Læsetid 2.0114285714286 min.

Nye alliancer på dansegulvet

I lørdags hilste mit ansigt på trappen ved Råhuset, da jeg i en kæmpe brandert snublede i mine egne snørebånd på vej ind af døren. I dag er ydersiden af mit ansigt så mærket af tre små fine sår, og indersiden af en skærpet bevidsthed om, at det, der foregik inden for døren i lørdags, gerne må fortsætte i en uendelighed
21. september 2007

René danser rundt i sin tarvelige hvide englekjole iført stormaskede og opsprættede strømpebukser. Mish Fish's kæreste fra England stripper på scenen og afslutter sit show med en klassisk bowlerhat placeret foran sine ædlere dele. Og Fatima diskuterer med sin veninde, hvorvidt det er okay at feste sådan rundt, når nu det er Ramadan. Det går så op for mig lidt senere ud på natten, at det ikke er hendes veninde, men kæreste eller elsker, da de to kvinder står og snaver på dansegulvet.

Det er lørdag nat i sidste uge i Råhuset, et temmelig run-down festlokale af en slags ved Halmtorvet i København. Saabah og dunst holder fest. Sabaah er en forening for homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund, og dunst en queer-performancegruppe, der i gennem flere år har hærget gennem det københavnske homo- og natteliv. Og netop den cocktail sætter spor langt udover de skrammer, som fuldebøtteri og ubundne snørebånd kan afstedkomme.

Fri for integration

For det første er det fantastisk at mærke den energi, der er til stede. Og ikke mindst, at den kommer nedefra. Her er ingen horder af konsulenter fra Rikke Hvilshøjs lønningsliste, og aftenen ender ikke med, at man får et logo fra Integrationsministeriet klasket i rumpen. Her er ingen referater eller halvkold kaffe fra kommunale kaffekander. Og her er ingen snerperi, løftede pegefingre eller heteroseksuelle målestokke at holdes op mod. Og i dette rum er det ligeså meget danskheden, de statsautoriterede køn og seksualiteter - og kategorier i det hele taget - der æstetiseres, parodieres, eksotiseres og destabiliseres, som det er vores blikke, der gør det samme ved det, som andre vil kalde de(t) fremmede, anderledes og eksotiske. Og gud, hvor er det tiltrængt og befriende.

Nye alliancer på gulvet

For det andet er det også opløftende at mærke, hvordan der knyttes nye bånd og dannes nye alliancer på dansegulvet, toiletter og over smøger, som natten skrider frem.

Men vel at mærke ikke nye alliancer i den khaderske aftapning, hvor for eksempel den påståede anerkendelse af etniske minoriteter fra majoritetens side kobles til en økonomisk benhård politik, der resulterer i, at inklusion i det nationale fællesskab bliver lig med dannelsen af en ny etnisk underklasse, der så kan gøre rent i den flat taxed middel- og overklasses hjem. Nej, det, jeg oplever lørdag nat i Råhuset, er i det hele taget, at ryggen vendes til den alliancebygning, som ellers står øverst på integrationsmenukortet for tiden. Nemlig at majoriteten skal indgå i alliancer, dialoger og inklusionsprojekter - i redningsprojekter, kunne man tilføje - med minoriteter. Og vise versa. Et godt eksempel er Erik Meier Carlsens bog Den fjerde alliance, hvor den kristne, danske majoritet, samfund og kultur opfordres til - efter historisk at have indgået i alliancer med først bønderne, så arbejderne og derefter kvinderne - nu at indlede en alliance eller diskussion med islam, indvandrerne, 'de andre'. Underforstået: for ellers ender det galt for samfundet.

Politi-pis

Men i lørdags er det som om, mange heldigvis tænker mere på sig selv end på samfund og sammenhængskraft. I stedet dannes alliancer, hvor man er med dem, der på mange måder har samme (outsider)position i samfundet. Man rotter sig sammen. Man accepterer ikke, at netop dette samfund og dets såkaldte sammenhængskraft bliver brugt til at spille eksempelvis homoseksuelle ud mod etniske minoriteter. Når for eksempel halvdelen af rigets politikere og journalister gang på gang direkte eller indirekte stempler etniske minoriteter som per definition rasende homofobiske. Eller når for eksempel homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund oplever racismen på egen krop, når de træder ind i det homoseksuelle miljø.

Det er muligt, at det er alkoholprocenten i mit blod, der stiger til mit revolutionsromantiske hoved, men det virker som om, der netop en dag som i lørdags, blandt flere er en erkendelse af, at alliancer mellem minoriteter - i stedet for altid med majoriteten - er nødvendige. At man på denne måde kan tilkæmpe sig og indtage nye rum. Og at man så kan mødes i disse rum og sammen gå ud og indtage atter nye.

For resten havde nogle festdeltagere på vej hjem med tre store sedler tilføjet bogstaverne P, I og S efter ordet 'Politi', på en af de politivogne, der holdt foran Station City på Halmtorvet. Det er da altid en begyndelse.

Sune Prahl Knudsen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu