Læsetid: 4 min.

Hvor sidder magten?

På hvilken side af bordet ? Og hvorfor er den egentlig så interessant?
14. september 2007

DR2 har været lidt inde på det igennem et stykke tid, hvor vi har været indbudt til samtaler på slottet mellem musekvinden og hendes fine gæster, men nu er skruen blevet strammet. Det magtfulde mediemenneske, Vibeke Windeløv, der jo står bag lanceringen af magtfulde brands som Per Kirkeby og Lars von Trier, hvis man skal tro pressens lettere kavaleri samt DSB's"Ud og Se, hvor hun for nylig var forside, taler med "magtens mænd og kvinder". Sådan markedsføres det, og det er sikkert noget, man har researchet sig frem til, måske endda foretaget forberedende forespørgsler i folkedybet, altså vækket folkets lille stemme og lyttet til dens kvidren. Hvad er det, du vil høre, folkets lille stemme?

Mægtigt

Folkets lille stemme siger, at dens lille øre allerhelst vil høre om magt. Og det er så det. Interessant? Åbenbart. Forleden talte Vibeke Windeløv med Hans Edvard Nørregård-Nielsen, altså lille Hans Edvard Nielsen fra Nørregård i Ribe sogn, ikke Nielsen fra hverken Østergård, Søndergård eller Vestergård, men lige præcis ham her, den stræbsomme knøs fra yderste kartoffelrække ad nørrers til, der er klatret helt til tops på magtens trappestige inden for det felt, han udsøgte som sit eget, og nu sidder som øverste chef for Ny Carlsberg Fonden, hvis penge spiller så stor en rolle i dansk kunstliv, især når museerne skal have økonomisk hjælp til at erhverve sig de ofte meget dyre billeder, de ind imellem ønsker sig for at kunne komplettere deres forskellige samlinger.

De kendte vel hinanden i forvejen, Vibeke og Hans Edvard. Og sådan set var det også lidt svært sådan udefra at høre, hvem af dem, der lige var magten selv. Måske var det dem begge to ? De så bare forskellige ud. Magten er altså ikke ens? Kan man regne med det? Vibeke Windeløv var meget stiliseret og blev fotograferet fra sjove vinkler med en masse farver, mens Hans Edvard Nørregård-Nielsen mere sådan tungt var sit eget vestjydske selv, som sådan et nu engang ser ud på en tv-skærm.

Vibeke Windeløv virkede, som om hun var dumpet lige ind i billedet fra et helt andet sted, måske Lars von Triers fiktive Manderlay, som om hun var flygtet fra den films stivbenede orgier af halvfilosofisk underskole-debat om racisme, og det nu var hende, ikke Grace, vi i går på samme skærm, men en anden kanal, havde set forlade filmens location og vandre ud over det store, hvide Amerikakort som en forsvindende lille myre. Måske var det den lille myre, der nu sad og spurgte Hans Edvard om forholdene i de kredse, hvor nogen har magt over kunsten?

Småt og stort

Magt er jo, forstod man, selv om det ikke sådan blev sagt direkte, og alligevel var det eneste, der blev talt om, magt er jo sådan set - suprise! - penge. Om dem har Carlsbergfonden. Masser. Lige tilbage fra bryggerens egen store, filantropiske bukselomme. Den har bare, kunne Nørregård-Nielsen oplyse, først og fremmest ansvar over for Ny Carlsberg Glyptotek, hvortil man netop havde erhvervet en meget meget lille ægyptisk ting, der kunne være mellem Nørregård-Nielsens tommel-og pegefinger, hvis han ikke spredte dem for meget, for tyve millioner. Og nej, de tyve millioner kunne ikke have gjort bedre fyldest ved indkøb af dansk kunst fra danske kunstnere til danske museer.

Og magt ellers ? Jo, der var historien om, hvordan de fik bygget ARoS. I Århus. Om hvordan Hans Edvard tog til byen og fik sig en bragesnak med høvding Thorkild Simonsen, der dengang endnu regerede over alt og alle på de kanter. Hvis Thorkild nu ville lægge sit, skulle Hans Edvard nok bidrage med sine 40 millioner. Ikke til mursten, for det må fonden ikke, men i værker. Eller i rede penge bare. Som museet så skulle kunne købe de værker for, der måske kunne begrunde, at det pludselig skulle være så kæmpestort.

Det koster

Om magten så har sin pris? Jamen, det har den da. Man mister venner, gør man. Når det, som her, drejer sig om kunst, er det især kunstnervenner, man mister. Men venner er vel på den anden side venner, uanset om de er kunstnere eller ej? Er der forskel mellem dem og revisorvennerne, børstenbindervennerne og skraldemandevennerne?

Lille Hans Edvard fra Nørregården var i 1970'erne en magtfuld kunstkritiker ved en kunstnerisk magtfuld avis, der også dengang hed Information, selv om hverken aviser, kunst eller kritikere længere er, hvad de dengang var, og det er vel vennerne fra dengang, der er faldet fra så, efterhånden som han med stadigt tungere hjerte har måtte give dem afslag på ansøgninger af typen: "Hvad så, gamle svumpukkel! Kan du huske Skt. Hans aften sidste år, hold da kæft hvor blev vi stive. Men du lovede mig da 500.000 til den her lille skulptur, jeg fortalte dig om. Den der skal hugges i det stenbrud, hvor Michelangelo fandt øllet til David, eller var det omvendt, hir hir. Din gamle ven Leonardo von Truttenfis."

Den slags venner kan man måske leve uden, men kan man leve uden magt ? Vibeke Windeløv leder efter svaret, og måske hun en dag finder det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu