Note
Læsetid: 1 min.

Ny højskole i Gellerupparken

Kultur
12. september 2007

Boligforeninger går sammen om ny multikulturel højskole i Gellerupparken i Århus. Højskolen skal bygge på klassiske grundtvigianske og demokratiske traditioner. Naboskaberne i Gellerup og det nye Boligforeningernes Fællessekretariat, som er etableret for at udvikle de boligsociale områder i Århus, er hovedkræfterne i etableringen af en ny folkehøjskole i det multikulturelle Gellerup. Landsbyggefonden har allerede bevilget penge til etablering af højskolen med grundtvigianske og demokratiske traditioner. Den tidligere forstander for Vrå Højskole i Nordjylland, Kasper Graarup, er ansat som projektleder, skriver Kristeligt Dagblad. Det er meningen, at den nye højskole skal fungere som en almindelig folkehøjskole med en blanding af udefrakommende danske elever og lokale elever med anden etnisk baggrund. Betegnelsen grundtvigiansk er valgt for at signalere "god gammeldags højskole" præget af demokrati og åbenhed, men ikke med en bestemt religiøs farvning. Desuden skal der etableres en daghøjskole, der primært er tiltænkt Gellerupparkens beboere. Der er også planer om, at højskolen skal udgøre et videncenter, som i samarbejde med Aarhus Universitet skal medvirke til integrationsforskning. Projektet er i øjeblikket i startfasen, som varer frem til efteråret 2008. Om det på dette tidspunkt eller først i 2009 er muligt at åbne en egentlig højskole, er endnu ikke afklaret. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her