Læsetid: 5 min.

Når kunsten reproducerer ulighed

Vi er nødt til at godtage Kristian von Hornsleths 'The Village Project' fra 2006 i Uganda som kunst. Men dermed ikke sagt, at vi ikke bør forholde os kvalitativt til projektet. For kunstkritikken har en central rolle at spille, når kunsten bevæger sig ud i offentligheden og ligefrem udnytter, udstiller og reproducerer en social og økonomisk skævvridnning
Når deltagelse er en præmis for kunsten, stopper den kunstneriske frihed. Kunstkritikken har en særlig rolle at spille i den forbindelse, da kunsten med sine gode intentioner ofte ender med at udnytte den offentlighed, de vil hjælpe. Hornsleth ender for eksempel med at reproducere den ulighed, som var motivet bag The Village Project på ubehageligste vis.

Når deltagelse er en præmis for kunsten, stopper den kunstneriske frihed. Kunstkritikken har en særlig rolle at spille i den forbindelse, da kunsten med sine gode intentioner ofte ender med at udnytte den offentlighed, de vil hjælpe. Hornsleth ender for eksempel med at reproducere den ulighed, som var motivet bag The Village Project på ubehageligste vis.

Lars Bahl

1. oktober 2007

Man kan spørge sig selv, hvorfor Hornsleth og The Village Project i Uganda fra 2006 dukker op igen og igen og får så stor mediedækning. Flere vil mene, at Hornsleth burde ignoreres på grund af hans kyniske tilgang til det at være kunstner. "Kunstnere kan gøre, hvad de vil," udtalte han til Information den 22. januar 2007. Hvis man ser sin fulde ret til at udnytte den offentlighed man påstår at interagere med (og hjælpe!) som kunstner, kan man måske ikke forlange mere.

Hornsleth bør måske ignoreres ligesom klassens frække dreng, men fra denne stol bør man ikke undlade at bedømme The Village Project kvalitativt som kunst, hvilket ikke er den normale tilgang til sådanne former for samtidskunst. Skandale-journalistik er - som også Stefan Jonsson påpegede i Information den 22. september - den primære strategi fra pressens side, hvilket også er det primære mål for Hornsleth. Skandale-omtale er den bedste omtale for ham. Hans højst provokative projekter får hele møllen til at køre. Måske er det på tide, at gøre det, som Stefan Jonsson forsøgte, men ikke helt fulgte til torvs.

"Hvornår har kunsten ret til at behandle andre mennesker som hunde og svin?" spurgte Jonsson yderst relevant.

Kunst og det sociale

De få, inklusiv Stefan Jonsson, der har forsøgt at forholde sig kvalitativt til The Village Project som kunst, har henvist til etiske problematikker, som kunsten traditionelt har været afsondret fra, hvilket Hornleth-citatet udtrykker på rammende vis. Heri ligger dilemmaet.

Men kunsten skal vurderes som kunst, fordi Hornsleth ikke er politiker, socialarbejder eller del af en nødhjælpsorganisation, som ville kunne stilles til ansvar professionelt for sit politiske, sociale eller velgørende arbejde. I Hornsleths tilfælde er en instans, som ikke er medløbende talerør, men kunstnerisk dømmende strengt nødvendig. Vi må heller ikke glemme, at vi i Danmark også giver kunststøtte til sådanne sociale kunstprojekter, hvilket generelt gør den kvalitative vurdering og evaluering endnu mere relevant.

En kunstkritik, som ville kunne forholde sig til et projekt som Hornsleths har længe været fraværende. Faktisk lige så længe som kunsten har interveneret som social aktør i det offentlige rum. En tendens, som inden for samtidskunsten primært har udfoldet sig, også i Danmark, siden 1990'erne med en kunstnerisk forhistorie i dadaismens aktioner i 1910-20'erne, Guy Debords situationisme fra slut 50'erne og Joseph Beuys' idé om kunsten som social skulptur i 70'erne.

Kunst og ansvarlighed

Den store misforståelse ligger i, at man i dag godtager alt som god eller interessant socialtintervenerende kunst med henvisningen til kunstnerens selvopofrelse for en højere sag:

"Kunstneren bør give afkald på den ophavsmæssige tilstedeværelse for i stedet at lade deltagerne tale gennem ham eller hende. Denne selvopofrelse akkompagneres af idéen om, at kunsten skal trække sig ud af det 'ubrugelige' område, der kaldes æstetik, og i stedet smeltes sammen med social praksis," forklarede Claire Bishop, en af de nye teoretikere, som bevæger sig inden for denne kunstpraksis, sidst hun besøgte København. Men Bishop efterlyser en funktionel kritik, som kan stille kunsten til ansvar som kunst. For i hendes øjne ser man alt for ofte, at kunsten, trods sine gode hensigter, ender med at reproducere den sociale skævvridning, som var motivet bag og udgangspunktet for projektet. Hornsleths kunstprojekt er en ekstrem version af dette. Resultatet bliver ifølge Bishop en reproduktion af en aktiv gruppe, der forstår kunsten og dens intentioner over for en passiv gruppe, som står udenfor dette vidensfællesskab og dermed udstilles som sådan. Den passive gruppe, som The Village Project skabte, var købt til at tie, samtidig med at politiske instanser reagerede højlydt - med rette. Men det mener jeg også, der er kunstkritisk belæg for at gøre.

En brugbar kritik

Hvis man skal forholde sig kunstkritisk til The Village Project, bør man se på, hvordan forholdet mellem kunstner og offentligheden administreres. En problematik, som især fire kunstteoretikere har behandlet intensivt siden midten af 90'erne: Nicolas Bourriaud, Claire Bishop, Miwon Kwon og Grant Kester. Her forsøges det sociale og det kunstneriske, det etiske og det æstetiske at forenes i en ny relationel kunstkritik:

Når kunsten rykker ud i det offentlige rum for at lave en kunstnerisk intervention, et kunstnerisk indslag, bør man forholde sig udelukkende æstetisk til kunsten. Kunsten vil her intervenere som kunst, og bygger ikke på offentlighedens deltagelse. Men når kunsten rykker ud i det offentlige rum for at engagere offentligheden som deltager i projektet, integrere sig, må man overføre etiske elementer til de formmæssige elementer ved kunsten. Æsteticere deltagelsen og de dialogiske processer med andre ord. Deltagelsen er her en del af selve 'værkproduktionen', og må derfor anskues fra et kunstnerisk udgangspunkt og ikke udelukkende socialt, politisk, etisk.

Dårlig social kunst

Det er med andre ord ideen om den 'skønne deltagelse': Har uganderne mulighed for frit at deltage? Er projektet præget af en jævnbyrdig dialog? Kan uganderne aflæse de koder, som projektet benytter og er bærer af? Har uganderne mulighed for at påvirke kunstprojektet og dets struktur? Kan uganderne tilegne sig nogle sociale- og erkendelsesmæssige redskaber, som fremover kan være brugbare inden for den sociale problematik, man er en del af? Og sidst, besidder projektet empatiske kvaliteter? Det er kritiske (og nødvendige!) spørgsmål, man bør rejse, når kunsten baserer sig på offentlighedens deltagelse, og især når Hornsleth på 'vores vegne' forsøger at integrere sig som kunstner med et tilbud om at ville hjælpe en hårdtstillet offentlighed i Uganda. Intet kan besvares positivt i forbindelse med The Village Project af Kristian von Hornsleth. Mindst af alt de empatiske kvaliteter. Det værste er, at han på ubehageligste vis (nærmest som repræsentant for den hvide koloniherre) udnytter, også kommercielt, ugandernes deltagelse til at reproducere og ligefrem udstille den sociale og økonomiske ulighed, der var udgangspunktet for projektet. Et ekstremt tilfælde af det fejlgreb, som hos Grant Kester kaldes dialogical determinism (det at man bekræfter en ulige dialog).

Man kan umuligt undgå at se de etiske, og her altså også æstetiske, fejlgreb, som præger The Village Project. Som socialt projekt - og som kunst.

Nej, Kristian von Hornsleth, kunstneren kan ikke gøre, hvad han vil! Ikke når kunsten bruger et socialt engagement som undskyldning for at blande sig i en social, politisk og økonomisk problematik og inkluderer andre mennesker i sin kunstproduktion og kommercielle karriere.

Nye kunstteoretiske værker om den socialtintervenerende kunst:

Nicolas Bourriaud: Relationel Æstetik, 1998 (overs. til dansk i 2005)

Claire Bishop: Participation - Documents of Contemporary Art, 2006

Grant H. Kester: Conversation pieces: Community and communication in modern art, 2004

Miwon Kwon: One place after another: site-specific art and locational identity, 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu