillingen; i hvert fald hvis vi skal optimere vores chancer for at undgå, at Morten Olsen efter kampen igen bliver nødt til at beklage, at hans mandskab lider under manglende held-

Skæbensvangert Læren fra kampene mod både Sverige og Lichtenstein må være, at Danmark skal møde frem til must win-opgøret mod Spanien med to angribere i startopstillingen; i hvert fald hvis vi skal optimere vores chancer for at undgå, at Morten Olsen efter kampen igen bliver nødt til at beklage, at hans mandskab lider under manglende held-

Thomas Borgerg

15. september 2007

Der er altid grund til at være på vagt, når en fodboldtræner klager over, at hans hold lider under manglende held. Som regel dækker det over, at holdet slås med spillemæssige problemer, som træneren ikke ønsker - eller ikke magter - at adressere.

Således også med det danske landshold.

I flere kampe har holdet leveret præstationer, der har været under acceptabelt niveau. Alligevel har Morten Olsen angivet manglende held som en af årsagerne til, at holdet ligger nummer fire i puljen - og har en lang og svær vej frem mod en eventuelt kvalifikation til EM. Psykologisk set er det en farlig forklaringsmodel for en træner at anvende, fordi den anbringer ham selv og holdet i en position, hvor det er acceptabelt at tabe, eftersom alle kæmper forgæves mod skæbnens magt.

Derudover er fortolkningen også forkert. Danmark har ikke været forfulgt af uheld i denne pulje. Tværtimod er det kun takket være heldet, at Danmark stadig har mulighed for at kvalificere os til EM. Landsholdet har 14 point efter otte kampe - for fire sejre, to uafgjorte og to nederlag. Heraf er alle sejrene hentet mod puljens svageste hold, mens vi i fire forsøg endnu ikke har vundet over en eneste af vores konkurrenter til topplaceringerne.

Sårbare spaniere

Under normale omstændigheder ville sådan en høst have hægtet os uhjælpeligt af topstriden. Vi er imidlertid så velsignede af heldet, at vi deler pulje med en af Europas største under-achievers, Spanien, der oven i købet gennemlever en spillemæssig krise i stil med den danske. Spanierne har tabt i Belfast. De har tabt i Stockholm. Og gudhjælpemig om de ikke også smed point på Island i sidste weekend. De vakler og snubler frem gennem puljespillet ligesom Danmark - og kan stadig indhentes.

Logisk set burde spanierne for længst have bragt sig i sikkerhed, mange point foran både os og de øvrige forfølgere. Med verdensklassespillere i alle kæder udgør holdet fra den iberiske halvø på papiret et af de stærkeste landshold i Europa, men som kollektiv fungerer det ikke. De spanske spillere virker hæmmede i deres spil og fremtræder uden den selvtillid, som et hold med så mange stjerner burde besidde.

Spanierne er altså sårbare - men chancen for at indhente dem er reelt kun til stede, hvis Morten Olsen frigør det danske mandskab fra den forældede og ineffektive taktik, som han har låst spillerne fast i; en taktisk som igen blev demonstreret i kampen mod Sverige i sidste weekend. Opgøret på Råsunda måtte på forhånd betragtes som en kamp, som Danmark var tvunget til at vinde for at bevare kontrollen med sin egen skæbne, men alligevel sendte Olsen sit hold på banen i en defensiv 4-5-1 opstilling med den vævre dybdeløber Jon Dahl Tomasson som eneangriber i front. Dermed så landstræneren bort fra det faktum, at svenskernes svageste punkter var deres backs, og at der ville være megen ræson i at starte med en targetman på spids; altså en høj og fysisk stærk angriber, der ville kunne drage fordel af de mange indlæg, som ville komme fra de danske fløjspillere.

