Læsetid: 7 min.

Renfærdig kunst og retfærdig krig

Som foreløbigt punktum for de seneste ugers debat om politik og litteratur, foranlediget af en artikel i Kritik nr. 184, har Mikkel Bruun Zangenberg følgende replik til sine mange kritikere. Og han slutter med et spørgsmål om, hvornår vi ruller ud af tivoligrøften og lader kulturkampen bag os?
Mikkel Bruun Zangenberg fremhæver Claus Beck-Nielsens Irak-projekt, hvor Beck-Nielsen forsøgte at hjæpe amerikanerne med at indføre demokrati i Irak, som en eksemplarisk ledestjerne for mulige, kommende opfindelser af interessant og pirrende politisk kunst.

Mikkel Bruun Zangenberg fremhæver Claus Beck-Nielsens Irak-projekt, hvor Beck-Nielsen forsøgte at hjæpe amerikanerne med at indføre demokrati i Irak, som en eksemplarisk ledestjerne for mulige, kommende opfindelser af interessant og pirrende politisk kunst.

Torben Stroyer

15. september 2007

Først en repetition. Mit udgangspunkt var stilfærdig undren over det besynderlige faktum, at vi siden systemskiftet herhjemme i 2001 har kunnet bevidne en generel mobilisering af rigtig mange toneangivende digtere og forfattere, især ældre, men også en del yngre.

Uheldigvis har denne mobilisering mestendels ytret sig som en konform enighed gennemsyret af intellektuel indolens og renfærdig moralisme - man har for ofte ladet sig nøje med dels at konstatere, at Fogh, Kjærsgaard og co. er forbryderiske idioter, og dels følgerigtigt udsat disse personer for spot, hån og latterliggørelse (for nu at genbruge vendinger, der i anden sammenhæng har sat sindene i kog). Jeg anholder i min kommentar det, jeg opfatter som en bedrøvelig tendens til tanketomhed og selvfedme - ofte og gerne camoufleret som politisk engagement og intellektuel indignation. Det er det klassiske danske problem med iltfattige grønne alger ophobet i gadekæret.

Naiv og kynisk pacifisme

Den anden anke angår det, at især debattøren og polemikeren Rifbjerg (men ikke alene Rifbjerg) i tilknytning til denne huldsalige front af enighed abonnerer på det, jeg i Politiken den 18. august har betegnet som naiv og kynisk pacifisme. Med det menes en type pacifisme, som dels under ét blot er imod krig som sådan uden at tage det så nøje med både historiske og politiske distinktioner; og dels selv i situationer, hvor vi kunne føle det påtrængende at gribe ind, foretrækker at undlade at handle med henvisning til førnævnte generelle krigsmodstand.

Rifbjerg kommer flere gange for skade at parallelisere mellem Anden Verdenskrig og Irak-krigen, og så går den muntre gæk. Jeg slog uden videre Rifbjerg i hartkorn med en hel del andre navngivne forfattere - det var en fejl, det var forhastet, og til det kan jeg kun citere fra min guru Beckett: "B. - (Remembering, warmly) Yes, yes, I am mistaken, I am mistaken."

Men det faktum står tilbage, at koblingen mellem den flommede og konforme type kritik af Fogh m.m. og den kyniske pacifisme ofte vil indgå i uhellige legeringer rundt omkring på kulturslettens lunkne pampas.

Intellektuel dovenhed

Hvis vi for en stund ignorerer en del snik-snak, der har cirkuleret, er jeg blevet bebrejdet tre ting, der er af en sådan art, at jeg godt vil bruge lidt vådt krudt på at kommentere dem.

Først at jeg slår alle over en kam uden hensyn til individuelle forskelle. Dernæst at jeg forsømmer at skelne klart mellem udsagn fremsat i debatindlæg, modsat de, der optræder i digte og romaner. Endelig er det blevet indvendt, at jeg undlader at dokumentere mine påstande.

Til det første er der det at sige, at jeg i min kommentar hævdede, at en privatdetektiv ville have utrolig vanskeligt ved at finde en toneangivende dansk forfatter, der siden 2001 ikke nærmest pr. automatik havde været imod Fogh og alt, hvad dermed følger. Jeg nævner selv Preben Major Sørensen som en skikkelse, der på sin egen måde bryder med den massive brynje af doxa på den blødt SF-radikale akse. Men han er naturligvis en af de få undtagelser, der bekræfter reglen.

Enigheden er ikke nødvendigvis i sig selv noget problem - men det er den intellektuelle dovenskab og æstetiske slaphed, man kan hævde, den herhjemme giver anledning til (for ofte og hos visse skribenter). Der er masser af distinkte forskelle, hvilket jeg eksplicit anerkender i min kommentar (hvad angår stil, genre, underliggende antropologi, etc. etc.) - de befinder sig bare ikke på det, man kunne kalde for det landspolitiske plan. Jeg er dødtræt af at læse, at Pia er en idiot og så basta. Det rækker ikke, hverken æstetisk eller ideologisk, uanset hvor mange appropriationer, samplinger, citater, eller ironisk-underfundige mikro-kontekster det er indlejret i.

Af historiske og sociologiske årsager er der opstået en påfaldende intetsigende enighed i store egne af forfattermiljøet (nok især blandt de ældre), det, Informations kulturredaktør Peter Nielsen den 6. september mere elskværdigt end jeg selv kalder for "konsensus". Men konsensus er dræbende i kunstens kongerige og på den intellektuelle slagmark.

Virkelighed og fiktion

For det andet. Jeg skelner selvsagt i mit udgangspunkt tydeligt mellem typer udsagn fremsat inden for og uden for fiktionens rum. Det jeg bemærker hertil, er blot, at denne elementære grænse - som i øvrigt på ingen måde er så selvindlysende som bestemte kritikere vil gøre den til - overskrides og tilsløres i kraft af to manøvrer.

Først idet visse forfattere (f.eks. de 12) træder frem og ind i den offentlige debat med en angivelig myndighed og autoritet, der kommer af deres status som netop 'forfattere'. Her benytter de, helt legitimt, deres forfatterstatur til at trænge igennem og påvirke opinionen. Men effekten er, at skellet mellem digt og debat sløres - nøjagtigt lige som det, uden sammenligning i øvrigt, sker, når skuespillere optræder i reklamer.

For det andet udviskes grænsen, når digte og romaner i stigende grad begynder at kredse om det samme problemfelt, som berøres i kronikker og læserbreve; så begynder skellet mellem æstetik og politik langsomt at flimre og blive uklart. Atter engang - det er ikke nødvendigvis et problem, tværtimod kan det være indgangen til et inciterende felt. Men det er det, når tanken er sløv og forudsigelig, og kunsten også bliver det. Mit eget modeksempel par excellence er her George Orwell, hvis værker aldrig lod sig reducere til de åh-så-forudsigelige konklusioner, men også danske eksemplarer som afdøde Stangerup, samt de nulevende Nordbrandt og Beck-Nielsen kan regnes med blandt de minimalt heterodoxe.

Hengemt læserbrev

I forbifarten vil jeg godt korrigere en pudsig misforståelse: Digte og romaner bliver ikke automatisk 'politiske' ved, at ord hentet fra det, vi til daglig forstår som 'politik', optræder på linjerne. Vi kan sagtens forestille os et dybt politisk værk i hvilket egennavnene Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, eller stednavnene Abu Ghraib og Guantanamo aldrig optræder; men når værket netop ved at frembære disse ord fra den politiske arena fremturer, så opstår der for ofte (som medvirkende årsag) dårlig, politisk kunst - kunst, hvor det hele begynder at hørme af hengemt læserbrev.

For det tredje: Der er noget puritansk og fjoget ved at afkræve en kommentar, der netop eksplicit er påstemplet genrebetegnelsen kommentar, de krav til dokumentation, man normalt ville forvente af en grundig artikel i et videnskabeligt tidsskrift eller i en videnskabelig afhandling. Det er at skyde langt over og forbi målet. Ikke desto mindre skylder jeg selvfølgelig at komme med grundigere belæg for mine fejende generaliseringer. Og om Gud og Allah vil, når jeg at skrive en længere debatbog henover vinteren, sådan at der kommer mere og mere nuanceret kød på bordet.

Tre vigtige problemer står imidlertid tilbage. Det første og relativt set mindste er spørgsmålet om, præcis hvad 'politisk kunst' nu egentlig er og kan komme til at være?

Her mener jeg Claus Beck-Nielsens dybt egenartede og originale Irak-projekt er en eksemplarisk ledestjerne for én blandt mange mulige, kommende opfindelser af interessant og pirrende politisk kunst.

Læsningens kunst

Det andet er spørgsmålet om Irak-krigen - hele forløbet rummer gevaldige kriser for vores demokratiske konstitution, og det skal naturligvis afhandles og eftertænkes i fuld offentlighed.

Det tredje og måske vigtigste er spørgsmålet om kommende, retfærdige krige.

Vi kan - sørgeligt nok - forudse, at dét globale retssamfund, som endnu er en flimrende utopi, i de kommende årtier vil blive konfronteret med religiøse, etniske, økonomiske og økologiske krige (det sidste er krige forårsaget af en kamp om naturressourcer som f.eks. vand). Hvad enten vi kan lide det eller ej, rejser det spørgsmålet om, hvornår og præcis hvorfor vi skal engagere os i såkaldt 'retfærdige' krige? Her kommer vi ikke langt med den kyniske pacifisme, der bare vil stikke hovedet i jorden og bede om fred og ro fra hele den farlige, store verden derude.

Undervejs er der blevet hvirvlet en del støv op, jeg har haft den ubetingede fornøjelse at blive dynget til med personangreb og invektiver, men det er ikke det vigtige, det er jo bare den sædvanlige mølle. Det vigtige, sidste problem er, at vi i kulturkampens bengalske lys og giftige dampe sammen hengiver os til det, jeg ville kalde for en likvidering af læsningens stille og langsommelige og svære kunst.

Forfattere og kulturskribenter kommenterer hovedløst på en journalists gengivelse af en udvalgt del af det der blev sagt, tekster læses og citeres enøjet, perfidier suser rundt i luften, sort stilles simplistisk op mod hvidt. Hele den sædvanlige lokale vaudeville, med andre ord.

Johan Ludvig Heiberg er i den forstand Danmarks store, geniale nationaldigter - ikke tilfældigt har vi hverken en Strindberg eller Ibsen, en Shakespeare eller Goethe.

Lad mig spørge med fuld retorisk patos: Hvornår ruller vi ud af tivoligrøften og lader kulturkampen bag os?

Men jeg ved knap nok, om det sidste er et reelt problem. Og derfor må jeg hellere slutte af med at gentage mit citat af Beckett:

"B. - (Remembering, warmly) Yes, yes, I am mistaken, I am mistaken".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu