Læsetid: 5 min.

'I see kun Guldets Lue'

Guldhornenes værdi ligger i deres fortælling. Ikke i de genstande, som politiet nu jagter over hele landet
Guldhornene, som er en kopi af de originale, befinder sig normalt på Nationalmuseet i København, men var udlånt til en udstilling i Jelling, hvorfra de blev stjålet.

Guldhornene, som er en kopi af de originale, befinder sig normalt på Nationalmuseet i København, men var udlånt til en udstilling i Jelling, hvorfra de blev stjålet.

Kim Nielsen

18. september 2007

En nat i Søndermarken i sommeren 1802 har nærmest mytologisk betydning i dansk litteraturhistorie. Den nat talte den unge Adam Oehlenschläger med mineralogen Henrich Steffens, der var kommet til København for at afholde en forelæsningsrække om romantisk naturfilosofi. Efter at have vandret rundt i samtale i 16 timer gik Oehlenschläger direkte hjem og skrev digtet Guldhornene. Det er siden blevet opfattet som romantikkens forvarsel i Danmark. Guldhornene var netop blevet stjålet fra det kongelige kunstkammer, og Oehlenschläger skrev digtet som et opgør med de lærde, der kun så værdi i 'Guldets Lue'.

Lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, Karin Esmann Knudsen, griner, da hun må konstatere: "Ja, nu er det jo sket igen."

Tidligt i går morges sprængte tyve den glasmontre, som kopierne af Guldhornene var placeret i på et museum i Jelling. Og tog afsted med hvad der ifølge eksperter er værdiløst. Økonomisk i hvert fald. Kopierne er lavet af forgyldt sølv og ikke meget værd i kroner og øre. Og auktionshuset Bruun-Rasmussen oplyser til Ritzau, at de ikke kan forestille sig, at rige samlere eller udenlandske auktionshuse skulle være interesserede i de stjålne guldhorn.

"Vores erfaring siger, at den slags kun findes i kriminalromaner," siger under-direktør Michael Fornitz.

Symbol på fortiden

"Hvem mon skriver et digt om det denne gang," spørger Karin Esmann Knudsen og fortsætter:

"Oehlenschlägers pointe var netop, at man i 1802 ikke forstod Guldhornenes værdi. Man overså, at de er symbol på en strålende fortid. Og som Oehlenschläger skriver i digtet, så higer og søger de lærde i gamle bøger, men de finder intet. Det gør derimod det romantiske individ ved et tilfælde. Skatten kommer til dem, der lever intuitivt," siger hun og henviser dermed til fortællingen om Kirsten Svendsdatter, der i 1639 snublede over et af Guldhornene fra år 400 på en sti og først troede, det var en trærod, men senere opdagede, det var et horn af det pureste guld. Lensmanden i Ribe gennemførte en større udgravning på stedet, men fandt aldrig andet. Det gjorde derimod husmanden Jerk Larsen, da han næsten 100 år senere i 1734 gravede ler i sin mark. 25 skridt fra det sted, Kirsten Svendsdatter havde fundet det første horn, fandt Jerk Larsen det andet.

Ifølge lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, Marie-Louise Svane, er det den sande romantiske fortælling:

"Disse var mennesker, der ikke havde tabt forbindelsen til det guddommelige og ikke var ødelagt af alt for meget forstandskultur. Oehlenschlägers ærinde var en kritik af den tørre arkæologiske tilgang, der kun gik op i tal og data omkring hornene, og så selvfølgelig tyvene og den undrende hob, der kun så den økonomiske værdi."

På den måde bliver Guldhornene symbol på Oehlenschlägers opgør med den dominerende rationalisme og 1700-tallets nyttefilosofi.

"Han opvurderer fantasien og ser sig selv som digteren, der er i stand til at fantasere sig tilbage til en tid, der var meget rigere på de ægte værdier," siger Marie-Louise Svane.