Sådan en spiller råder landsholdet faktisk over i skikkelse af den 1.91 høje og luftstærke Nicklas Bendtner, der lige for tiden forsøger at slå igennem på Arsenals førstehold. Bendtner startede imidlertid på bænken, hvorfra han kunne se den spinkle Jon Dahl Tomasson blive puffet og skubbet rundt i feltet af de store svenske midterforsvarere, der uden nævneværdige problemer tog sig af de indlæg, som Grønkjær og Rommedahl sendte ind fra kanterne. Først i løbet af 2. halvleg kom Bendtner på banen, og han fik alt for kort tid til at etablere det offensive pres, der kunne have resulteret i et dansk sejrsmål.

Morten Olsens fastholden af sit 4-5-1 system - selv i en situation, hvor Danmark er tvunget til at gå efter alle tre point i en vanskelig udekamp - tegner billedet af en landstræner, der har gjort sig til slave af sin egen spilfilosofi, og som ikke er i stand til at fravige den, selv ikke i en situation, hvor hans hold befinder sig med ryggen mod muren.

Glansen er gået af Skt. Gertrud

Den målløse uafgjort på Råsunda burde reelt set have aflivet det danske landshold muligheder for at kvalificere sig til EM. At det ikke skete skyldes udelukkende, at Spanien senere på aftenen helt uventet satte point til i udekampen mod Island. Denne håndsrækning fra Reykjavik skal dog ikke bortlede opmærksomheden fra den kendsgerning, at det danske landshold lider under et grundlæggende problem med at score mål mod mandskaber af bare nogenlunde kvalitet. Danskernes forsvar er sådan set udmærket. Og den defensive midtbane - hvad enten den styres af Christian Poulsen eller Leon Andreasen - holder også niveau, men offensiven halter; hvilket er paradoksalt, eftersom Morten Olsen som træner altid har lagt vægt på, at hans mandskaber skal være boldstyrende og angrebsivrige.

Det var landsholdet også i Olsens første trænerår, hvor hans wingbaserede system bragte friskhed og optimisme ind i det danske spil, men på det seneste er glansen gået af skt. Gertrud. Holdet er stadig boldstyrende, men det skaber alt for få målchancer. Det skyldes til en vis grad, at modstanderne har regnet den danske spillestil ud, men problemet bunder også i, at vi ikke længere råder over spillere, der kan udfylde rollerne i landstrænerens system. Især har vi siden Ebbe Sands pensionering savnet en stor og stærk midterangriber, der kan udfylde rollen som spydspids i landstrænerens foretrukne 4-5-1.

For alle andre end Morten Olsen må det vel efterhånden stå lysende klart, at Jon Dahl Tomasson ikke kan spille den position. Han er skabt til at være den hængende angriber, der med sine dybdeløb komplementerer frontløberen - ikke til at være ham, der tager tæskene inde i boksen. Det var forstemmende at se, hvordan denne fine og intelligente boldspiller blev trynet i straffesparksfeltet i fysiske dueller med de langt stærkere svenske forsvarere, og man må undre sig over, hvorfor Morten Olsen tøver med at give Bendtner muligheden for at udfylde den position som forreste angriber, som den unge Arsensal-forward så tydeligt synes skabt til. Ved at bænke Bendtner og smide John Dahl helt i front lykkes det Morten Olsen med et dobbeltgreb at forspilde talentet hos Danmarks to stærkeste offensive kort.

Denne pointe blev understreget af den første halvleg, som holdet spillede onsdag aften mod Lichtenstein. For en gangs skyld havde Jon Dahl fået en makker oppe foran i skikkelse af den lille, hurtige Nordstrand fra FCK, og straks så man, hvor meget bedre Tomasson bliver, når han kan lægge sig i dækning af en frontangriber og skyde ind i straffesparksfeltet fra dybereliggende positioner.

Læren fra kampene mod både Sverige og Lichtenstein må være, at Danmark skal møde frem til must-win opgøret mod Spanien med to angribere i startopstillingen; i hvert fald hvis vi skal optimere vores chancer for at undgå, at Morten Olsen efter kampen igen bliver nødt til at beklage, at hans mandskab lider under manglende held-

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu