'I see kun Guldets Lue'

En nat i Søndermarken i sommeren 1802 har nærmest mytologisk betydning i dansk litteraturhistorie. Den nat talte den unge Adam Oehlenschläger med mineralogen Henrich Steffens, der var kommet til København for at afholde en forelæsningsrække om romantisk naturfilosofi. Efter at have vandret rundt i samtale i 16 timer gik Oehlenschläger direkte hjem og skrev digtet Guldhornene. Det er siden blevet opfattet som romantikkens forvarsel i Danmark. Guldhornene var netop blevet stjålet fra det kongelige kunstkammer, og Oehlenschläger skrev digtet som et opgør med de lærde, der kun så værdi i 'Guldets Lue'.

Lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, Karin Esmann Knudsen, griner, da hun må konstatere: "Ja, nu er det jo sket igen."

Tidligt i går morges sprængte tyve den glasmontre, som kopierne af Guldhornene var placeret i på et museum i Jelling. Og tog afsted med hvad der ifølge eksperter er værdiløst. Økonomisk i hvert fald. Kopierne er lavet af forgyldt sølv og ikke meget værd i kroner og øre. Og auktionshuset Bruun-Rasmussen oplyser til Ritzau, at de ikke kan forestille sig, at rige samlere eller udenlandske auktionshuse skulle være interesserede i de stjålne guldhorn.

"Vores erfaring siger, at den slags kun findes i kriminalromaner," siger under-direktør Michael Fornitz.

Symbol på fortiden

"Hvem mon skriver et digt om det denne gang," spørger Karin Esmann Knudsen og fortsætter:

"Oehlenschlägers pointe var netop, at man i 1802 ikke forstod Guldhornenes værdi. Man overså, at de er symbol på en strålende fortid. Og som Oehlenschläger skriver i digtet, så higer og søger de lærde i gamle bøger, men de finder intet. Det gør derimod det romantiske individ ved et tilfælde. Skatten kommer til dem, der lever intuitivt," siger hun og henviser dermed til fortællingen om Kirsten Svendsdatter, der i 1639 snublede over et af Guldhornene fra år 400 på en sti og først troede, det var en trærod, men senere opdagede, det var et horn af det pureste guld. Lensmanden i Ribe gennemførte en større udgravning på stedet, men fandt aldrig andet. Det gjorde derimod husmanden Jerk Larsen, da han næsten 100 år senere i 1734 gravede ler i sin mark. 25 skridt fra det sted, Kirsten Svendsdatter havde fundet det første horn, fandt Jerk Larsen det andet.

Ifølge lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, Marie-Louise Svane, er det den sande romantiske fortælling:

"Disse var mennesker, der ikke havde tabt forbindelsen til det guddommelige og ikke var ødelagt af alt for meget forstandskultur. Oehlenschlägers ærinde var en kritik af den tørre arkæologiske tilgang, der kun gik op i tal og data omkring hornene, og så selvfølgelig tyvene og den undrende hob, der kun så den økonomiske værdi."

På den måde bliver Guldhornene symbol på Oehlenschlägers opgør med den dominerende rationalisme og 1700-tallets nyttefilosofi.

"Han opvurderer fantasien og ser sig selv som digteren, der er i stand til at fantasere sig tilbage til en tid, der var meget rigere på de ægte værdier," siger Marie-Louise Svane.

Nationalromantik

Selvom den sidste sætning godt kunne stå på en af Dansk Folkepartis valgplakater, så afviser både Marie-Louise Svane og Karin Esmann Knudsen dog at drage så direkte paralleller som at sige, at den aktuelle national-romantiske stemning i Danmark ligner den, som Oehlenschläger skrev sig ind i.

"Selvom Oehlenschläger efterhånden blev nationalsentimental, så var det ikke en dyrkelse af danskheden, der drev ham. Nationalstaterne var jo for det første ikke oprettet endnu. Det sker først efter Napoleonskrigene. Men det er sandt, at der efter Slaget på Reden herskede en nationalforsvarsstemning, som sikkert også har haft en betydning for Oehlenschläger. Men i 'Guldhornene' finder man i højere grad en nordisk identitet som reaktion mod den franske kulturdominans," siger Marie-Louise Svane.

Karin Esmann Knudsen mener, at man kan drage paralleler i den betydning, "at man i retorikken i dag også forsøger at finde tilbage til gamle værdier ved at fremhæve elementer af en tabt storhedstid. På den måde kan man sige, at Oehlenschläger har en forbindelse til nationalromantikken".

Immateriel kulturarv

Stine Wiell er seniorforsker i arkæologi og har i de seneste tre år beskæftiget sig med Guldhornene i et stort forskningsprojekt. Et af resultaterne er en bog, der udkommer om kort tid. Det vil ikke overraske hende, hvis det nye tyveri bringer national-romantikkerne på banen. Men for hende er det ikke længere de konkrete horn, der har betydning.

"Guldhornene er såkaldt immateriel kulturarv. De har mere værdi som fortælling end som konkrete genstande. Og her skal man også holde fast i, at de, der nu er blevet stjålet, er kopier. Hvis det var de oprindelige horn, var det måske noget andet," siger hun og så alligevel:

"Guldhornene har altid været et nationalt klenodie. Det var de også, inden de blev stjålet i 1802. Inden da var det i høj grad guldet, som imponerede folk. Det var Danmarks største guldskat. Efter 1802 begyndte man, ikke mindst på grund af Oehlenschläger, at tale mere om den symbolske værdi," siger Stine Wiell og bemærker, at det var man jo sådan set også tvunget til, siden hornene var væk...

"Dog var Oehlenschläger ikke populær de første 30 år, men det var som om Guldhornene efter 1802 blev til alfolkets eje. Fra den tid blev der masseproduceret øloplukkere og lignende i Guldhornenes form. Faktisk sidder jeg selv med en sølvbroche på fra 1960'erne formet som Guldhornene. Guldhornene blev symbol på Danmarks glorværdige fortid."

Det var også i høj grad det, der drev Frederik VII til at få reproduktioner lavet i midten af 1800-tallet.

"Frederik VII var dybt betaget af den danske oldtid og ville primært finde tilbage sin egen fortid ved at få hornene lavet. Kopierne er vigtige i forhold til at dokumentere den historie, men ellers er Guldhornenes værdi i høj grad immatriel," siger Stine Wiell.

Derfor forstår hun heller ikke, hvad bevæggrundene for et tyveri skulle være.

"Tyvene har muligvis troet, at det var det pureste guld, men så har de, som så mange før dem, misforstået hornenes værdi. Det er selvfølgelig frygteligt trist og ærgerligt, at kopierne er væk. Men Frederik VII's dokumentation og tegninger fra forrige gang, man lavede en kopi, er så gode, at man til hver en tid ville kunne genskabe dem," siger hun.