Læsetid: 7 min.

Når du strammer garnet, beder du om balladen

Reggaeprinsessen fra Islands Brygge. Med en social indignation og et kolossalt talent tog den spinkle sangerinde Natasja Saad fra Islands Brygge til Jamaica for at lære lidt om reggae. Hun endte med at lære dem om reggae og blev folkehelt på deres eget sprog. I sommer døde hun i en tragisk bilulykke på øen. På tærsklen til sit helt store internationale gennembrud. I næste uge udkommer hendes første plade på dansk
Natasja Saad var udover sit store musiske talent kendt for sit sociale engagement. Hun var en aktiv spiller i miljøet omkring Ungdomshuset og Christiania og optrådte til en række støttekoncerter og arrangementer for velgørenhed. Og det er også det engagement i samfundet og hendes måde at omgås resten af verden på, hun vil blive husket for.

Natasja Saad var udover sit store musiske talent kendt for sit sociale engagement. Hun var en aktiv spiller i miljøet omkring Ungdomshuset og Christiania og optrådte til en række støttekoncerter og arrangementer for velgørenhed. Og det er også det engagement i samfundet og hendes måde at omgås resten af verden på, hun vil blive husket for.

Bjørn Stig Hansen

22. september 2007

Jeg føler mig dansk og det er let at blende ind
Og der vil altid være en Pia, Jonni og Ewertsen
Der synes jeg er for dum og grim og bør sendes hjem
Men fuck nu dem
For jeg ved at hele verden er mit hjem

Da ulykken indtraf, var Natasja Saad parat til at indtage verden. På vej hjem fra en reggaefestival på Jamaica, hvor hun havde givet det, der skulle blive hendes sidste livejob. Ifølge de danske aviser ramte bilen en lygtepæl. Føreren var sandsynligvis påvirket, og Natasja Saad blev dræbt på stedet 32 år gammel. Danmark havde mistet et af sine største og mest vellidte sangtalenter.

Hun var på toppen af sin karriere, men det var formentlig kun en lille bakke sammenlignet med de bjergtinder, den danske sangerinde kunne have nået. Få måneder før bilen ramte pælen, havde hun vundet den prestigefyldte musikkonkurrence "Big Break" på reggaeøen som den første ikke-jamaicaner nogensinde. Hendes første album på dansk var få uger fra at være færdigt. Det samme var hendes andet på engelsk, og hun var kun timer fra at skulle indspille en duet med reggaegenrens uden sammenligning største stjerne, Beenie Man. En selvbevidst, stilbevidst og socialbevidst stjerne var på vej som protestsanger om emner som racisme, undertrykkelse, krig, sexisme, korruption og ja, fest, sex, hash og mænd. Verden lå for den danske sangerindes fødder. Det helt store gennembrud lå lige om hjørnet. Alle ville arbejde sammen med Natasja.

"Jeg mener, hun var sin generations bedste sangerinde," siger musikjournalist på DR Rasmus Poulsen.

"Med tiden ville hun uden tvivl været blevet en decideret popdronning herhjemme, er jeg sikker på. Ikke kun for hip hop- og dancehall-miljøet, men for hele den danske musikscene og måske hele verden. Den slags kvaliteter havde hun."

Ven af Natasja og producer på hendes første kommende album I Danmark er jeg født, Søren Skov, supplerer: "Hun var vores håb, og hun viste, at man godt kan have en international standard, selv om man er fra Danmark," siger Søren Skov, der er bedre kendt under navnet Pharfar, fra Bikstok Røgsystem.

"Hun er den eneste, der har taget reggaen fra Danmark til udlandet, så hun har været en fakkel for hele reggaemiljøet - ja, og hele musikmiljøet."

Dansk gennembrud

Natasja fik først sit første brede danske gennembrud sammen med dancehall-bandet Bikstok Røgsystem i 2005. På hittet "Cigar" rappede hun et vers, hvor hun med sin karakteristiske stemme og sit lynhurtige flow gav sig selv til kende som 'Lille T' og bekendtgjorde, at hendes 'havn' var Islands Brygge. Hittet gjorde hende landskendt, men på reggae- og hip-hop-scenen havde hun huseret i årevis.

Som barn af en dansk mor og en sudanesisk far voksede hun op i et skilsmissehjem på Islands Brygge. Hendes far boede og arbejdede i Sudan og var forholdsvis velstående, mens moderen arbejdede som fotograf i København. Natasja har siden fortalt, hvordan hun opdagede reggaemusikken som otte-årig gennem sin mors Dennis Brown-album. Som hun forklarede i Politiken i 2005, var hun solgt med det samme.

"Musikken tog mig fuldstændig, og det endte med, at jeg kunne hele pladen udenad. Reggae er jo en slags blues, fordi det er musik, der handler om følelser som kærlighed og sorg. Og det var det, der fascinerede mig."

Allerede som 13-årig stod hun på scenen for første gang. Det var på Christiania med nummeret "Under My Mummy", der handlede om, at hun var træt af at skulle være hjemme klokken 22, fordi hendes mor sagde det. Senere dannede hun, sammen med sin tætte veninde Karen Mukupa, raggamuffin-pigebandet 'No Name Requested', der flere gange op gennem 90'erne var ved at slå igennem. Men tiden var ikke til reggae, og pigerne blev syltet af deres pladeselskab, der havde travlt med eurodance og 90'er-pop.

Natasja droppede livet som fuldtidsmusiker og kastede sig i stedet over sin anden store lidenskab, heste. Hun fik en uddannelse som jockey, og væddeløbsbanen holdt hende fra reggaescenen i nogle år. Men et alvorligt styrt kostede hende en ny hofte og jobbet som jockey, og Natasja vendte tilbage til musikscenen på fuld tid. Til stor begejstring for det trofaste reggaepublikum.

"Live havde hun en unik skarphed og var til stede på en helt anden måde end de fleste andre sangerinder," fortæller Rasmus Poulsen, der selv er en del af reggaemiljøet, som 'selector' (pladevender/DJ) under navnet 'Ras Money'. "Hun havde en virkelig god kontakt til publikum. Fremstod meget ærlig, så umiddelbar og omfavnende, som om hun tilfældigvis var med til den her fest og lige var trådt op på scenen. Det var den ydmyghed og ærlighed, man følte, når man oplevede hende," siger han.

En enspænder

"Hun var egentlig lidt af en enspænder," fortæller Pharfar videre. "Hun var ikke med i nogen bestemt gruppe eller noget bestemt 'sound system'. Hun kørte sit eget show og var virkelig en ener. Publikum var vilde med hende. Når hun var med Bikstok på de store job i Århus og København, begyndte folk at skrige helt vildt og gik fuldstændig amok, når hun kom på scenen. Hun fik som regel et større bifald end hele Bikstok tilsammen," siger han og forklarer, hvad der gjorde hende bedre end de andre, og hvad der gjorde, at hun kunne slå igennem i reggaens hjemland.

"I Danmark er det meget usædvanligt at have en så sindssygt god rytme, som Natasja havde, men det er egentlig ikke så ekstraordinært på Jamaica. Her brød hun igennem med tekster, der er mere sofistikerede, end man oplever de fleste tekster være på Jamaica. Nogle opfatter hende ligefrem som de fattiges talerør. Hun har stadig nogle drømme i sine tekster og en stor social bevidsthed. Den jamaicanske kritik af deres eget system kan godt blive lidt endimensionel, men hun kom derover med en ny vinkel på tingene. Og så må hun have haft et fantastisk sprogøre, for du kan ikke høre på hendes accent og flow, at hun ikke er jamaicaner."

Natasja selv har tidligere beskrevet sin ambivalens til reggaescenens kvindesyn, og også her skilte hun sig markant ud fra den etablerede scene.

"Der bliver talt rigtig nedgørende om kvinder. Jeg skiller mig ud fra de andre dancehall-kvinder," sagde hun til Jyllands Posten i 2005. "I deres tekster handler det hele om fisse og om, hvor lækre de er, og 'uh, jeg kan knalde dig, til du falder om'. Men det er, fordi de kommer fra en mandsdomineret verden på Jamaica. De kvindelige musikere sidder i mændenes studier og har tit knaldet sig til at hænge ud med de der fyre. Sådan er det desværre. Pigerne er mere eller mindre til salg alle sammen. Enten for et telefonkort og noget aftensmad eller for penge eller en pladekontrakt. De har den indstilling fra starten. Jeg håber, at jeg en dag bliver udgivet på Jamaica og kan pille lidt ved de her emner og sige nogle ting."

Det fik hun mulighed for, da hun i vinter vandt Big Break-konkurrencen. Det var første gang, at prisen ikke gik til en jamaicaner, og sejren gjorde hende omgående til folkehelt på øen. Hun måtte flygte fra skrigende fans og gemme sig bag tonede ruder for ikke at blive genkendt. Hendes karriere havde fået et uvurderligt boost lige der, hvor det er allermest nødvendigt for at slå igennem på reggaescenen. Som hun selv forklarede i Politiken, lang tid før hun vandt konkurrencen:

"Jamaica er sådan en lille skaldet ø, fuld af arbejdsløse, kriminelle analfabeter, hvor der bliver skudt 34 mennesker om ugen. Og alligevel kan de lave en sang, hvor de faktisk synger lidt falsk i omkvædet, men med så meget sjæl og varme og rytme i, at de bestemmer musikmoden og bliver spillet på Hot 97 (den hotteste radiostation i NY, red.). I øjeblikket bliver der spillet dancehall mere end halvdelen af aftenen på de hotte natklubber i USA - der er bare blevet åbnet en eller anden dør".

"Det er altså en massiv præstation at vinde den konkurrence," forklarer Rasmus Poulsen.

"Jeg tror ikke helt, vi her i Danmark forstår, hvor stort det var. Det er en tv og radio-begivenhed med 700 deltagere i konkurrencen, og det giver instant fame på Jamaica bare at være med i finalen."

Herhjemme har Natasja også været kendt for sit sociale engagement. Hun har været en aktiv spiller i miljøet omkring Ungdomshuset og Christiania og har optrådt til en endeløs række af støttekoncerter og arrangementer for velgørenhed. Det er netop det engagement i samfundet og hendes måde at omgås resten af verden på, hun vil blive husket for, mener både Pharfar og Rasmus Poulsen.

"Hun vil blive husket for en livsglæde og hendes varme energi," siger Søren Skov. "Jeg tror også, det er den varme, der gør, at folk, der ikke kendte hende personligt, kan have så varmt et forhold til hende. Og samtidig var hun så sød, høflig og korrekt over for alle, hun mødte."

Rasmus Poulsen er heller ikke i tvivl om, at hun hovedsagligt vil blive husket for sin personlighed.

"Hun var reggaescenens stolthed og håb internationalt. Hun kunne måle sig med hele verden. Og så var hun en inspirerende karakter, i forhold til den måde vi behandler hinanden på, fordi hun var så venlig over for alle. Når den bedste selv er den mest ydmyge, bliver det svært for alle under hende at være arrogante. Og alle vidste, hun var den bedste, så hun var en virkelig god rollemodel for hele miljøet," siger han og konstaterer: "Hun nåede at opnå meget, men hun havde det bedste til gode."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det er tankevækkende, at Information har tre artikler om Natasja: Den 26. juni 2007 om hendes tragiske bilulykke og så to dd 22. september 2007.
Post-humt. Hvis hun var, og er, så stor, hvorfor har avisen så ikke gjort noget ud af "talentudviklingen" presse-wise tidligere......

Natasja var den sande reggae stjerne. Så hende live en gang. Hun havde den sande scene energi, og de rette holdninger. Det var et kæmpe tab for mange at miste hende.

- Kitkat.

Natasja var en sand stjerne, der lyste smukkere på himlen end nogen anden. Hun havde et talent, der sjældent er set - Danmark var bare for sen til at opdage det. Desuden var hun et fantastisk menneske, og hun gjorde verdeb til at bedre sted.