Læsetid: 6 min.

Et postmoderne paradis

Magtkampen i Pakistan er blot endnu en i en uafbrudt række siden 1947. Lige siden Pakistan blev skabt for 60 år siden, har landet vekslet mellem demokrati og diktatur. Ofte med amerikanerne i kulissen
Protest. Det seneste år er konflikterne spidset til. I marts måned gik landets advokater og journalister på gaden, da Musharraf først afsatte Pakistans højesteretspræsident og så forhindrede pressen i at skrive om protesterne.

Protest. Det seneste år er konflikterne spidset til. I marts måned gik landets advokater og journalister på gaden, da Musharraf først afsatte Pakistans højesteretspræsident og så forhindrede pressen i at skrive om protesterne.

Shakil Adil

Kultur
15. september 2007

En mand kommer hjem: Da Pakistans tidligere leder, Nawaz Sharif, mandag landede i Islamabad for at lade sig hylde af sit folk, mødte han kun geværløb. Få timer senere sad han på et fly ud af landet igen efter ordre fra præsident og hærchef, Pervez Musharraf. Imens skævede andre lande nervøst til de usædvanlige begivenheder i verdens mest ustabile atommagt.

Men for pakistanerne er der intet nyt under halvmånen. Højdramatik og konstant kamp mellem diktatur og demokrati har været hverdag for landet, lige siden det blev skabt i 1947, fortæller politisk analytiker for den pakistanske avis Dawn, Muhammad Ali Siddiqi.

"Den aktuelle krise er bare et symptom. Det grundlæggende problem er, at vi mangler demokratiske institutioner, fordi militæret igen og igen har blandet sig i politik. Det, der sker nu, er sket mange gange før: At hæren forlænger den periode, den sidder ved magten, og at politikerne prøver at få den til at trække sig tilbage til barakkerne og give magten til en valgt regering," siger Siddiqi.

Siden Pakistan blev oprettet i 1947 med delingen af det tidligere Britisk Indien, har styringen af landet vekslet mellem korrupt demokrati, militærdiktatur og korrupt demokrati igen hvert årti.

I 1977 blev den folkeligt populære premierminister Zulfiqar Bhutto væltet i et militærkup og hængt for 'korruption og inkompetence'. I 1980'erne styrede general Zia ul-Haq landet med hård hånd, indtil han døde i et mystisk flystyrt. De næste 10 år skiftedes Nawaz Sharif og Bhuttos datter Benazir Bhutto til at lede bundkorrupte styrer - Benazir Bhuttos mand var kendt som Mister 10 percent - indtil hærchef Musharraf fik nok af det og indledte endnu et militærdiktatur.

"Det kendetegner hele Pakistans politiske historie, at magthaverne bruger alle tænkelige redskaber til at chikanere hinanden. Der er ingen respekt for landets centrale institutioner," siger Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier.

Alt er til forhandling

Pakistan er ikke let at afkode. På den ene side har landet med de 50 atombomber altid været ustabilt, korrupt og afhængigt af skiftende magthaveres luner. Men samtidig har pakistanerne brystet sig af et uafhængigt retsvæsen og en fri, kritisk presse:

"Hvis du kommer til Pakistan, vil du se, at medierne er frie. Pressestanden har altid kæmpet hårdt for sine rettigheder, og i sidste ende har det været godt for regeringerne," siger Mahmood Hamzani, fungerende redaktør på avisen The Nation i Islamabad.

En anden udfordring for nationen er radikale muslimer. Men selv om Nordvestprovinsen styres af stærke religiøse grupper og er arnested for militant islamisme, har der altid været et klart flertal i Pakistan for sekulært styre. Som Javed Iqbal, søn af Mohammed Iqbal, der stod bag ideen om at dele Indien i to, sagde til Information for nylig på 60-året for landets oprettelse:

"Pakistan var tænkt som en liberal stat, blot skulle islam være dens grundlag. Det var aldrig målet at skabe Guds rige på jorden."

Fra starten var pakistanerne et så etnisk blandet folkefærd, at den eneste virkelig samlende faktor var modsætningen til hinduerne i Indien. En konstant underliggende frygt for en militær invasion fra den store nabo har været med til, at over 30 procent af det fattige lands budget i dag går til militæret, og at atomprogrammets fader, Abdul Qadeer Khan, er en national helt.

Hæren har altid været velsmurt og været den eneste institution, der fungerede i Pakistan, siger Stig Toft Madsen. Han kalder landet for et 'postmoderne paradis':

"Alt er til forhandling i Pakistan. Alle regler kan udfordres, og politikerne laver konstant nye fiksfakserier, som gør, at intet nogensinde slår rod."

Da Nawaz Sharif i 1997 for anden gang afløste Benazir Bhutto som premierminister, prøvede han at lægge bånd på både pressen og højesteret og tvang Bhutto i eksil i London. To år senere blev han selv kuppet af general Musharraf og udvist til Saudi-Arabien, efter at Sharif havde modarbejdet hærledelsen og forsøgt at komme af med Musharraf.

Konflikten spidset til

Siden det ublodige kup har generalen forsøgt at fremstå som en, der lytter til befolkningen, og afholdt reelt ufrie valg for at give diktaturet et demokratisk fernis.

"I begyndelsen støttede folket Musharraf, fordi de var trætte af korruption, og han har heller ikke styret med en jernnæve, som Zia ul-Haq gjorde. Men ingen kan acceptere, at han bliver ved med at sidde både som hærchef og præsident. Politikerne bør gøre deres job, retten sit og hæren sit, og de bør ikke blande sig i hinandens affærer," siger Mahmood Hamzani.

Det seneste år er konflikterne spidset til. I marts måned gik landets advokater og journalister på gaden, da Musharraf først afsatte Pakistans højesteretspræsident og så forhindrede pressen i at skrive om protesterne. Til sidst måtte han genindsætte den kritiske højesteretspræsident. Da militante islamister så i juli besatte Islamabads Røde Moské, beordrede Musharraf efter lang tids tøven hæren ind. Over 100 døde under aktionen.

"Folk er meget frustrerede og vil have demokratiet tilbage. Pakistan kan simpelthen ikke reformeres socialt, økonomisk og politisk uden et frit og fungerende demokrati," siger Andrew Stroehlein, direktør for International Crisis Groups medieovervågning.

Den seneste måned har Musharraf arbejdet på en studehandel, hvor Bhutto kan vende tilbage til landet og stille op til det kommende parlamentsvalg i oktober, hvis hun støtter Musharraf som præsident og derved legitimerer ham udadtil. Men netop som det var ved at falde på plads, afgjorde højesteret, at også deres fælles rival Nawaz Sharif havde ret til at vende hjem fra sit eksil i Saudi-Arabien, og så var helvede løs.

Sharif proklamerede, at en million tilhængere ville modtage ham og påbegynde demokratiets kamp imod diktaturet. Men da han landede, fik ingen lov til at komme i nærheden af lufthavnen, mens Sharif blev tvunget ud i flyet og tilbage til Saudi-Arabien.

USA styrer spillet

EU kritiserede deportationen, mens USA's viceudenrigsminister, John Negroponte, blot kaldte det "et internt pakistansk spørgsmål". Og USA's holdning siger alt, mener Mahmood Hamzani:

"Folk her i Pakistan mener, at det i virkeligheden er USA, som styrer spillet bag kulisserne. USA støtter ofte diktaturer, og Musharraf er en af deres vigtigste venner, fordi de kan bruge ham strategisk."

Den pakistanske hær modtager over 500 mio. kr. om måneden fra USA som led i kampen mod terror. Pakistanerne kalder det upopulære krigssamarbejde for 'Mush-Bush-alliancen' og har svært ved at tro på, at "USA's forhold til det pakistanske folk går langt ud over sikkerhed og antiterror," som Negroponte erklærede onsdag i Islamabad.

Andrew Strohlein mener, at USA burde stille frie valg som betingelse for den militære støtte:

"Det er en misforståelse, at Musharraf er et bolværk mellem vesten og terrorisme. Han har i flere år været i koalition med de religiøse partier og har ikke gjort noget for at få ryddet op i de koranskoler, der udklækker hellige krigere. USA vil ikke miste noget på at støtte en folkevalgt regering."

Ifølge Muhammad Ali Siddiqi fra avisen Dawn afhænger de næste mange års udvikling af, hvad der sker i de kommende måder. Og måske er det bedste, man realistisk kan håbe på, en tilbagevenden til endnu et korrupt, men dog demokratisk styre. Der er i hvert fald ingen grund til at frygte, at radikale islamister overtager magten, mener Andrew Strohlein:

"De islamiske partier har aldrig fået mere end 10-15 procent i de nationale valg, så der er ingen risiko for et nyt Iran. De seneste måneder viser, at der er en bevægelse i gang, som før eller senere vil genforvandle Pakistan til et demokrati. Hellere før."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her