Læsetid: 3 min.

Økonomien som lejrbål

Højere, hurtigere, stærkere er ved at blive altings mantra. Velfærd handler ikke længere om frihed, men om gevinst. Men hvad sker der, når alt begrundes økonomisk?
8. september 2007

Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, kritiserede for nylig nationens åndelige tilstand. Samfundets ufattelige rigdom bæres med glitrende køkkener i stål og nye biler til stadig federe danskere snarere end med et nyvundet overskud til de åndelige dimensioner i tilværelsen.

Noget er der måske om snakken, men måske skulle vi rette blikket mod den fortællingskraft, økonomien og alle dens varer alle dage har haft.

Det var salig Karl Marx allerede inde på. Det nye er, at den savner modspil. Påstanden her er den, at den nationale økonomiske fitness er blevet det 'lejrbål', vi i fællesskabet varmer os omkring; det element, som trækker os sammen, og som vi bruger til at begrunde og legitimere allehånde tiltag. Det er den ene påstand.

Den anden er, at forskellige perioder har hver deres lejrbål; hver deres dominerende fortælling, der sætter dagsorden, og dermed gør noget oplagt at tale om, medens andet forekommer old school eller langhåret. Det klinger oplagt at argumentere for mere velfærd, men at ville styrke 'fremskridtet' eller 'solidariteten' lyder besynderligt. Tilsyneladende umærkelige sproglige skred, men som et gammelt sprogfilosofisk diktum lyder: Når vi siger noget på en anden måde, siger vi noget andet.

Under og umiddelbart efter krigen kan der næppe herske nogen tvivl om, at politiske tiltag, samfundsdebatten og det kulturelle liv i al almindelighed igen og igen havde friheden og demokratisk udvikling som kompas. Tidligere var nationen et afgørende pejlemærke, hvis man skulle erobre en seriøs dagsorden, lige så vel som der blev gjort indsatser for, at få mennesker til at tænke sig som danskere før de forstod sig som jyder, fynboer etc. I skolepolitikken og kulturpolitikken eksempelvis.

1970'erne indvarsler et gennemtrængende politisk sprog, som med sine fordringer om et fremskidt baseret på solidaritet, lighed, demokratisering af hvad som helst spejler sig i en kritisk opfattelse af samfundets grundstruktur; dets produktionsmåde som det hed. Det sås i skolepolitikken, i mediernes orientering, i litteraturen etc.

Økonomien er genstand for en grundlæggende konfliktorientering. Her er vindere og tabere. Kapitalister og arbejdere plus nogle mellemlag. Staten er et aftryk af samfundets ulige økonomiske grundforhold, og kulturen en luftig spejling heraf.

En ny markør

I 1979 erklærer den franske filosof Lyotard de store fortællinger for døde. Fremskridtet døde bevidnet i punkernes desillusion. Solidariteten fik fingeren af yuppierne på Café Victor. Nationalfølelsen og folkeligheden overlevede ved EM i fodbold, men tabte sine sidste forankringer på højskolerne og uddannelsesinstitutionerne.

Tilbage blev økonomien, som har fordoblet sig i en potent kulturel figur, der ligger lysår fra 1970'ernes fremskridt og utopier. Min, din og alles velfærd er det, vi kan enes om at orientere os efter. Bendt Bendtsen forsøger ikke at argumentere for topskattens afskaffelse med liberale argumenter om frihed. De kaskader af velfærd, som øses udover vælgerne er ikke rettet mod at gøre dem fri af økonomiske bindinger, men skal mætte deres begær, samtidig med at alle på midten puster til et glødende bål af nye forventninger. Den økonomiske fortælling, der lyser her, er et lejrbål af service og forbrug. Globaliseringsaftalen og sidste års velfærdsreform sørger for, at vi løber fedtet af. Her præsteres. Højere, hurtigere og stærkere er mantraet for målretningerne af uddannelse og forskning. I kulturpolitikken tænkes indsatser som oplevelsesøkonomiske fremstød.

I miljøet omkring ugebrevet Mandag Morgen tolkes Grundtvig som master mind bag den danske model og dens overlegne resultater i globaliseringens malstrømme. Den økonomiske tænkning er all over the place. På det daglige plan som begrundelserne for værdibaseret ledelse på jobbet, personlig udvikling gennem New Age, socialt ansvar som branding etc. - fænomener, det ofte er fuldstændigt umuligt at påvise den økonomiske effekt af, selvom de iklæder sig økonomisk legitimitet. Omvendt bliver simpelt forbrug af sko, tændstikker og batterier til identitetsskabende markører for, om man er hot eller not.

Økonomiens endeligt?

Betyder det så, at man skulle skrue et kapitallogisk tudefjæs på og forbande økonomiens totale kolonisering af livsverden og efterlyse en ny stor kritik af samfundet, den nye store udkigspost, hvor fårene kan skilles fra bukkene. Inden man gør det, kan det være en idé at ihukomme Nietzsches bemærkning om det dybe vesterlandske subjekts fald: Når dybden forsvinder, gør overfladen det også. Når økonomien tematiserer what so ever, og alt begrundes økonomisk, ophører økonomien med at være økonomi i traditionel forstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu