Læsetid: 3 min.

Ud af reservatet

En stor tak til Tzvetan Todorov for en lige højre til den golde litteraturforskning
20. september 2007

Weekendavisens Bøger bragte i fredags et glimrende interview med den toneangivende litterat Tzvetan Todorov. Han kommer fra Bulgarien, men har boet i Paris siden 1963 og er en af strukturalismens fædre, altså den teoretiske retning inden for litteraturvidenskaben, der lægger vægt, hvordan et værk rent teknisk er opbygget frem for hvad værket siger om verden.

Men nu har Todorov fået nok. Litteraturen er i fare, hvis den ikke bliver læst, som om den ikke har den fjerneste forbindelse med vores liv og kun skal anvendes til at undersøtte en bestemt teoridannelse.

Han siger eksempelvis:

"Det er på høje tid at advare imod at lade dyrkelsen af de formelle aspekter af et litterært værk være et mål i sig selv. Jeg har nemlig med undren kunnet konstatere, at det formalistiske analyseapparat har fået en alt for fremtrædende plads på landets skoler, i gymnasiet og på universiteternes litteraturstudier".

Og Todorov fortsætter:

"Det er mit klare indtryk, at mange gymnasieelever sidder og spilder tiden med at påvise, om Franz Kafkas Processen nu skal betegnes som absurd eller komisk. På den måde når man nemlig ikke frem til det egentlige, nemlig at få placeret Kafka i forhold til europæisk tænkning eller undersøge den enorme betydning, som Kafka har haft for moderne litteratur".

Ifølge Todorov er vi i færd med at reducere litteraturens kompleksitet og gøre os døve over for dens særlige evne til at bære vidnesbyrd om menneskers liv og færden:

"For mig er litteratur en slags videnskab om mennesket, men uden at jeg med ordet 'videnskab' sigter til noget, der kan måles og vejes".

Litteraturens inderste

Det er hårde ord i september, men mere klart kan det ikke siges, hvad der efter min mening er litteraturens inderste væsen.

Og det er noget af en befrielse at høre disse ord fra den hårdkogte teoretiker, men litteraturelskende Todorov. Han forlanger simpelt hen af litteraturen, at den skal have eksistentiel relevans og ikke skal reduceres til sproglige finurligheder og litterært spil for galleriet.

Så er det, at man kommer til at tænke tilbage på de seneste årtiers teoretiske hærgen på de danske litteraturstudier.

Især på den livsfornægtende dekonstruktion, hvis eneste formål er at påvise, at værker kan være i strid med sig selv, og at man kan påvise et misforhold mellem intention med et værk og det faktiske resultat, eller at litteraturen ikke evner at stå i et repræsenterende forhold til verden og at det handler om at demonstrere den vrangforestilling.

Alt sammen noget, der ofte ender i bogholdermæssige teknikaliteter. Og det, der gør, at litteraturvidenskaben udvikler sig til et reservat på tryg afstand af ikke bare verden, men også af selve litteraturen.

Man kommer derved helt til at glemme, at litteraturen også handler om noget, at den vil noget af sin tid, samtidig med at den selvfølgelig kan være så gådefuld og mystisk, at den ikke umiddelbart lader sig afkode i banale 1:1-udsagn.

Det får mig til at huske en samtale med Johan Fjord Jensen, den tidligere litteraturprofessor i Århus, der hævdede, at han var holdt op med at læse skønlitteratur, fordi den ifølge ham ikke havde noget nyt at tilføje, som ikke allerede var sagt og skrevet.

Nu har hårdkogte teoretikere det med at blive meget absolutte, men alligevel, hvordan kan man som litteraturmenneske overhovedet nå til den konklusion?

Det har jeg aldrig forstået - og aldrig glemt. For det er jo den gode litteratur, der kan blive ved med på nye måder at bære vidnesbyrd om menneskers liv og færden, blive ved med at kradse hul i den tynde fernis af velfærd, som har passificeret ellers kritiske samfundsborgere og i det hele taget blive ved med at fortælle noget grundlæggende om menneskets indre konstitution og færd i verden.

Så tak, Todorov, for lige at sætte tingene på plads igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Peter,

Det lyder så såre simpelt. Men sådan hænger tingene jo ikke helt sammen. Man kan fx ikke affærdige dekonstruktionen, sådan som du gør det ovenfor, som livsfornægtende, sikke noget vrøvl. Man kunne med rette sige det stik modsatte. At dekonstruktion er livet, livsaffirmerende. Det er tilfældet som mulighed. Det kan man fx forsikre sig om, hvis man kender en smule til den engelske ekspert Nicholas Royle, som flere gange har besøgt Aarhus Universitet de seneste par år. Og man kan ikke bare sådan uden videre se bort på den indflydelse en sådan tankegang har haft på hele humaniora som sådan. Naturligvis findes der teori-rytteri som er dårligt og livsfornægtende. Men det er ikke nødvendigvis dekonstruktion. Det er bare dårlig teori.

Desuden: Et værk som Beck-Nielsens 'Selvmordsaktionen', som måske er det mest intervenerende værk imellem samfund og kunst inden for litteraturen i de seneste mange år, kunne aldrig være opstået uden dekonstruktionen, uden Derrida eller Agamben. Det har både eksistentiel relevans og sproglige finurligheder på samme tid.

Jeg har den dybeste respekt for Todorov, men det lyder nu alligevel lidt gammelmandsagtigt, ligesom når man besøger sine bedsteforældre, der synes at de fremmede er sære, og at ungdommen nu til dags er af lave. Hvorfor skulle litteraturen pludselig ændre sig så radikalt og ikke interessere sig for livet, lave reservater og den slags? Vås.

I årene efter at Shakespeare skrev Hamlet, var der fx ingen der havde respekt for dennes ordspil. Det var jo blot noget sprogligt sludder, ren tomgang. Men i dag kan vi se at de tog fejl. Siden da har vores tid så at sige været "out of joint".

For god ordens skyld: Jeg synes også, at litteraturen skal tage del i livet, og at den af og til kan blive for selvsmagende, men hele ideen om at skyde den og teorierne i sænk som ovenfor er blot et modefænomen, som man ikke nødvendigvis skal lægge sig på knæ for.

mvh.
Stefan