Læsetid: 4 min.

Når generalisterne præger debatten

Gyldendals direktørs vurdering af DR's kulturdækning prægede en artikels opsætning i forrige uge. Han er en stor kulturpersonlighed og en specialist i litteratur og forlagsvirksomhed, men på tv-området hører han til blandt de generalister, der for tiden siges meget slemt om
14. september 2007

"Hård kritik af DR's kulturdækning", stod der i Informations overskrift på en syv-spalters artikel i forrige uge. Selv om nærværende kommentator af gammeldags pli har pålagt sig den strengeste tavshed i DR's gøren og laden, kan naturen gå over tugtelsen for enhver, hvis provokationen bliver tilstrækkelig stor.

Her var det sammenhængen mellem overskrift og artiklens indhold, der sprang i øjnene. I manchetten og på seks linjer var der ganske vist en kort foromtale af denne uges demonstration mod besparelserne i DR. Resten af artiklen var helliget den gamle traver, om kulturstoffets placering i henholdsvis særlige magasiner, som f.eks. Bogart (film) og Bestseller (bøger), eller spredt ud over sendefladen i temaudsendelser på DR2, i Deadline (og dens 2. sektion), i Den 11. time osv.

Hvad er bedst - og for hvem?

Denne problemstilling blev belyst af tre personer: Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, DR's mediedirektør, Lars Grarup og medieforskeren Henrik Søndergaard.

For nu at summere deres synspunkter kort op, så ønskede Riis sig programmer, "-der tager kulturen alvorligt", og mente, at det bedst gøres i specialmagasiner.

Lars Grarup omtalte en lang række kulturindslag på DR's tv-kanaler og konkluderede, at tiden er løbet fra de klassiske kulturspecifikke programmer og, at "..man skal kunne støde på kultur mange steder i DR".

Lidt mærkeligt var det i øvrigt, at artiklen ikke borede i det tilsyneladende paradoks, at Grarup for nylig har annonceret et kommende filmmagasin og et ugentligt kulturprogram. Det var det, DR-bestyrelsens bedemand Ole Hyltoft omtalte som en halv sejr. For hvem, må man spørge.

At det ikke var en hel sejr for professionel indsigt i og viden om tv-mediets vilkår og virkemidler fik man et klart billede af ved læsning af artiklens tredje medvirkende, Henrik Søndergaard.

Han roser DR for at have udviklet og eksperimenteret med kulturformidlingen i en tv-virkelighed, hvor seerne ikke længere er tvangsindlagte til at se de kulturelle ghetto magasiner.

Folk med viden om mediet ved, at nye formater er nødvendige for at få andre og flere seere end de i forvejen kulturelt velforsynede (som i øvrigt meget sjældent ser fjernsyn) til at se kulturprogrammer.

Kærlighed til eget felt

Tænk hvis artiklen på den baggrund havde haft overskriften: "Stor ros til DR's kulturdækning"! Men i stedet var det Riis' vurdering, der prægede artiklens opsætning. Han er en stor kulturpersonlighed og en specialist, når det drejer sig om litteratur og forlagsvirksomhed, men på tv-området hører han til blandt de generalister, der for tiden i andre sammenhænge siges meget - også uberettiget - slemt om.

Bag denne uenighed ligger to forklaringer. En ondsindet beskyldning og en mere neutral konstatering. Den ondsindede hæfter sig ved, at komponister og musikere forlanger magasinprogrammer om musik, men næsten aldrig om litteratur.

Tilsvarende ønsker forlæggere og forfattere sig specialprogrammer om bøger, mens musik, malerkunst eller arkitektur sjældent står på deres ønskeliste.

Hvordan kan det være? Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke øjnede muligheden for, at denne ensidighed skyldes genuin, monogam kærlighed til hver deres felter og et ønske om at delagtiggøre andre i den. For det kan da ikke være pekuniær egeninteresse og et syn på tv som gratis markedsføring!

Den anden forklaring bygger på en nøgtern konstatering af, at vi alle hænger fast i fortidens æstetik og udtryksformer. Det tog 20-30 år, før automobilen fik sit eget design og ikke længere så ud som en karet med påsat motor. Sådan har mange af os det også med fjernsynet. Det har fra starten været set som et medium til (passiv videre-) formidling af teater, musik, litteratur, politik osv. Fjernsynets særlige rolle var, at alle disse vigtige ting nu kunne ses fjernt fra åstedet. Også her varede det 30-40 år, før opkomlingen så at sige erobrede sin egen eksistensberettigelse med et formsprog, der ikke blot var en elektronisk gengivelse af objektet. Og dette brud mod tradition og vaner er ikke gået stille af. Hver gang pionerene vovede pelsen (f.eks. Hans Jørgen Jensen med TV-Avisen og Niels-Jørgen Kaiser med Huset på Christianshavn og Matador) blev de mødt med skepsis. Sådan er det åbenbart stadigvæk.

Men - siger de, der kræver kulturmagasiner, som trumfkortet - når det med stor succes kan lade sig gøre i andre lande, hvorfor så ikke i Danmark? For en halv snes år siden var det Bernard Pivots fremragende bogprogram Apostrophes på fransk tv fredag aften, der blev fremhævet som et eksempel til dansk efterfølgelse. Så blev det taget af plakaten på grund af for få seere. I omtalte artikel henvises der til, at svenskerne skam godt kan lave bogmagasiner, der "tiltaler seerne og -bringer litteraturen ud af ghettoen". Hvad er realiteten så?: Det ugentlige bogprogram Babel på SVT2 ses i gennemsnit af to pct. af broderfolket på den anden side af Sundet med den markant største seergruppe blandt pensionister.

Der er sikkert generalister, for hvem det er tilfredsstillende. For fagkyndige tv-folk tror jeg, det er et meget nøjsomt bud på, hvordan tv-mediet kan åbne litteraturens ghetto.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu