Gennem de seneste 10 år har Danmark været den førende filmnation i Norden.
Der er blevet lavet gode og geniale film, som både det hjemlige publikum og internationale filmfestivaler har taget imod med stor begejstring, og Danmark er stadig på manges læber, når talen falder på verdens filmiske brændpunkter.
En vis misundelse har kunnet spores hos vores nordiske naboer, ikke mindst i Sverige, hvor skuffelse over ikke at kunne følge med rent kunstnerisk er blevet udtrykt af både institutdirektører og branchefolk. Men hvor Sverige stadig har svært ved at finde ben at stå på - selv om der laves rigtig gode film på svensk - forholder det sig anderledes positivt i Norge, Island og til dels også Finland.
For nylig var der dansk premiere på norske Joachim Triers Reprise, en indfølt og visuelt og dramaturgisk legende skildring af en gruppe unge menneskers livtag med kærligheden og kunsten i Oslo, og den kritikerroste film er blot én af efterhånden mange - det er så populært at tale om bølger - fra unge instruktører, der ligesom deres danske kolleger i midten af 1990'erne ønsker at fortælle historier om og for deres egen generation.
Fortabt generation
Bård Breiens Kunsten at tænke negativt, der vises på Copenhagen International Film Festival, er et sorthumoristisk opgør med behandlersamfundet, mens Erik Richter Strands hjerteknusende Sønner - som man kan se på filmfestivalen i San Sebastián - fortæller om en fortabt generation af unge mænd, der ingen fædre havde at vende sig til, hvorfor de blev nemme ofre for en seriepædofil.
I det hele taget er meget tilsyneladende ikke, som det bør være i et materielt velstående norsk samfund, og unge mænds impotens, fysisk og psykisk, kan også opleves i Aksel Hennies Uno, Stefan Faldbakkens Uro og Jens Liens Den brysomme mannen, en vittig skildring af et sterilt præstationssamfund, hvor intet lugter eller smager af noget, og hvor sex bestemt ikke er nogen nydelse.
Kvinderne har i nogen grad været fraværende i norsk film, som de har det i Sverige, hvor man af samme grund har indført kønskvotering på filmområdet. Men blandt andet med den filmskole-uddannede Sara Johnsen har Norge fået sig en instruktør, der både har noget personligt at byde på og kan trække publikum i biografen med film som Vinterkys.
En god cocktail, da man i Norge efterhånden har det samme problem, som vi har i Danmark: Mainstream-filmene sælger mange billetter, mens de smallere titler i høj grad svigtes af det store publikum.
Samfundsskildringer
Årsagerne til den danske filmbranches opblomstring er mange - fra kunstskoler og novellefilm til filminstitut, støttesystem og tv-stationer - og den målrettede indsats, man har gjort for at styrke dansk film gennem de seneste 10-15 år, har virkelig vist sig at give pote.
I Norge fik man først en filmskole for 10 år siden, og i både Norge og Sverige har man haft meget svært ved at finde støtte- og institutmodeller - og en balance mellem bredt og smalt - man var tilfredse med, og som kunne sikre den livsvigtige kontinuitet i en i forvejen fragmenteret branche.
I Finland og Island har man ikke de samme problemer, blandt andet fordi man ikke har så mange penge at dele ud af i filmstøtte som i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige. Men der synes dog at være en god energi, og en flok unge filmskabere med noget at sige om den verden, de lever i, er kommet til.
Mest interessant er Island, der med sine under 300.000 indbyggere er et af de mindre filmlande i verden - og et af de yngste - og tilmed et lille sprogområde, hvorfor de er nødt til at søge finansiering af deres film i udlandet.
I sine to første film, 101 Reykjavik og Havet, der begge har haft dansk premiere, fortalte Baltasar Kormákur om rodløshed og generationskløfter i et lille samfund, hvor udviklingen er gået meget stærkt.
Hans seneste film, den barske, stilfulde thriller Jar City, som vises på CIFF, tegner også - ad omveje - et alt andet end rosenrødt billede af et moderne Island i konstant konflikt med sin fortid.
Ragnar Bragason er en anden af Islands markante, unge instruktørprofiler, som er repræsenteret med hele to film på CIFF.
Kompromisløst
Den ene af dem, Børn, er med i festivalens hovedkonkurrence, mens den anden, Forældre, er en del af det øvrige, offentlige program. Som titlerne antyder, hænger de to sort/hvide film tematisk sammen og fortæller råt og ærligt om det alt andet end uproblematiske forhold mellem forældre og børn. Det er ikke småting, vi kan finde på at gøre mod hinanden, og i samarbejde med teatergruppen Vestuport har Bragason skabt to stærke, kompromisløse ensemblefilm, der vækker mindelser om Mike Leigh og John Cassavetes og tegner et billede af Reykjavik som andet end de rige og kreatives legeplads.
I Finland er især to instruktører, Aku Louhimies and Aleksi Salmenperä, trådt ud Aki Kaurismäkis lange skygge og har markeret sig internationalt med personlige, samfundskritiske film om helt almindelige mennesker fanget af omstændigheder, de ikke selv er herrer over. Deres film kan ses i San Sebastián, der viser ikke færre end 38 film fra de fem nordiske lande, heriblandt 11 fra Danmark, i en specialserie kaldet Cold Fever (Fiebre Heleda), hvilket kun understreger, at det er hér, det sner.
Mere om filmene og spilletider og -steder på: www.copenhagenfilmfestival.com, der foregår fra den 20.-30. sep. www.sansebastianfestival.com der foregår fra den 20-29. sep.
