Sandheden om Joyce Hatto

Sandheden om Joyce Hatto findes ikke. I februar smuldrede den mellem hænderne på musikkritiker Jed Distler. Historien om den verdensberømte pianist, der efter en middelmådig karriere måtte trække sig tilbage fra koncerthallerne i 1976 hårdt ramt af kræft. Men ved et musikalsk mirakel var hun kommet tilbage, og dødeligt syg udgav hun de sidste 10 år af sit liv det ene mesterværk efter det andet. Beethoven, Mozart, Haydn og Prokofjev. Koncerter af Tchaikovsky, Brahms og Mendelssohn. Og hun var den første kvinde, der nogensinde indspillede alle 54 af Godowskis transskriptioner af Chopin-studier - det mest umulige og besværlige stykke musik, der nogensinde er blevet skrevet til klaver.

Joyce Hatto kunne det hele. Stilsikkert, virtuost, lynhurtig. Hun var på højde med de allerstørste pianister i verden, og da hun endelig, svag og afkræftet, døde i juni sidste år indledte The Guardian hendes nekrolog med ordene: "Joyce Hatto var en af de største pianister, Storbritannien nogensinde har skabt." Tre uger inden havde hun døende og i kørestol indspillet Beethovens Les Adieux. Farvel.

Spillede i bomberegnen

Men i februar i år smed Jed Distler den produktive pianists fortolkning af Franz Liszt transcendentale studier ind på sin computer, og rutinemæssigt undersøgte maskinen cd'ens oprindelse. Få sekunder efter havde programmet søgt milliondatabasen og kom tilbage med titel og kunstner. Værket var godt nok af Franz Liszt, mente programmet, men pianisten på udgivelsen var ifølge databasen ikke Joyce Hatto. Det var en ungarer. En ung og mere eller mindre ukendt pianist ved navn Simon Lazlo.

Lad os holde os til de fakta, der var os givet. Joyce Hatto er født i London 1928. Hun var eneste barn af en antikvitetsforhandler, der var glødende musikpassioneret. Opmuntret af sin far drømte Joyce Hatto allerede i en tidlig alder om at blive koncertpianist, og enhver ledig stund i hendes barndom forløb ved klaveret. I 1940 trodsede hun tidens kønsdiskrimination og blev som eneste kvinde optaget på The Royal Academy of Music i London. Hun blev undervist af tidens største pianister, øvede sig i døgndrift, og da London blev bombet i 1944, sad den unge Hatto ret op og ned og spillede akkorder, mens byen stod i flammer omkring hende. Sådan fortalte hun selv sin historie, da hun gav sine første interviews omkring årtusindskiftet.

"For at nå mine tårnhøje forventninger til mig selv, var jeg nødt til at have en sublim teknik," fortalte hun journalist Richard Dyer i The Boston Globe i 2003.

"Så da jeg var ung, plejede folk at sige, at jeg havde to hastigheder. Hurtig og forbandet hurtig."

I 1956 giftede hun sig med musikproducer William Barrington-Coupe, men gennem 50'erne og 60'erne er det lidt usikkert, hvad Joyce Hatto egentlig foretog sig. Hun fik tid til enkelte koncerter på anerkendte koncertscener i London, men det blev uden de stående ovationer, og anmeldelserne var lunkne. Hun udgav et par album på sin mands lille pladeselskab, men desværre blev ingen af dem modtaget særligt venligt. Det store gennembrud udeblev.

Mere end bare ikke særligt godt

I 1973 fik hun konstateret kræft, og pladeselskabet droppede en ambitiøs anlagt udgivelse af Franz Liszts samlede værker. Hatto indstillede karrieren og i 1976 gav hun sin sidste koncert i Wigmore Hall i London. Andrew Ball, der nu er professor på The Royal College of Music, overværede koncerten.

"Det var en ekstraordinært højtidelig forestilling og et virkeligt bizart klaverspil," fortæller han i magasinet Intelligent Life.

"Der var noget småsindssygt over det hele - det var andet end bare ikke særlig godt klaverspil. Det var helt ved siden af. Men samtidig var der noget meget prætentiøst over koncerten, og alt rundt om koncerten - stemningen, lokalerne - var, som om det var en virkelig stor pianist, der skulle give koncert."

Da Joyce Hatto blev syg, trak hun og hendes mand sig tilbage fra London og flyttede ud i en lille landsby nær Cambridge i det sydlige England. Men selv om hun havde stærke smerter, var hun ikke til sinds at opgive musikken. Fra 1980 til 1990 udgav hun næsten 70 kassettebånd på sin mands selskab, Concert Artist. De solgte dog nærmest ikke et eneste eksemplar, og Joyce Hatto forsvandt helt ud i glemslen.

Men i slutningen af 90'erne begyndte tingene at vende for Hatto og Barrington-Coupe. Der begyndte pludselig at komme en hel anden kvalitet i hendes udgivelser, og den klassiske musikscene begyndte at fatte interesse for hendes fortolkninger af Mozart og Brahms. Med en imponerende frekvens udgav hun det ene mesterværk efter det andet, og William Barrington-Coupes forretning begyndte at blomstre.

Musikkritikere over hele verden fattede pludselig interesse for fænomenet Hatto. De ville høre hendes fantastiske historie, og overalt blev hun applauderet som en af verdens største pianister og sammenlignet med legendariske pianister som Claudio Arrau, Dinu Lipatti og Sviatoslav Richter.

De store koncertindspilninger foregik altid under ledelse af østtyske René Köhler sammen med det indtil videre ukendte orkester The National Philharmonic Symphony Orchestra. Der var heller ikke rigtig nogen, der havde hørt om Rene Köhler, men i Concert Artists program fremgik hans utrolig historie:

"René Köhler. Født og opvokset i Weimar. Elev under Raoul Koczalski (1884-1948). I 1936 fortsatte han med at studere musik på Jagillonian Universitetet i Krakow. I 1940 blev hans venstre hånd smadret af en ung, såkaldt 'Officer'. I sommeren 1942 blev han sendt til Treblinka-lejren. Her overlevede han som én ud af mere end hundrede og blev fundet af Den Røde Hær. Uimponeret af hans polsk-franske og tysk-jødiske baggrund sendte hans russiske tolk ham til genoptræning i en sovjetisk arbejdslejr, hvor han blev fra 1945-70. René holdte sig for sig selv og ønskede aldrig nogen medieopmærksomhed. Psykisk var han en katastrofe."

Det illegale orkester

Heller ikke orkestret tålte umiddelbart mediernes søgelys, og da et andet pladeselskab henvendte sig til Barrington-Coupe, fik de at vide, at han ikke kunne oplyse, hvem der spillede i ensemblet, da det udelukkende bestod af polske musikere på illegale arbejdspapirer. Men Hattos plader solgte, og snart blomstrede Concert Artist op til en millionforretning.

"Jeg tøver ikke med at kalde Joyce Hatto den bedste pianist, jeg nogensinde har hørt," skrev redaktøren for det klassiske magasin Gramophone, Jeremy Nicholas.

"Hvis du vil opleve en perfekt assimilation af virtuositet og musikalitet, er Hatto det tætteste, man kommer på fejlfrihed."

Joyce Hatto holdt sig stadig langt fra scenen. Til det var hun for svag, forklarede William Barrington-Coupe. Hun vidste ikke, hvornår smerterne ville komme over hende, og turde ikke løbe an på, at de ikke ramte hende midt under en koncert. Hun gav dog undtagelsesvis et par interviews i 2003 og igen i 2005. Jeremy Nicholas var en af de få, der fik lov at møde fænomenet, og på Gramaphones hjemmeside beskrev han Hatto som "en fantastisk kvinde. Elegant klædt i en ældre, men engang dyr kjole, perlekæde og et intelligent og livligt ansigtsudtryk".

Hun havde dog svært ved at holde sig til Nicholas' spørgsmål, og det ene øjeblik kunne hun finde på filosofisk at bruge ukendte Muhammed Ali-citater og øjeblikket efter Shakespeare. Hun fortalte om sin utrolige historie og efterlod læserne med en fantastisk historie om kampen mod kræften og musikkens helbredende virkninger.

Da hun døde i juni sidste år, var Joyce Hatto der, hvor hun altid havde drømt om at være. Hun var, som musikkritiker Jed Distler beskrev, "en af de største og mest stabile pianister i historien". Joyce Hatto var en verdensstjerne. Det var sandheden.

Men da Jed Distler i februar besluttede sig for at smide den Franz Liszt-fortolkning, Hatto måtte opgive i 70'erne, ind på sin computer begyndte virkeligheden at krakelere. Distler besluttede sig for at gå til lydeksperten Andrew Rose for at få opklaret mysteriet om Simon Lazlo og Joyce Hattos sammentræf, og efter at have sammenlignet lydbølgerne på de to indspilninger, var der ingen tvivl. De to plader var ens.

Brugte 66 solister

Andrew Rose gik videre med sin efterforskning og tog en anden af Hatto's Liszt-indspilninger. Denne plades lydbølger var komplet identisk med den japanske pianist Minoru Nojimas Liszt-indspilning. Men ikke nok med det. Optagelserne var speedet op og digitalt manipuleret, så tonerne forblev i lejet. Med disse beviser sendte det klassiske magasin Gramophone historien på gaden, og i løbet af få uger stod det klart. Hatto havde ikke indspillet en tone selv de sidste mange år. Hendes beundrede Mozart-sonater viste sig at være af den østrigske pianist Ingrid Haebler, hendes Godowski Etudes var af blandt andre Marc-André Hamelin og Carlo Grante, mens Brahms klaver koncert nummer to, der skulle være indspillet med den østtyske dirigent René Köhler og The National Philharmonic Symphony Orchestra, i virkeligheden var Vladimir Ashkenazy og Bernard Haitink med Wiener Philharmonikerne.

Alle mere eller mindre ukendte solister og alle uden særlige kendetegn eller alternative fortolkninger. Nogle album var kørt op i tempo. Andre bestod af alle mulige forskellige solister - i alt er det indtil videre lykkedes at fastslå 66 forskellige solister i Joyce Hattos udgivelser fra Concert Artist.

I begyndelsen benægtede William Barrington-Coupe alt. Han kendte ikke til beskyldningerne og ønskede ikke at tale med pressen. Han mente, det var en hetz fra en branche, der ikke kunne tåle andres succes, og som han kløgtigt spurgte: "Hvis det virkelig var sandt, hvorfor er der så ingen anmeldere eller eksperter, der har kunnet høre det?" Men efterhånden som bevismaterialet tog til i omfang, brød Barrington-Coupe delvist sammen. I et privat brev til det svenske pladeselskab BIS, der var et af de selskaber, han havde stjålet fra, undskyldte han for sine gerninger.

Barrington-Coupe påstod, at Joyce Hatto intet anede om svindelnummeret. Det var alt sammen gjort af kærlighed til hans elskede hustru og begyndt som en lille hvid løgn i 1989, men langsomt taget til omfang. Hattos smerter havde under indspilningerne til en af Mozarts sonater i 89 været så voldsomme, at man på optagelserne kunne høre hende stønne og gispe af smerte, og Barrington-Coupe ville dække lydende med passager fra andre pianister. Hatto var blevet så lykkelig for resultatet, at han ikke nænnede at fortælle hende om produktionen, og han kunne mærke, hvordan glæden lindrede hendes smerter.

"Jeg ville bare give min kone illusionen af en stor slutning på karrieren. Som jeg oplevede det, var hun en overset stjerne længe før, jeg begyndte at hjælpe hende," fortæller Barrington-Coupe til The Economist.

"Vi elskede hinanden så højt. Der var helt sikkert en eller anden form for telepati mellem os. Hun plejede at sige: Det er ikke, hvad jeg har. Det er ikke, hvad du har. Det er, hvad vi har."

Hvad vidste hun

Til sidst havde Hatto været så afkræftet, at hun knap kunne sidde oprejst. Hun sov i en hospitalsseng fem meter fra klaveret og spillede kun få minutter om dagen. Det var i den tilstand, hun 'indspillede' Beethovens Les Adiuex.

"Det er vores pligt at kommunikere det spirituelle indhold af livet, der er tilstede i musikken," sagde Joyce Hatto i et interview med The Boston Globe i 2005.

"Der ikke noget, der tilhører os. Alt hvad du kan gøre, er at give det videre."

Sandheden om Joyce Hatto forsvandt i det øjeblik, Jed Distlers satte Liszt i computeren. Og den sandhed, der nu står tilbage, er ikke meget mere troværdig end den, vi havde, da hun døde. Som flere musikkritikere har påpeget, er det svært at tro på, at hun ikke anede, hvad der foregik. At historien om, at svindlen blot var en hvid løgn, der skulle dække en dødssyg kvindes gisp og give hende ekstra leveår. Men historien er bedre end, at det hele var udtænkt pengetrick af den tidligere bedrageridømte William Barrington-Coupe. At de to brugte hendes sygdom som middel til at nå offentligheden. Og offentligheden elsker en god historie, så skal vi ikke bare holde fast i den? Sandheden om Joyce Hatto er alligevel forsvundet.

Joyce Hatto nåede at udgive 120 albums i eget navn. Ingen af de pladeselskaber, der er blevet stjålet fra, har ønsket at lægge sag an mod Concert Artist.