Læsetid: 3 min.

Når forfattere engagerer sig

Danske forfattere er ideologisk groet fast i en kulturel konsensus med rødder i 1960'erne
Kultur
6. september 2007

Så tales der igen om forfatternes engagement. Senest er det kritikeren Mikkel Bruun Zangenberg, der i tidsskriftet Kritik og i flere aviser beskylder danske forfattere for at slå automatpiloten til, når det handler om at forholde sig til Danmarks engagement i de verserende krige i Irak og Afganistan.

Zangenberg har en pointe i at angribe den udtalte konsensus af antiamerikanisme og pacifisme, der hersker hos danske forfattere, når de skriver om krigen og udtaler sig til medierne. Zangenberg kommer derved til at pege på og undre sig over sig en konsensus på det kulturelle område, hvis historiske rødder rækker tilbage til den dominerende venstredrejning af det danske kulturliv fra starten af 1960'erne. En konsensus, hvor det rent argumentatorisk ikke er særlig svært at lægge sig i strømmen, men forbandet vanskeligt at træde udenfor. Og hvad er der i den udvikling blevet af pluralismen og de stridende modsætninger, som enhver levende kultur har brug for?

Men ligeså berettiget Zangenbergs kritik er i forhold til den kulturelle konsensus, lige så meget forvirrer han tingene, når han i en gennemgang af navngivne forfatteres skriverier ikke klart skelner mellem udsagn i deres litterære værker og udsagn som samfundsdebattører i kronikker og læserbreve.

For der er jo tale om et klassisk skel mellem kunstnerisk æstetisk autonomi og offentlig tale. Hvornår taler forfatteren som privatperson, og hvornår behandler forfatteren et emne litterært?

Med andre ord kan et digt af eksempelvis Thomas Boberg, hvor Irak-krigen spiller en rolle, ikke tages til indtægt på samme måde som en kronik eller læserbrev i en avis og krigen. Kunstværket er at opfatte som et sproglaboratorium. I kunstværker, hvor eksempelvis krigen nævnes, udsættes virkeligheden for en slags mental og sproglig undersøgelse.

Det er i det hele taget en udbredt misforståelse, at en forfatter ene og alene i kraft af sin rolle som forfatter skulle have en særlig privilegeret adgang til at beskrive og udlægge samfundet. Forfatteren har ganske vist ofte særlige forudsætninger for at finde de rigtige ord, komme bag om klicheerne og de vante forestillinger. Ja, i det hele taget sætte ord på det, det er svært at få klarhed over.

Men sproget kan også være en forfærdelig forførisk størrelse, der til tider løber af med forfatteren. Det kan eksempelvis forfatteren Jens Christian Grøndahl skrive under på. I patetisk skønskrift og intellektuel positur forsvarede han helt fra begyndelsen Irak-krigen. En holdning og et selvbedrag han i ligeså patetisk positur for nylig gjorde op med i bogen Tre skridt tilbage, ligesom han gjorde op med rollen som intellektuel.

Åndelig magelighed

Spørgsmålet er, om Grøndahls forvandling ikke er symptomatisk for den deroute, forfatteren som intellektuel oplever i disse år. Hvor idealet, som mange ubevidst længes efter, naturligvis er den sovjetiske eller østeuropæiske dissident, der i tiden før Murens fald med fare for eget liv kunne være i ægte opposition og udtale sandheder om den onde stat. Og dermed være repræsentant for den anden og sandere sandhed om tingenes tilstand.

Men vi er langt fra den entydige bipolaritet i dagens Danmark anno 2007. Og sandheden er langt mere diffus og flygtig.

Da 12 danske forfattere protesterede mod tonen i udlændingedebatten, så man et eksempel på den symbolske kredit, forfatterne får fra selve kunstnerrollen. Det vakte opsigt og trak store overskrifter.

Men samtidig med denne pludselige opblomstring kan man konstatere, at forfatternes symbolske kredit i det hele taget er på retur. Deres ytringer om verden spiller i det offentlige rum gradvist en mindre og mindre rolle. Det er der givet forskellige historiske forklaringer på, men en vis åndelig magelighed og ideologisk fastlåsthed kunne være en af grundene. Hvilket igen også er et resultat af den konsensus, der igennem årtier har hersket på det kulturelle område, og som aldrig rigtig er blevet udfordret.

Hvis danske forfattere ideologisk er groet fast i denne kulturelle konsensus, må man i stedet fæstne sin lid til deres kunstneriske opposition. Vi har brug for forfattere, der satser hele butikken, som åbner vores øjne, sætter noget på spil, insisterer på at undersøge virkelighedens manifestationer til bund både mentalt og sprogligt. Vi har brug for forfattere, som ikke kender svarene på forhånd, men er styret af deres egen tøven og nysgerrighed. Vi har brug for forfattere, der på en intelligent og kunstnerisk ekvilibristisk måde genoptager den litterære essaytradition, hvor virkeligheden undersøges ud fra mangfoldige synsvinkler. Mestre som Montaigne, Thomas Mann, Robert Musil, Czeslaw Milosz og vores egen Hans Jørgen Nielsen skal vel ikke have levet forgæves?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her