Læsetid: 3 min.

Public service i praksis

Onsdag fik DR's radiodokumentargruppe Nordfag-prisen, en nordisk pris for 'en særlig aktiv indsats for public service'. Priskomiteen består af Birthe Weiss, journalist Marcus Rubin fra Politiken, direktør Erik Nordahl-Svendsen fra Mediesekretariatet og filmskolerektor Poul Nesgaard. Deres klummeskribent er formand for komiteen, og her følger - redigeret og skærpet - min overrækkelsestale
21. september 2007

"At give en Public Service-pris kræver en definition, en præmis. Hvad er public service? Tænk, hvis prisen tilfaldt en, der kæmpede for den forkerte definition af Public Service. Der er jo nok at vælge imellem.

Nogle slås indædt for den smalle public service-model, hvor DR kun skal lave det, som de kommercielle ikke laver. Det, medieforskeren Henrik Søndergård kalder det heroiske selvmord.

Andre kæmper for en bred public service-model, hvor den intense seer-, bruger- og lyttertalsjagt, der i betænkelig grad kommer til at ligne det kommercielle. Det kalder Søndergård for selvmord af angst for døden.

Når prisen tilfalder DR's radio-dokumentargruppe, er det, fordi public service-begrebet er andet og mere end blindt at tilfredsstille så mange som muligt - på så mange platforme som muligt. Public service er også at udforske og udfordre. Udfordre magten. Udfordre borgerne. Udfordre lyttere og seere. Udfordre sig selv og aldrig stille sig tilfreds med det halvgode, der jo i princippet er halvdårligt.

Det er kommet på politisk mode at detail-regulere. Den såkaldte sammenhængskraft - en af de mest slidte og mest anvendte floskler i nutiden synes, med Lenins ord, at betyde at tillid er godt, men kontrol er bedre.

Det gælder også public service.

Der stilles flere og flere detail-krav i sendevilkår, public service-kontrakter, EU-regler og medieforlig. Regler som skal overholdes, hvorefter public service defineres som nedskrevne regler. Hvis det kræves, at DR skal dække de mindre sportsgrene, kan man jo roligt skrotte de store.

En unik genres død

Hvis der står, at vi skal udvide sendetimerne for ditten - er der frit slag for at skære ned på datten. Det er f.eks. ikke specifikt krævet, at DR skal sende f.eks. radiomontagerne - så kan Ultralyd og Radiodokumentaren nedlægges uden problemer.

Hvis public service defineres i et regelsæt, burde DR jo have en pris for omhyggeligt at overholde det.

Den netop overståede blodige sparerunde blev bl.a. gennemført for at få råd til at overholde public service-kontrakten!

Den danske radiomontage har siden 1930'erne, og specielt de sidste 50 år, bevist hvorforpublic service netop er andet og mere end dadelfri elskværdighed.

Public service er både/og. For de få og for de mange. Public service har en pligt til at være ude i alle hjørner - det handler både om at underholde, om at oplyse og om at udfordre.

Problemet med drabet på radiomontagen er, at et drab er definitivt. Den findes ingen andre steder i danske medier. Den er unik for DR - og mere end 100.000 lyttere er et meget stort forsamlingshus, der nu er tomt.

De seneste døgns udviklinger i Danmarks Radio har jo bevist at trufne beslutninger kan laves om, hvis de forekommer ekstremt tåbelige. Bedre sent end aldrig kunne også gælde for radiomontagens bortskårne seks millioner kr. - der med en helt urimelig regnestok svarer til omkring en tredjedel af de nu overflødiggjorte "menneskechefer".

For seks millioner kr. får man en nødvendig fortsættelse af et stykke public service.

Et begreb, der er uendeligt svært at definere, men hvor man ikke er i tvivl, når man oplever det på skærmen eller i højttaleren. Og har gjort det i flere menneskealdre.

Radiomontagen er en unik dansk genre, som der oven i købet er skrevet en nylig doktordisputats om:

Fra Viggo Clausens selskabsrejse i 1956 til Stephen Schwartz' snigskytter i Sarajevo i 1992. Fra hørebilleder i 30'erne til Ole Bornedals knuste kværn i 1985. Fra borgerlig vielse i 50'erne til det svære arabiske sprog 50 år efter. Fra Willy Reunert over Ivan Salto, Christian Stentoft og Per Brethvad til Lisbeth Jessen og Kirsten Laumann. Bare for at nævne nogle få.

De har kombineret symfonier udsat for, mennesker, miljøer, mikrofon, musik, mikserpult og mus.

Med et partitur af kunstnerisk, journalistisk og radiofonisk talent og et gennemgående brændende ønske om at bruge mediet til at få os til at opleve, se sammenhænge, møde mennesker og blive bare en lille smule klogere.

Her er mediet ikke et transportmiddel for hvad som helst - her er mediet journalistisk og oplevelsesmæssigt kunst. Hørebilleder, features, radiodokumentar eller radiomontager er og var et universitet for talent - et nødvendigt spejl af virkeligheden.

Public service betyder meget enkelt at tjene offentligheden. I Radiomontagen blev det ikke gjort af pligt, men af lyst. Og ofte på trods. I mere end 75 år.

Den fortjener en pris - vi håber ikke, at den kommer til at stå på dens grav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu