Læsetid: 3 min.

Den satiriske dokumentarist

Mens Michael Moore er en satirisk buldoozer, er Christoffer Guldbrandsen den afdæmpede public service-dokumentarist
21. september 2007

Få er i tvivl om, hvad en Michael Moore film er. Han er blevet sit eget brand. Moore's dokumentariske stil er synlig og påtrængende. Han fylder godt i landskabet, og anbringer sit anmasende journalistiske korpus lige præcis der, hvor han kan hænge magthavere i politik og det private erhvervsliv ud. Han viger ikke tilbage for, med gamle film- og tv-klip, at understrege sin kritiske pointe med tyk satire. Politisk og social kritik fremmes via en appel til latteren.

Moore har forud for premieren på sit seneste værk, Sicko, koketteret med at han har slanket sig og tillagt sig en mere afdæmpet stil. Han er blevet slankere, men heldigvis ikke mere afdæmpet. Sicko er endnu mere skarp, satirisk og underholdende, og samtidig er filmen fyldt med bevægende menneskelige historier: Det er en Moore i topform vi ser i Sicko.

Angreb på formen

Moore har skabt fornyelse i dokumentarfilmen, men dybest set hører hans film hjemme i den kritisk-undersøgende genre. Hans film er en del af den journalistiske dokumentarisme, som herhjemme har været tæt ved at uddø på dansk tv. Før 2000 gjorde f.eks. Jørgen Flindt Pedersen, Poul Martinsen, Steen Baadsgaard, Stig Andersen og Michael Klint denne genre til en vigtig samfundskritisk genre. Christoffer Guldbrandsens Den hemmelig krig vakte genren til live igen - og skabte røre i andedammen. Regeringspartierne og store dele af pressen forsøgte at angribe den på formen for at slippe for at diskutere indholdet.

Det samme er Michael Moore udsat for i USA. Men selvom nogen sammenligner Moore og Guldbrandsen, er der fundamentale forskelle i deres måde at udtrykke sig på og deres virkemidler. Moore er en satirisk bulldozer, som skal råbe en totalt bedøvet og styret amerikansk medieverden og offentlighed op. Guldbrandsen er den afdæmpede og afbalancerede public service dokumentarist.

Bryder pæne normer

Moores film er gennemsyret af facts baseret på grundig research, men det er ikke altid, han spørger alle parter i en sag. Til genren hører at gå endog meget skarpt til værks over for de personer, man interviewer. Det ser vi også i Guldbrandsens film, bl.a. i de nærgående interviews med militær-repræsentanter, som synes at have noget at skjule.

Men Moore går endnu skrappere til værks, når han i Fahrenheit 9/11 stiller sig demonstrativt op på gaden i Washington foran senatet og spørger de forbipasserende senatorer, om de vil sende deres sønner i krig i Irak. Spørgsmålet er ikke urimeligt, for Moore har vist, at det er de hvide og veluddannede, der sender landet i krig, og de sorte og fattige, der gør arbejdet. Men måden han gør det på er provokerende, han bryder normerne for pæn og afbalanceret journalistik.

Moore bryder også normer, når han bygger sine satiriske pointer op. I Sicko viser han, hvordan modstanderne af et offentlig sygesystem bruger en retorik, der antyder kommunisme. Men Moore nøjes ikke med antydningen: Gamle russiske filmklip monteres sammen med politiske udtalelser. Det er rigtig morsomt - men selvfølgelig er det tendentiøs satire. I Den hemmelige krig benyttes ikke dens slags midler, men alligevel var regeringen nærtagende over lidt underlægningsmusik og billedmontage. Men æstetik, musik og billedmontage har altid haft en central plads i den journalistiske dokumentar.

Der skal være plads

Det er en fattig og udemokratisk mediekultur, der ikke tildeler journalistik og dokumentarisme stor ytringsfrihed - herunder æstetisk og formmæssig frihed. Der skal være plads til både Moore og Guldbrandsen, og det er spin og manipulation at se bort fra forskellene. Men det er ikke første gang i dansk mediehistorie, den undersøgende, journalistiske dokumentar er blevet angrebet på sin form, fordi indholdet var kontroversielt.

I Sicko angribes den sammenspiste politiker- og forsikringslobby, så man både græder, griner og harmes. Filmens afsluttende, cubanske mediestunt er Moores mest provokerende hidtil. I Guldbrandsens Den hemmelige krig antydes også en uhellig alliance, men Guldbrandsen afholder sig fra satiren, overdrivelsen og latteren. Det er forskellen på den satiriske dokumentarist og den journalistiske dokumentarist - men hvor ville dansk mediekultur være befriende bedre, hvis vi fik mere af begge dele.

Ib Bondebjerg er professor ved film- og medievidenskab, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu