Læsetid: 10 min.

'Vi risikerer at gøre meget mere skade end gavn'

Etiske kodeks for leverandører i tredjeverdens lande kan gøre mere skade end gavn, siger forskere. Sender Vestens politiske forbrugere børn ud i prostitution i Bangladeshs gader?
Børnearbejder. Fokus på børnearbejde i beklædningsindustrien har begrænset antallet af børnearbejdere under 14 år netop her. Men ifølge Red Barnet er problemerne bare flyttet. Der findes i dag 218 millioner børnearbejdere i verden, og mange er røget længere ned i leverandørkæden, hvor de er mindre synlige. Her graver en dreng efter guld i Papua Ny Guinea.

Børnearbejder. Fokus på børnearbejde i beklædningsindustrien har begrænset antallet af børnearbejdere under 14 år netop her. Men ifølge Red Barnet er problemerne bare flyttet. Der findes i dag 218 millioner børnearbejdere i verden, og mange er røget længere ned i leverandørkæden, hvor de er mindre synlige. Her graver en dreng efter guld i Papua Ny Guinea.

Neil Duncan

15. september 2007

Kvinder, der arbejder på bananplantager i Nicaragua, skal ofte have fornyet deres kontrakter efter 10 uger. Ofte kræver arbejdsgiveren seksuelle ydelser. Kvinderne skulle ellers nyde godt af bananfabrikanten Chiquitas etiske kodeks. Men ting som dette sker i det skjulte, og ingen af de etiske retningslinjer siger, at kvinder ikke skal betale med deres krop.

Når vestlige virksomheder prøver at leve op til høje etiske standarder, kan det ofte få den modsatte effekt for deres leverandører i Den Tredje Verden. Sådan lød budskabet på en konference afholdt i denne uge på Copenhagen Business School. Det grimme bliver gemt væk i kampen om euro og dollar - fra børnearbejdere til seksuelle overgreb. Blandt de fremmødte var internationale forskere, der arbejder med virksomheders samfundsmæssige engagement også kaldet Corporate Social Responsibility (CSR). Professor ved Australian National University, Anita Chan, var blandt de hårdeste kritikere:

"CRS er en måde for firmaerne at undgå kritik. Jeg oplever, at de etiske retningslinjer er - ikke totalt værdiløse - men næsten," siger hun til Information.

Skandale efter skandale

CSR har i sin forholdsvis korte levealder ofte været under beskydning. Kritikken har især drejet sig om, at virksomhedernes fine ord om etik, ikke har haft nogen stor betydning uden for papiret eller hjemmesiden. Men der findes også mange eksempler på virksomheder, der har taget det sociale ansvar alvorligt, fortæller Jacob Dahl Rendtorff, lektor i virksomheders ansvar, etik og legitimitet på Roskilde Universitetscenter.

Det store fokus på virksomheders sociale ansvar er noget, der er opstået gennem de sidste 30 år. En langsom udvikling, der blev sat i gang af miljøsvineri og skandaler, som involverede store internationale virksomheder. Virksomheder som Nestlé, der i 1970'erne markedsførte modermælkserstatning i Afrika på samme måde som i Europa. Afrikanske kvinder tog produktet til sig, men blandede det op med forurenet vand, hvilket betød, at tusinder af spædbørn døde. I 1984 eksploderede en fabrik i Indien, 3.000 mennesker døde under i Bhopal i Indien, området blev ødelagt og over 20.000 lokale fik mén. Fabrikkerne leverede insektgift til den amerikanske virksomhed Union Carbide. Og i 1990'erne skete der for alvor noget, da kontroversen mellem Greenpeace og Shell toppede, fordi Shell ville dumpe den udtjente boreplatform Brent Spar i Atlanterhavet. Amerikanske Nike blev kritiseret voldsomt, da det kom frem, at mærket blev fremstillet i såkaldte sweatshops, af underbetalte og misrøgtede arbejdere.

"For 30-40 år siden dominerede det økonomiske dogme, at virksomheders sociale ansvar var at skabe profit. Man har langsomt fået en meget mere differentieret holdning til, hvad socialt ansvar er i dag, i et globalt perspektiv," siger Jacob Dahl Rendtorff.

En virksomheds brand-værdi er i dag meget større end det produkt, de producerer. I den vestlige verden sælges ikke længere almindelige produkter, men oplevelser, følelser og identitet.

"Firmaernes sociale ansvar er opstået på baggrund af forbrugernes pres. Og ikke kun den politiske forbruger. Hvis en historie om børnearbejde er forbundet til et produkt, vil forbrugerne ofte holde igen med at købe det," siger han.

Et farligt ord

Der har ifølge Ole Lund Hansen, chefkonsulent med ansvar for bl.a. CSR hos Dansk Industri tidligere været grumme eksempler, hvor virksomheder har krævet, at underleverandørerne fyrede børnene, som endte på gaden og i prostitution, fordi familierne var afhængige af deres indtægt.

"Hvis man opdager, at en leverandør benytter sig af børnearbejde, er det ikke et spørgsmål om bare at forsvinde, men om at gå ind og kræve af leverandøren, at der bidrages til en genskolingsproces. Eller selv at bidrage," siger han.

Dansk Industri mener, at det er vigtigt ikke at glemme de positive aspekter ved virksomhedernes samfundsmæssige engagement.

"Jeg tror, at alle er enige om at etiske retningslinjer for underleverandører er en god ting. Det er noget, der kan rykke på nogen ting og hæve standarden hos leverandørerne," siger Ole Lund Hansen.

Adjunkt ved Copenhagen Business School og medlem af forskernetværket Peter Lund-Thomsen, mener dog ikke, at eksemplet med børnearbejdere, der ender i prostitution, hører fortiden til.

"Virksomhederne bliver nødt til at gennemtænke konsekvenserne af de beslutninger, de tager? Bliver børnearbejdernes situation forbedret eller ej? Det har manglet, at man i Vesten har et mere kritisk blik på, om man kommer til at gøre ondt, selv om man prøver at gøre godt. Hvis man spørger virksomheder i Danmark, der arbejder med CSR i deres leverandørkæder, hvor meget de selv betaler for, at der skal blive forbedringer hos underleverandørerne, så vil langt de fleste sige, at underleverandøren selv må betale," siger han.

Børn gemt på toiletter

Rasmus Juhl Pedersen, rådgiver i Red Barnet, er skeptisk over for den konkrete effekt af CSR, når det gælder afvikling af børnearbejde på en måde, der gavner børnene.

"Leverandørerne forstår ikke værdien af det, de bliver pålagt. At de for eksempel kan øge effektiviteten og mindske sygefraværet, hvis de forbedrer forholdene. Som eksemplet med det kinesiske legetøj, hvor man bruger blyholdig maling, fordi det er billigere. Man skærer hjørner," siger han.

Legetøjsproducenten Mattel har efterfølgende måtte trække omkring 20 mio. stykker legetøj tilbage, da de indeholdt utilladelige mængder bly. Mattels formand og administrerende direktør, Robert A. Eckert, påpegede hurtigt over for forbrugerne, at underleverandørerne ikke længere producerer legetøj for Mattel.

Rasmus Juhl Pedersen mener, at virksomhederne er blevet professionelle i forhold til at udarbejde flotte retningslinjer eller code of conducts, og at leverandørerne er blevet lige så professionelle, når det gælder om at omgå reglerne.

"Børn bliver gemt på toiletter og på bagtrapper. Inspektionerne er jo som oftest anmeldt i forvejen," siger han.

Mindstealderen for børn, der skal arbejde med farligt arbejde, som kemikalier, er af FN's Internationale Arbejdsorganisation (ILO) sat til 18 år. Ved andet arbejde ligger grænsen på 15 år, og i tredjeverdenslande, hvor uddannelsessystemer er meget underudviklet, kan grænsen rykkes til 14 år. Desuden må børn over 12 år lave det, der kaldes let arbejde, og som ikke hindrer en skolegang. FN's børnekonvention fastsætter ikke nogen mindstealder, men kræver, at den lokale lovgivning selv fastsætter en.

"Mange virksomheder henviser til den lokale lovgivning, og den lokale kontekst. Det, mener jeg, er meget vigtigt. Selvfølgelig kan den lokale lovgivning være mere eller mindre godt udformet. Men hvis man ignorerer den, risikerer man at gøre ondt være. Hvis for eksempel skoleårene slutter tidligt, og der er et stort gab i tiden, indtil barnet kan begynde at arbejde. Hvad skal det så leve af," spørger Rasmus Juhl Pedersen.

Misforstået ansvar

Ordet børnearbejde er noget, der kan få de vestlige forbrugere op af stolene. Ordet er så betændt, at Red Barnet nærmest anbefaler, at man slet ikke bruger det.

"Vi har fokus på børnearbejde, men vi bekæmper det ikke for enhver pris. Dermed ikke sagt, at det ikke skal tages alvorligt. Vi kigger på de omstændigheder, barnet er i. Nogle børn er jo nødt til at arbejde for at overleve og forsørge familien, og så gælder det om, at de skal gøre det under bedst mulige forhold," siger Rasmus Juhl Pedersen, der anbefaler, at forbrugerne aldrig boykotter et produkt eller land, fordi de bliver kædet sammen med børnearbejde.

"Vi risikerer at gøre meget mere skade end gavn," siger han.

Flere og flere virksomheder udstikker etiske retningslinjer, der siger, at leverandører ikke må ansætte børn under 18 år. Det skaber ifølge Red Barnet kæmpe problemer i forhold til ungdomsarbejdsløshed, som er et stigende problem i tredjeverdenslande.

"Forbrugernes forskrækkelse for børnearbejde gør, at firmaerne sætter alderen til 18. Jeg kalder det misforstået socialt ansvar," siger Rasmus Juhl Pedersen.

I Bangladesh, hvor der ikke laves fødselsattester, resulterer forskrækkelsen over børnearbejde i, at leverandører ikke tør ansætte mennesker med et ungt ansigt, siger han.

Ender i prostitution

Efter den store kritik af firmaer i 1990'erne er der dog ifølge Red Barnet så godt som intet børnearbejde i den del af eksportsektoren, som har direkte berøring med vestlige virksomheder. Og det lyder jo som om, noget positivt er kommet ud af indførelsen af CSR og de etiske retningslinjer. Eller?

"Børnearbejderne blev fjernet i tekstil- og beklædningsindustrien i Bangladesh, da USA i 1993 ville indføre et lovforslag, der ville forbyde import af produkter, som helt eller delvist var lavet af børn. Det betød desværre bare, at børnene endte et andet og sandsynligvis værre sted. Som i prostitution. At sidde og klippe tråde behøver ikke at være skadeligt, hvis forholdene er ordentlige," siger Rasmus Juhl Pedersen.

Han mener, at det er positivt, at der ikke er børn under 14 i beklædningsindustrien, men at problemerne er flyttet. Der findes i dag 218 millioner børnearbejdere i verden, men mange er røget længere ned i leverandørkæden, hvor de er mindre synlige.

"Det er for alvor her, at danske virksomheder har en udfordring og opgave, nemlig at sikre den ansvarlige udfasning og etablering af skolegang og indtægtskompensation. Det er ikke gjort med udformning af en politik og en code of conduct," siger han.

Peter Lund-Thomsen fra CBS, mener, at det er naivt at tro, at man kan komme børnearbejdet til livs på en ordentlig måde, medmindre man inddrager de erfaringer, der er i forvejen og målretter den lokale indsats.

"At arbejde på fabrik i Kina og Pakistan er ikke det samme. Du kan godt lave universelle CSR-retningslinjer, men hvad der virker fint i Pakistan, virker måske ikke i Kina. Det kan godt være, at vi har vores ideer om det gode arbejdsliv, men det er vi nødt til at få tilpasset eller oversat til noget, der også giver lokal mening," siger han.

Jacob Dahl Rendtorff fra RUC er skeptisk over for argumentet om, at børnene ender i en værre situation end før og mener, at det bunder i en misforståelse af, hvad det etiske kodeks går ud på.

"Det er klart, at hvis man laver nogle regler, der er helt isoleret fra lokalområdet, så kan det gå galt. Men ideen er noget andet. Ideen er, at få de overordnede kodeks til at passe og være retningsgivende for at håndtere en lokal problemstilling," siger han og påpeger, at der er to yderpunkter, som virksomhederne skal passe på ikke at forfalde til - også når det gælder børnearbejde. Det første er the american way: Følg dine egne regler, når du er i et fremmed land. Det andet er, at de bare følger de regler og skikke, der er i landet.

"Begge er en form for legitimering af status quo," siger han og fortsætter:

"Det er en sovepude at sige, at vi skal følge lokale skikke og derfor kan tillade os en masse ting, vi ikke kan i Danmark, som ansættelse af børn og underbetaling."

Kvinderettigheder

Marina Prieto-Carron, Lecturer fra University of London, er en del af det internationale CSR-forskernetværk. Hun har selv arbejdet med kvinder i Nicaraguas bananplantager i mere end 10 år. Først som aktivist og medlem af en ngo og derefter som del af akademisk forskning.

"Jeg synes, der er for meget fokus på børnearbejde. Det er der fordi, det er det, forbrugerne bekymrer sig om. Og også medierne. Forbrugerne ved ikke, hvor mange kvinder som ikke kan passe deres børn, fordi de arbejder overtid på fabrikkerne for at overleve," siger hun.

Med den ene fod i bananplantagen i Nicaragua og den anden på universitetet i London oplever Marina Prieto-Carron, at der et stort gab mellem etiske retningslinjer og virkeligheden.

"Jeg oplevede dog, at forholdene faktisk er blevet bedre i beklædningsindustrien. Nu kan kvinderne gå på toilettet, og de har bedre lys," siger hun. Det samme gælder ikke i bananindustrien.

"Når jeg tænker på de 10 år, hvor jeg har fulgt kvinderne, vil jeg være meget tilbageholdende med at kreditere CSR for, at deres situation har forbedret sig lidt. Der har nemlig været mange sideløbende tiltag. En kvindeorganisation har lavet en masse politisk arbejde for at forbedre arbejdsforholdene i plantagerne, og de har i konsultation med kvinderne lavet nogle etiske retningslinjer, som blev skrevet under af ejerne af plantagerne og fabrikkerne. Men det var ikke retningslinjer udstukket af vestlige virksomheder," siger hun.

Anita Chan fra Australian National University har i mange år arbejdet med menneskerettigheder og koncentrerer sig i øjeblikket om Kina og de kinesiske arbejderes rettigheder. Hun kan ikke komme med nogle konkrete eksempler på, at CSR har hjulpet de arbejdere, hun har været i kontakt med.

"CSR er bare noget, virksomheder gør. Det har ingen konsekvenser. De bruger en masse penge på at monitorere osv. Men det har ikke den store betydning for arbejderne. Undtagen i særlige tilfælde: Nike har virkelig strammet op, efter de var under angreb i 1990'erne," siger hun og fortsætter:

"CSR startede, da firmaerne blev kritiseret. De blev nødt til at gøre noget, og derfor sagde de, at de var socialt ansvarlige. Sådan oplevede jeg det i hvert fald i Kina."

Marina Prieto-Carron fortæller, at de kvinder, hun har interviewet i Nicaragua er ligeglade med de etiske retningslinjer. Det er de konkrete arbejds- og lønforhold der er vigtige:

"Arbejderne vil ikke tale om retningslinjer men om menneskerettigheder."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

det sørgeligt at tænke på andre menneskers elendighed, analfabetisme og miserable livsvilkår, kan kædes sammen med overforbrugerisme, og maximalt økonomisk afkast.

jeg mener at der skal tænkes meget større tanker, end sæt code-of-conduct, CSR'er, for at ændre for arbejdsbetingelserne, for fattige og underbetalte lav-produktions-arbejdere..

Det handler jo også om dit og mit behov, for bananer, papaya frugter, appelsiner,, 6 slags leverpostej, 30 forskellige spegepølser, billige tennissokker, osv...Vi er med til skabe en generel overproduktion, der dagligt ender i supermarkedets affaldscontainer...

vi skal sgu se på hvordan vi kan forbruge mere bæredygtigt,..

eksemplet, kan findes hos internetbutikkerne, hvis lager findes hos producenterne, og varen tages kun hjem, i takt med den eftersprøges.. det betyder at der er ikke et overskud af usolgte enheder, der skal kasseres...

hvis man kunne overføre dette system, til fødevare, og tekstiler, ville det teoretisk set begrænses behovet for overproduktion, fra leverandørnes og producenternes side.

det må sgu da være noget selv beton neo-liberalister vil kunne leve med.. max profit og god samvittighed..

Det var godt at Information (15/9) satte fokus på problemerne med de store selskabers etiske retningslinjer – kaldt Corporate Social Repsonsabilty (CSR).
CSR er i mange år blevet fremhævet som det vigtigste redskab til at forbedre forholdende for arbejderne på de store selskabers og deres underleverandører i 3. verden – ikke mindst af den nuværende regering. Men i mange af de store organisationer i USA og Storbritannien, der har arbejdet med CSR i mange år – er der langt større skepsis. Undersøgelser har nemlig vist, at resultaterne af de frivillige kodekser for etik, er meget små når man når ned til fabriksgulvet.
Derfor har mange af disse organisationer nu ændret strategi og arbejder for ”Corporate Social Accountability”. Sagt med andre ord, mener de ikke længere, at frivillighed er nok, og ønsker i stedet national og international lovgivning, der kan holde selskabernes ansvarlige for krænkelser som de begår.
I Enhedslisten er vi helt på linje med disse organisationer. Det er fint at selskaberne laver frivillige kodeks for deres produktion. Men det kan ikke stå alene. Vi har derfor foreslået et forbud mod salg af varer produceret i strid med grundlæggende rettigheder – ligesom vi har foreslået at virksomhedernes oplysningspligt udvides, så de skal offentliggøre oplysninger om deres produktion. Samtidig forsøger vi, at opnå flertal for, at Danmark skal kræve at alle fremtidige handelsaftaler giver mulighed for at indføre sanktioner moid lande og selskaber, der konsekvent krænker arbejdernes rettigheder.

Frank Aaen
MF for Enhedslisten

Jeg deltog selv på seminaret, som artiklen kommenterer. Og jeg vil give Frank Aaen ret i at i en ideel verden ville en international lovgivning og domstol på området være at foretrække og der har været nogle interessante tiltag på området - bl.a initiativet "UN Norms on Human Rights" - se evt. denne artikel om konceptet http://web.amnesty.org/library/pdf/IOR420022004ENGLISH/$File/IOR4200204.pdf .

Selvom der var opposition fra virksomhedernes side til disse UN Norms (de er heller aldrig blevet endeligt vedtagede) er de fleste store multinationale firmaer med garanti af den mening, at international lovgivning på området ville skabe en vis stabilitet og noget konkret at forholde sig til. Og danske virksomheder ville sågar have en konkurrencemæssig fordel eftersom de herhjemme jo allerede er vant til en skrap lovgivning. Men med det produktionssystem som globaliseringen har bragt med sig (på godt og ondt), hvor de produkter vi køber er produceret af et stort kompliceret netværk af leverandører helt ud i 1. 2. og 3. led (og medfølgende mangel på kontrol med hvordan produkterne er produceret), ja så er det altså i mine øjne på nuværende tidspunkt utopi at forestille sig en egentlig håndhævelse af lovene - desværre.

Nogle ville så argumentere mod overhovedet at operere i lande og sektorer, hvor der er problemer med arbejds- og/eller miljøforhold, men dette ville altså i mine øjne være en udviklingsmæssig katastrofe. Sanktioner, boykots og som i artiklen fyringer af børnearbejdere er ikke en løsning. Dét er derimod dialog og gradvise forbedringer samt styrkning af det lokale juridiske system og bekæmpelse af korruption. Jeg ser CSR som en process og en pragmatisk men midlertidig løsning på nogle reelle problemer, som virksomhederne står overfor, når de sourcer produkter eller komponenter i lande med en helt anden lovgivning (eller ofte mangel på håndhævelse). De har brug for CSR som en ledetråd i en kompleks og fremmed verden og som kommunikationsværktøj overfor kunder, NGO’er og kommende ansatte ”derhjemme”.

Men CSR som det praktiseres i dag er som artiklen påpeger drevet af de vestlige firmaer og har lidet grundlag i virkeligheden og de lokale situationer på fabrikken og i det nærliggende samfund. En mere bottom-up tilgang til CSR, hvor virksomhederne evt. benytter sig af lokale civile organisationer el.lign. og deres erfaringer med arbejdernes egentlige behov og daglige bekymringer ville være et godt alternativ til den top-down, standardiserede tilgang vi oftest ser.

Med venlig hilsen,
Anders Rafn