Nationalromantik

Selvom den sidste sætning godt kunne stå på en af Dansk Folkepartis valgplakater, så afviser både Marie-Louise Svane og Karin Esmann Knudsen dog at drage så direkte paralleller som at sige, at den aktuelle national-romantiske stemning i Danmark ligner den, som Oehlenschläger skrev sig ind i.

"Selvom Oehlenschläger efterhånden blev nationalsentimental, så var det ikke en dyrkelse af danskheden, der drev ham. Nationalstaterne var jo for det første ikke oprettet endnu. Det sker først efter Napoleonskrigene. Men det er sandt, at der efter Slaget på Reden herskede en nationalforsvarsstemning, som sikkert også har haft en betydning for Oehlenschläger. Men i 'Guldhornene' finder man i højere grad en nordisk identitet som reaktion mod den franske kulturdominans," siger Marie-Louise Svane.

Karin Esmann Knudsen mener, at man kan drage paralleler i den betydning, "at man i retorikken i dag også forsøger at finde tilbage til gamle værdier ved at fremhæve elementer af en tabt storhedstid. På den måde kan man sige, at Oehlenschläger har en forbindelse til nationalromantikken".

Immateriel kulturarv

Stine Wiell er seniorforsker i arkæologi og har i de seneste tre år beskæftiget sig med Guldhornene i et stort forskningsprojekt. Et af resultaterne er en bog, der udkommer om kort tid. Det vil ikke overraske hende, hvis det nye tyveri bringer national-romantikkerne på banen. Men for hende er det ikke længere de konkrete horn, der har betydning.

"Guldhornene er såkaldt immateriel kulturarv. De har mere værdi som fortælling end som konkrete genstande. Og her skal man også holde fast i, at de, der nu er blevet stjålet, er kopier. Hvis det var de oprindelige horn, var det måske noget andet," siger hun og så alligevel:

"Guldhornene har altid været et nationalt klenodie. Det var de også, inden de blev stjålet i 1802. Inden da var det i høj grad guldet, som imponerede folk. Det var Danmarks største guldskat. Efter 1802 begyndte man, ikke mindst på grund af Oehlenschläger, at tale mere om den symbolske værdi," siger Stine Wiell og bemærker, at det var man jo sådan set også tvunget til, siden hornene var væk...

"Dog var Oehlenschläger ikke populær de første 30 år, men det var som om Guldhornene efter 1802 blev til alfolkets eje. Fra den tid blev der masseproduceret øloplukkere og lignende i Guldhornenes form. Faktisk sidder jeg selv med en sølvbroche på fra 1960'erne formet som Guldhornene. Guldhornene blev symbol på Danmarks glorværdige fortid."

Det var også i høj grad det, der drev Frederik VII til at få reproduktioner lavet i midten af 1800-tallet.

"Frederik VII var dybt betaget af den danske oldtid og ville primært finde tilbage sin egen fortid ved at få hornene lavet. Kopierne er vigtige i forhold til at dokumentere den historie, men ellers er Guldhornenes værdi i høj grad immatriel," siger Stine Wiell.

Derfor forstår hun heller ikke, hvad bevæggrundene for et tyveri skulle være.

"Tyvene har muligvis troet, at det var det pureste guld, men så har de, som så mange før dem, misforstået hornenes værdi. Det er selvfølgelig frygteligt trist og ærgerligt, at kopierne er væk. Men Frederik VII's dokumentation og tegninger fra forrige gang, man lavede en kopi, er så gode, at man til hver en tid ville kunne genskabe dem," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Tidligt i går morges sprængte tyve den glasmontre, som kopierne af Guldhornene var placeret i på et museum i Jelling. Og tog afsted med hvad der ifølge eksperter er værdiløst. Økonomisk i hvert fald."

Guldhornene er ligesom alle de øvrige symboler på dansk storhed noget forlorent og billigt bras.

Velkommen i kolonihavehuset.

Jo, vist har forhistorien ofte være spændt for den nationale vogn, ikke kun i Danmark, men i de fleste lande. Men selvfølgelig kan man interessere sig for fortiden af andre grunde, hvilket Stine Wiel jo giver udmærket udtryk for i artklen.

Lige som bevarede forhistoriske fund, siger hornene noget om... tja... forhistorien i det område hvor Danmark nu ligger. De er snarere et vindue til en fremmed kultur end til rødderne af dagens danmark. Vi skal meget længere frem i tiden før en meningsfuld danmarkshistorie kan skrives.
Faktisk kan man godt kalde det dicideret nationale en nyere, historisk parentes.

De stjålne kopier af forgyldt sølv har været af en vis interesse fordi de er lavet relativt kort efter, at de oprindelige guldhorn blev stjålet. Disse horn havde været et klenodie på linie med solvognen eller gundestrupkarret, hvis de havde eksisteret i dag.

Naturligvis spinder vi vores egne myter og opfattelser omkring sådanne pragtfulde ting. Men en national myte er kun én af flere mulige - og det er ikke den arkæologerne dyrker i dag. I de senere år er der derimod kommet en ny interesse for religionen, dvs. hvad de mon troede på i forhistorien og hvilket verdensbillede de havde. Der er guldhornenes billeder en spændende kilde (en troværdig tegning ligger til grund for kopien).

Denne interesse er endnu et tegn på, at synet på historie og forhistorie i høj grad bestemmes af, hvad der rør sig i samtiden. I 70'erne forklarede man alt med materielle behov og sociale strukturer. - noget som naturligvis stadig er en grundlæggende faktor i enhver historieforståelse, men som altså ikke længere står alene.

Jeg har selv arbejdet med formidling at forhistorie. Det er noget mange mennesker er virkelig interesserede af, men jeg plejer ikke at opleve interessen som nationalt motiveret. Derimod er den ofte forbundet med et lokalt ståsted. Det at vide noget om mennesker som for tusind eller måske flere tusind år siden boede samme sted som én selv, giver et spændende perspektiv på tilværelsen. Et perspektiv som egentlig bedst modsvares af, at der SAMTIDIGT med os, andre steder i verden, bor folk der tænker og handler helt anderledes.
Spændende, ikke?

Og fred være med de horn. På Nationalmuseet (ja, sådan hedder det af historiske årsager) kan man se nyere kopier, som formentlig ligner originalerne langt bedre.

Guldhornene et "symbol på dansk storhed" i 400-tallet?!? Historisk uvidenhed af en sådan massivitet mindes jeg ikke at have set, siden Pia Kjærsgaard under under Euro-debatten kom for skade at sige, at her i landet har vi jo haft vores egne mønter siden Gorm den Gamle (hvor de almindeligste mønter i parentes bemærket var arabiske dirhemer).

Det kan være meget fint at få afløb for sine dagsaktuelle idiosynkrasier, og i så henseende har Per Thomsen jo helt frie tøjler. Men hvis han undtagelsesvis koblede hjernen til, ville det måske strejfe ham, at Guldhornene er et levn fra en tid, hvor Dansk Folkeparti ikke fandtes, Danmark fandtes ikke, ja selv Thomsen fandtes ikke - SÅ dyb er fortiden. Ud fra denne betragtning kunne man give sig til at tolke dette levn på andre præmisser end de dagsaktuelle idiosynkrasier. Og det må, alt i alt, være mere tilfredsstillende end for 117. gang at gylpe et par ukvemsord op om "kolonihavehuset".

Talebanerne i Afghanistan sprang gamle og antikke statuer i luften og mente at de var nogle gamle bras.

Men helt ærligt er jeg også mere end træt af det " velkommen i kolonihavehuset” kommentar. Også er det lige gyldigt om man diskutere Asmaa, Jespersen, Gud eller guldhorn.
Thomsen. Kan du virkelig ikke finde på andet.
Hvad med " Det var sus og dus".....!??Det er forkasteligt, men hvad skulle ellers licens penge bruges til. Gode dokumentarfilm, historiske eller videnskabelige begivenheder, eller sjove, tankevækkende quizzer eller underholdning. Nåh nej, de sparer jo til byggeriet. Derfor også massefyringer.