Læsetid: 8 min.

Roman om en opvækst

Den finsk-svenske forfatter Susanna Alakoski har skrevet en roman, der går ligei hjertekulen. Og som bruges som undervisningsbog af socialrådgivere, politiskoler og almindelige skoler
6. september 2007

Susanna Alakoskis debutbog, Svinestierne, har vakt enorm opmærksomhed i både Sverige og Finland, og den har modtaget den fornemme Augustpris. Romanen, der bygger på Susanna Alakoskis egen barndom, skildrer finske Leenas opvækst i et betonbyggeri i Sydsverige, hvor familien - far og mor og tre børn - har fået tildelt en lejlighed. Far arbejder på et beskyttet værksted, hvor man ikke kan fyres, mor står for hjemmet og har derudover rengøringsarbejde. Og så drikker de. Mere og mere, som bogen skrider frem. Til slut får far delirium, hver gang forældrene er havnet i en ny drukperiode. Så begynder han at gøre rent for at fjerne alle de små ækle dyr, der kribler alle vegne, men først forsøger han at komme 'drukdillen' i forkøbet ved at sluge rå æg, som løber ham ned ad armene 'som snot'. Og så banker han mor, der selv syer sine øjenbryn sammen og benægter tæskene over for myndighederne og til sidst forsøger selvmord. Det kan ikke blive meget værre.

Det er der da også en del svenske læsere, der har syntes. Susanna Alakoskis læsere kan deles i fire grupper, fortæller hun med et skævt smil.

"Der findes en gruppe, der siger: 'Det kan ikke være sandt!'"

"Så findes der en gruppe, der siger: 'Det må ikke være sandt!'"

"Så er der en stor gruppe, der siger: 'Tak, fordi du har fortalt mig noget, jeg ikke vidste.'"

"Og endelig er der en gruppe, der kommer og siger: 'Det er mig, du har skrevet om.'"

Reaktionerne har med klasse at gøre, med hvordan man selv har levet, med fattigdom, udsathed, alkohol eller vold. De fleste har erfaring med noget af det. Alle kæmper på en eller anden led for at overleve."

- Hvad er dit bud på, hvad bogens popularitet skyldes?

"Dens popularitet har overrasket mig. Det viser sig, at den bruges til litterære kurser på Den sociale Højskole, hos politiet, til lærere og skoler, i 9. klasse bruges den som en, eleverne skal have læst."

Men Susanna Alakoski er glad for, at romanen også kan bruges på den måde. Hun er i besiddelse af et stort socialt engagement og har en periode blandt andet arbejdet som pressesekretær for Vänsterpartiet (Sveriges SF, red.).

Barnets perspektiv

Historien om Svinestierne er fortalt fra Leenas synsvinkel, hvilket både gør bogen næsten ubærlig - og til at bære, fordi Leena et langt stykke ad vejen ikke opfatter sin opvækst som forkert eller anderledes. Men samtidig er det vel også den måde, Susanna Alakoski selv har oplevet den på?

"Faktisk har jeg forsøgt at skrive på mange måder, ændret tempus, vinkler og person, men så kommer der andre stemmer ind, og for mig var det også vigtigt, at det blev et barn, fordi børn ikke vurderer, de ved ikke, hvor dårligt de har det, barnets perspektiv er suverænt, men også det sværeste at skrive ud fra."

- Hvorfor?

"Der er jo en smerte i barnets perspektiv, og det er rent skriveteknisk svært at fastholde stemmen."

"Men det har været den mindst begrænsende synsvinkel. Barnet er vidtåbent og lytter desuden til de voksne - og forstår det så godt hun kan."

Og læseren forstår det lidt bedre, kan man tilføje.

- Har bogens personers skæbne også at gøre med, at de er en minoritet i Sverige?

"Ja, jeg har da tænkt både på klasse, etnicitet og køn. Det er ikke noget tilfælde, at hovedpersonerne i bogen er piger og kvinder, og at de for eksempel arbejder med at gøre rent. Finnerne udgør en stor gruppe, men jeg er den første finske forfatter i Sverige, der debuterer siden 1980'erne."

Folk bryder sammen

Den glæde, der trods alt er i begyndelsen af bogen, forsvinder mere og mere undervejs. Til slut skildres også forældrenes ædru perioder, hvor familielivet nærmer sig det normale, uden glæde. Der er kun en dump lettelse tilbage. Livet bliver sværere bogen igennem.

Susanna Alakoski fortæller, at det sker, hun må trøste mennesker, når de har læst de sidste 100 sider. Hun fortæller om, hvordan folk ligefrem bryder sammen, når hun er ude at læse op.

"En meget gammel mand begyndte at græde så meget, at han måtte hjælpes ud. Men folk fortæller mig om deres liv. Der er taxichaufføren, der fortæller, at hans mor drak whisky. Mig tør de fortælle alt, fordi de ved, jeg kender det, og det får mig til at tænke på, hvad vi mennesker bærer rundt på. Hvert menneske er en roman! Det er sært så lidt vi anvender det."

- Hvordan anvende det?

"Det er skam forbundet med at tale om svære sager. Vi har aldrig haft så stor viden som nu om sociologi, psykologi, vold og alkohol, og alligevel er det skamfuldt at tale om det. I stedet bliver det til kvasidiskusisoner, det synes jeg er underligt."

Fra ord til kapitel

- Hvordan har din opvækst præget dig selv?

"Jeg taler ikke gerne om mig selv. Men også fordi bogen er noget, der er skabt, et litterært værk. Man har rost den for, at jeg skriver om svære ting, så det bliver læseligt. Ligesom Leena har jeg selv skiftet sprog, men hvis jeg skulle skrive en dokumentarisk selvbiografi, ville der blot stå, at først talte jeg finsk, og siden talte jeg svensk. Jeg kan ikke huske, hvordan det gik til - det ville blive en meget kort bog. Når jeg skriver litterært, kan jeg undre mig, fantasere og gætte på, hvordan det gik til."

- Du har sagt, at der ud af enkelt sætning kan vokse et helt kapitel. Kan du uddybe det?

"Jeg kan sidde i bussen og høre nogen snakke finsk, så begynder jeg selv at tænke på finsk, det vækker følelser, og når jeg så begynder at grave i de følelser og komme i tanke om, hvad de udspringer af, så kan en sætning vokse til et helt kapitel."

"Jeg kan læse et bibelsted i en avis, så dukker der et vers op." Susanna Alakoski knipser rytmisk med fingrene, "jeg kommer i tanke om nogle ord, og når jeg søger efter, hvad det minder mig om, kan Tante Elly dukke op!" (Bogens Tante Elly er en virkelig klam søndagsskolelærer, red.)

"Som barn har man minder om lærere, naboer og voksne, som man bare accepterede, men når man mindes, begynder man at undre sig over, hvordan de egentlig var. Var de flinke, hykleriske, strenge eller uforstående? Næsten altid finder jeg frem til en person bag, men det dukker op i billeder, som poesi. Jeg er aldrig forberedt, det kommer pludselig, en form, en sætning, solen, der skinner skarpt, og så forsvinder jeg ind i erindringen. Jeg har haft mange job, men midt i det hele forsvinder jeg, det kan være en fordel og har ind imellem været et problem," smiler Susanna Alakoski, der selv har gjort en del rent - blandt andet på hoteller og restauranter.

Tidligere har hun skrevet, hvad hun selv betegner som 'prosalyrik', "men det blev gudskelov aldrig udgivet."

Romanen har hun været 10 år om - hver gang hun indleverede den til Bonniers, sagde de, at hun skulle skrive noget mere, den skulle være længere, og imens arbejdede hun som rengøringsassistent, socialarbejder og med politisk arbejde. Nu lever hun som fuldtidsforfatter og har skelettet til en ny roman, som hun agter at skrive i vinter, "hvis jeg kan."

Det skal skrives

Der er et andet problem ved at bruge et så selvbiografisk stof som Alakoskis, og det er hensynet til familien - eller er det?

"Mine forældre lever ikke længere, men da jeg begyndte at skrive, var de i allerhøjeste grad levende. Det har jeg aldrig taget mig af. Hvis man vil være forfatter, må man skrive, man bliver aldrig forfatter, hvis man ikke er modig. Jeg ville aldrig lade mig stoppe."

I øvrigt er Susanna Alakoskis familie 'jætteglade' for hendes succes, fortæller hun. Dine brødre, spørger jeg. Men "jeg har ingen brødre," svarer hun, "jeg har søskende." Kønnet vil hun ikke ud med, Susanna Alakoski hæger om sit privatliv, det skal ikke blandes sammen med romanen.

"Når jeg er ude at læse op, får jeg ofte spørgsmålet om, hvad slægt og venner siger. Og jeg elsker at få det spørgsmål. Så svarer jeg, at Lars Norén, der skriver om folk, som bider hovedet af en kanariefugl, om vold, alkoholisme og incest, aldrig bliver spurgt om sin familie. For mig er det en vildfarelse, at man kan tage noget ilde op ved at læse om det. Men der er selvfølgelig altid den risiko, at nogen bliver vrede. Enhver har imidlertid ret til at fortælle om sine erfaringer, det er vigtigt at holde fast i for en forfatter. Er det måske bedre ikke at få det skrevet," spørger Susanna Alakoski stridbart og fortæller om en kendt engelsk forfatter, der er adoptivbarn.

Hun har glemt navnet, men historien husker hun.

"Den engelske forfatter afbrød kontakten med sin familie, men hendes mor ringede og sagde, 'det er jo ikke sandt, hvad der står'. Nej, svarede hun, 'det er fiktion'. Moderen fik et blodprop og døde, 'så længere kom vi ikke', sagde hun. Shit happens!"

- Er det en udviklingsroman, du har skrevet?

"Jeg tænker bare på, at den skal være så god som muligt, det er bare en roman. Så må litteraterne om at finde ud af, om det er en udviklingsroman," mener Alakoski og fortæller om den svenske forfatter Göran Tunström, der på et helt seminar, som handlede om hans forfatterskab, efter at have påhørt en mængde analyser gik på talerstolen og sagde "Hvad bryder fugle sig om ornitologerne?"

To sider

Men Susanna Alakoski holder gerne foredrag og læser op på biblioteker, og hun har netop redigeret to bøger med samfundsdebat, en om klasser og klasserejser, Tala om klass og en om 'hverdags-volden' mod kvinder, Lyck-liga slut.

Hvorfor valgte hun ikke straks at skrive en ny roman?

"Jeg har to sider, jeg er også en meget politisk person, jeg vil gerne stille spørgsmål og skabe debat. Og så laver jeg bøger i stedet for at være politiker. Jeg samler en gruppe mennesker, vi arbejder med spørgsmålene - så har man pludselig en stor viden, og hvis man benytter sig af den, kan man forandre noget. Tror jeg."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu